LÆSERBREV: Budgetforliget gav små forbedringer til Give-egnen
Foto: Bo Schnedler Pedersen fra Danmarksdemokraterne i Vejle Byråd skriver her læserbrev om det nye budgetforlig i Vejle Kommune. Privatfoto
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev angående budgetforliget fra Bo Schnedler Pedersen (Æ) fra Byrådet i Vejle Kommune
LÆSERBREV: Den 3. september blev der indgået budgetforlig for Vejle Kommune. Alle ni partier står bag forliget, og dermed er der bred enighed om, hvordan kommunens økonomi skal prioriteres i de kommende år.
For Give-egnen indeholder budgetforliget flere små, men positive ting.
Som noget nyt er der oprettet en landsbypulje på 5 mio. kr. til udfordrede landsbyer med potentiale. Nu skal der gennemføres en screening af, hvilke landsbyer der kan komme i betragtning til midlerne. Jeg vil blive meget overrasket, hvis ikke en eller to landsbyer fra Give-egnen kommer i betragtning.
Det er vigtigt at investere i vores landsbyer og mindre byer, inden købmanden eller skolen bliver udfordret, og inden et efterfølgende fald på ejendomsmarkedet risikerer at sætte gang i en negativ spiral. Forebyggelse er langt bedre end at forsøge at rette op på problemerne, når først de er opstået.
Jeg havde selvfølgelig gerne set et væsentligt større beløb til udvikling af vores mindre byer. Det er en mærkesag for Danmarksdemokraterne. Men de 5 mio. kr. var det beløb, som de øvrige partier kunne bakke op om, og derfor er jeg også tilfreds med, at vi trods alt fik puljen med i budgettet.
Give Museum har fået et ekstra driftstilskud de næste fire år. Det giver museet mulighed for at fortsætte den positive udvikling med stigende besøgstal og udvikle sig til en endnu stærkere kulturinstitution for hele vores lokalområde.
Også Givskud Hallen har fået en håndsrækning. Der er bevilget 1,5 mio. kr. til at forbedre toiletforholdene og gøre faciliteterne mere handicapvenlige. Det er en konkret investering, som kommer mange borgere og foreninger til gode.
Der er samtidig afsat 55 mio. kr. til at se nærmere på kommunens skolestruktur. Det er nødvendigt. Flere skoler oplever store pladsudfordringer, mens andre skoler mangler elever.
Lad mig slå én ting fast: Danmarksdemokraterne kommer aldrig til at acceptere, at små lokale skoler bliver lukket hen over hovedet på lokalsamfundene. For os er det en mærkesag at kæmpe for den lokale folkeskole og for, at børn også fremover skal kunne gå i skole tæt på, hvor de bor.
Vejle Kommune har en sund økonomi, og derfor blev budgetforliget heldigvis ikke en spareøvelse, som vi ser det i mange andre kommuner. De fleste områder har fået tilført flere penge, og ambitionen er at gøre Vejle Kommune til et endnu bedre sted at bo, leve og drive virksomhed.
Nu er det op til os politikere at sikre, at pengene bliver brugt rigtigt – og at også Give-egnen og kommunens mindre byer får del i udviklingen.











































