Kongeligt strejf over Give: Magne skal med til prins Christians 18-års fødselsdag

I forbindelse med prins Christians 18-års fødselsdag har hoffet valgt at invitere unge fra hele landet med til den store fest. Det skete via hoffets hjemmeside, hvor man kunne tilmelde sig, og her kunne Vejle Kommune stille med to festdeltagere. Og her vandt Magne Ottesen fra Give en plads i det royale partyselskab.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

GIVE: Stort tillykke til Magne Ottosen. Han skal nemlig til 18-års fødselsdagsfest den 15. oktober. Og det er ikke en hr. hvem som helst, der denne dag kan fejre, at han træder ind i de voksnes og de myndiges rækker.  

Det er nemlig selveste prins Christian, der fylder 18 denne dag. Hans farmor, hende vi kender lidt bedre som dronning Margrethe, er denne dag vært for et gallataffel på Christiansborg Slot, og her bliver en lang række unge mennesker inviteret med. 

Det vil være unge, som har markeret sig inden for sport, kunst og kultur, og derudover har Kongehuset i samarbejde med landets kommuner inviteret op mod 200 unge fra rigsfællesskabet til at deltage i fejringen, idet hver af Danmarks kommuner samt Grønland og Færøerne har fået mulighed for at udvælge to 18-årige til at deltage i gallataflet.

Prins Christian fylder 18 den 15. oktober, og her er Magne Ottosen fra Give inviteret med til fest. Foto: Kongehuset

Fodboldspiller og 2. g'er fra Give til bal i den kongelige 

Og her har Vejle Kommune efter lodtrækning nu fundet de to heldige festdeltagere, som skal med til at fejre Hans Kongelige Højhed Prins Christian på hans 18. års fødselsdag søndag 15. Oktober. Og der stod Magne fra Give’ på den ene seddel, der røg op af hatten. 
 
I alt 1509 unge havde muligheden, og 226 af de, der havde tilmeldt sig via formularen på hjemmesiden, levede op til kriterierne, og blandt dem blev der trukket lod digitalt. 

De heldige blev Magne og Isabella, lyder det i en pressemeddelelse fra Vejle Kommune. 

17-årige Magne Ottosen kommer fra Give og går i 2. g på Rosborg Gymnasium. I sin fritid spiller han fodbold for Give Fremad og passer sit fritidsjob. Derudover interesserer han sig for musik, fodbold og at hygge sig med vennerne. 

- Det er da bare vildt fedt det her

Vores LokalAvis har naturligvis talt med den heldige unge mand, der under interviewet befinder sig i muntre venners festlige lag som optakt til Vejfesten i regi af Vejle Kommune.  

- Det er jo helt vildt det her. Altså vi var mig og nogle venner, der sad og sendte ansøgningen ind sådan lidt for sjov, og så står jeg så her i dag og har vundet en festtur til København sammen med prins Christian. Det er simpelthen megafedt, lyder det med begejstring i stemmen fra Magne.  

Han bliver afhentet i bus sammen med de andre vindere, men derudover ved han endnu ikke så meget om selve arrangementet, udover at der vil være noget aftensmad, nogle taler – og at han muligvis får fornøjelsen af et kongeligt håndtryk. Til gengæld kan prins Christian jo så også glæde sig at få æren af at trykke Magne fra Give på næven, smiley. 

Synes kronprins Frederik er megacool

Magne er nok ikke det man kalder dedikeret royalist og følger i det daglige ikke så meget med i de royale udfoldelser, men omvendt har han altid syntes, at kronprins Frederik er rigtig sej.   

- Nu ved jeg så ikek rigtigt endnu., men der går lidt forlydender om, at der måske også er dans bagefter, og så skal jeg jo nok have lært at danse lancier, som de kongelige dyrker ret meget, konstaterer den friske unge med et stort næsten royalt smil. 
Magnes venner synes, det er vildt sejt, at han skal “til bak med prins Christian”, og de blev alle sammen ellevilde, da de hørte det glade budskab om, at Magne havde vundet lodtrækningen.  

- De siger da alle sammen, at de skal se det live i tv, når jeg er med, og nogle af vennerne har da også sagt, at de tager med til København for at bakke mig op. De kommer nu nok ikke med ind til festen, men så må de jo stå udenfor og vinke pænt til mig ind ad vinduerne, lyder det fra Magne medet skævt smil. 

Fylder 18 fire dage før prinsen

Han erkender i et svagt øjeblik, at han bestemt er både spændt og nervøs, og kan næsten ikke vente til den store dag. 

Og så lige et ekstra lille sjovt krydderi til denne historie: 4 dage før prins Christian fylder 18, fylder Magne fra Give også 18 år - så her fra Give skal der da lyde en klokkeklar opfordring til Kongehuset om at overveje en dobbeltfejring den 15. oktober. 

Den anden deltager fra Vejle Kommune er Isabella Munkholm fra Vejle. Hun går I 3. G på Rødkilde Gymnasium. I sin fritid spiller hun fodbold på 2. divisionsholdet for kvinder i VB. Derudover har hun et fritidsjob og er også fodboldtræner for yngre piger. 

Vejle Kommune havde ikke stillet andre krav til deltagerne end de krav, Kongehuset har stillet. Alle unge, der var fyldt 18 år senest på fødselsdagen, og som var interesseret i at deltage, skulle blot gå ind på hjemmesiden og tilmelde sig. 
 
Antallet af unge var fordelt med 155 kvinder, 70 mænd og 1 andet køn. 
 
De to deltagere bliver inviteret til et uformelt møde med borgmesteren, inden de skal til gallataflet. SÅ her kan de jo passende både øve sig i ‘gyldne og kongelige’ håndtryk.