Kom til voksen-workshop: Nu skal der for alvor gang i Børnekulturhuset i Vonge
Foto: Mikael Gadebjerg og en gruppe bestående af Martin Møller, Bastian Lynge, Birgitte Iversen og Henrik Skjøth, har igangsat arbejdet med at etablere et Børnekulturhus i Vonge – og mandag aften den 16. marts afholder de voksenworkshop i Vonge-Kollemortenhallen. Foto: Jim Hoff
Du har her i avisen kunnet læse om det fine initiativ med etableringen af et børnekulturhus i Vonge, hvor en række skolebørn har lavet workshop med en arkitekt, hvor ideerne til indhold og udseende væltede frem. Og nu er det så de voksnes tur til at byde ind!
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
VONGE: Mandag aften den 16. marts fra 18.30 til 21.30 bliver cafeteriet i Vonge-Kollemortenhallen omdrejningspunkt for en forhåbentlig kreativ og inspirerende voksen-workshop, hvor det handler om det nye børnekulturhus, som en række friske initiativrige borgere i det lille bysamfund er ved at sætte på skinner.
Fra togstation til legestation
- Vi har en drøm om, at vores 100 år gamle stationsbygning, der ligger lige over for skolen og tæt på hallen, igen skal blive et nøglepunkt for liv og aktivitet. Her vil vi skabe et børnekulturhus - et sted fyldt med bevægelse, kreativitet og fordybelse - og ikke mindst fællesskab, lyder det indledningsvist fra Mikael Gadebjerg, der er en af pionererne bag dette herlige og godt tænkte projekt.
Han pointerer, at det nye børnekulturhus skal være et sted, et hus, hvor borgerne i området alle kan samles om deres børns trivsel og gode oplevelser. Børnene i skolen har selv lavet et stykke flot forarbejde via den workshop, de afholdt sammen med en arkitekt - og her udsprang der en masse gode, spændende og kreative ideer til indholdet i det nye børnekulturhus. Og nu skal de voksne så på banen.
Kom endelig med alle dine drømme og ideer
- Vi vil gerne have forældrene og de voksne med, når vi nu giver nyt liv til stationsbygningen. Sammen med "Samlingskraft", der er et projekt, der er drevet af foreningen "By og Land Danmark” med støtte fra Realdania, inviterer vi til et udviklingsmøde om dette særlige sted i vores lokalområde.
- Så går man rundt med nogle gode ideer, drømme eller bare har lyst til at være med, så er det jo helt oplagt, at man deltager i voksenworkshoppen. På den måde kan man være med til at forme Børnekulturhuset i fællesskab - og give den gamle station en ny rolle i lokalsamfundet, lyder opfordringen, Mikael Gadebjerg.
Alle er velkomne til at byde ind
Han understreger, at uanset om man er fagperson, foreningsaktiv, forælder, bedsteforælder eller bare bor i området, så er ens stemme vigtig i forhold til etableringen af Børnekulturhuset.
- Som tak for folks deltagelse triller vi en pølsevogn frem og bytter folkets gode idéer for en "ristet med det hele", og vi glæder os rigtig meget til at se så mange folk som muligt i cafeteriet denne mandag aften, siger Mikael.
Projektet havde i denne uge besøg af folketingsmedlem Birgitte Vind, der er meget imponeret over det ambitiøse projekt og bakker 100 procent op om det fine lokale tiltag. Dette kan du læse om i en særskilt artikel her i avisen.
Mikael kan ydermere oplyse, at man kan tilmelde sig eventen ved at sende en mail til mikael.gadebjerg@gmail.com - så arrangørerne har et overblik over, hvor mange pølser der skal smides på panden denne spændende aften i byudviklingens tegn i Vonge-området.

















































