Kort fornøjelse i håndboldklubben: Lynhurtigt farvel til ny højrefløj

Foto: Det blev til et meget kort bekendtskab for Give HK med fløjspiller Viktor Vlastos. Han nåede blot at træne med én gang i Give, inden han kort efter meldte ud, at han havde skrevet en 2 1/2-årig kontrakt med ØIF Arendal fra REMA 1000-ligaen i Norge. Privatfoto

Begejstringen var stor, da man fra Give HK’s sportslige ledelse i sidste uge kunne melde ud, at man havde lavet aftale med den kompetente højrefløj Viktor Vlastos. Men man fik hurtigt armene ned igen i 1. divisionsklubben.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DIVISIONSHÅNDBOLD: Fra Grækenland via Give i Danmark til Norge på en uge! Således kan man vist godt karakterisere den rejse, som den danske håndboldspiller med det græske efternavn Viktor Vlastos har været på her i januar måned.

Den målfarlige og lynhurtige højrefløj forlod AEK Athens HC for at lave en aftale med 1. divisionsklubben Give HK, hvor han skulle udfylde hullet efter langtidsskadede Jakob Frederiksen. Alt var på plads, og Vlastos deltog da også i holdets træning mandag den 19.1., hvor han ifølge avisens kilder efterlod et flot indtryk.

Men så sprang bomben: Viktor Vlastos meddelte onsdag den 21.1., at han alligevel ikke trækker Give HK’s petroleumsblå kamptrøje på. Han havde nemlig skrevet kontrakt med det norske tophold ØIF Arendal, som spiller med om medaljeplaceringer i den bedste række, REMA 1000-ligaen, i Norge.

Nåede lige at imponere stort til én gang træning

- Det blev desværre et meget kort bekendtskab med vores nye højrefløj, Viktor Vlastos. Han nåede kun at deltage i én træning i mandags, hvorefter han et par dage senere meddelte os, at han har skrevet under på en 2½-årig kontrakt med det norske hold ØIF Arendal.

- Han skal starte deroppe med det samme, og det forlyder, at han træner med i klubben i Norge allerede mandag den 26. januar. Det er godt nok en træls situation for os her i klubben. Dels mangler vi en spiller på højrefløj efter Jakob Frederiksens skade, dels har vi brugt rigtig meget tid på papirarbejde for at få ham hjem til Danmark og her til klubben, og det vi så fra ham til træning i mandags, var bare i høj klasse, konstaterer formanden for Give HK’s Eliteudvalg, Henrik Henriksen.

Kan ske, når man ikke er kontraktklub

Han konstaterer knastørt, at det jo desværre er, hvad der kan ske, når man ikke er kontraktklub, og i samme åndedrag pointerer Henriksen, at man ønsker Viktor Vlastos al mulig held og lykke – og at man jo godt forstår, at han vil forfølge sin håndbolddrøm om at spille på højeste niveau.

Om Viktor Vlastos:

Født 24. september 2000.

Han har tidligere spillet i TM Tønder 2020/2021, GOG Håndbold 2021/2022, Skive FH 2022/2023 og 2023/2024 samt AEK Athens HC.