LÆSERBREV: Det kan vi ikke være bekendt
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra Iver Krogh, Bramdrupvej 90, 6040 Egtved. Han sidder i Ældre Sagens koordinationsudvalg i Vejle Kommune
LÆSERBREV: Fortællingen om en ulykkelig sidste tid for et ægtepar på plejecenter Kastaniehaven i Give har været i VAF’s spalter. Det var parrets to døtre, der lovede deres nu afdøde far at fortælle om det omsorgssvigt, de oplever at have været udsat for. Det var uhyggelig læsning.
Ligesom mange andre er vi i Ældre Sagen i Vejle Kommune også berørt af fortællingen.
Vi kan naturligvis ikke tage stilling i en sag, vi kun kender fra medierne, men vi ser en sammenhæng mellem kommunens lave seniorbudgetter og risikoen for, at de svageste ikke får den pleje og omsorg, de har brug for. Normeringerne på plejehjemmene er skåret helt ind til benet, især om natten.
Det har den konsekvens, at der ikke er hænder nok.
I Ældre Sagens fire lokalafdelinger i Vejle kommune oplever vi et stigende antal henvendelser om omsorgssvigt. Det samme gør Ældre Sagens sekretariat i København. Det kan vi ikke være bekendt i et velfærdssamfund og da slet ikke i en både stor og rig kommune som Vejle.















































