Læserbrev fra Faktagruppen i Sejrup
Foto: Faktagruppen i Sejrup bringer her et læserbrev om deres syn på den udvidede borgerinddragelse. Foto: Jim Hoff
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev Allan Thomsen, Karsten Kragh Jensen og Kjeld Madsen fra Faktagruppen i Sejrup
LÆSERBREV: Vejle Kommune har besluttet at fortsætte den såkaldte udvidede borgerinddragelse vedrørende projektet Energipark Give.
Denne gang med et annonceret borgermøde i Center Thyregod, der jævnfør den offentliggjorte dagsorden for mødet, indeholder en præsentation af lokalplan-proces herunder for-høring, en Eurowind Energy A/S præsentation af myndighedsansøgning om ”Energipark Give”, en praktisk information om for-høringen og en afsluttende omgang spørgsmål til Vejle Kommune og Eurowind Energy A/S.
Formålet med en for-høring er ret beset at indsamle forslag og tidlige input fra borgere, naboer, foreninger og myndigheder, før det egentlige lokalplansforslag overhovedet er udarbejdet.
Efter minutiøs gennemgang af videoreferatet omhandlende mødet den 25. august 2026 i Center Thyregod, fremgår det klart og tydeligt ca. 30 sekunder inde i borgmesterens introduktion, at der denne gang er tale om et orienteringsmøde om igangsættelsen af en lokalplanprocessen og en for-høringsproces.
Det syntes endnu engang at være et forsøg fra Vejle Kommunes side, på at retfærdiggøre eller dokumentere, en borgerinddragelsesproces vedrørende projektet Energipark Give ved at lægge to forskellige processer sammen, hvor hovedformålet i dette tilfælde er, at orientere om lokalplan-processen samt den for sent igangsatte for-høring til lokalplansforslaget.
De fremmødte borgere kunne, på trods af den offentliggjorte dagsorden, konstatere at Eurowind Energy A/S ikke præsenterede deres annoncerede myndighedsansøgning.
Præsentationen viste sig at indeholde et nyt kortmateriale udvisende hovedområdet (projektområdet). Dette kortmateriale afveg væsentligt, i form af det meget større projektområde fra kortmaterialet fremsendt i den af Eurowind Energy A/S officielle ansøgning fra maj 2026.
Dette blev påtalt af en borger, der gjorde opmærksom på at kortmaterialet ikke var i overensstemmelse med det i ansøgningen viste kortmateriale. Hertil udtalte Projektleder Claus Just Pedersen meget direkte, at det der blev præsenteret lå til grund for deres ansøgning, og at det var det Eurowind Energy A/S ønskede at præsentere.
Borgeren spurgte herefter om Vejle Kommune kunne bekræfte dette.
Det var herefter meget iøjnefaldende, at borgmesteren – ca. 17 minutter og 36 sekunder inde i Eurowind Energys præsentation – meget rystet og famlende i svaret, lovede at undersøge sagen når vi kommer hjem, som han sagde.
Påfaldende var også embedsværkets totale passivitet i situationen, hvor det normalt kunne forventes at deres viden om indholdet i den modtagne og offentliggjorte ansøgning fra Eurowind Energy A/S, ville afføde en reaktion som følge af en præsentation indeholdende fejlagtige oplysninger, i forhold til den offentliggjorte ansøgning.
Hverken direktøren for Teknik- og Miljø eller de øvrige tilstedeværende kommunale medarbejdere greb ind over for den foreviste præsentation.
Denne udviste form for passivitet, efterlader borgerne med en berettiget oplevelse af et eklatant myndighedssvigt, som svækker tilliden til kommunens forvaltning i alvorlig grad.
Når private bygherrer reelt får lov til at diktere processen overfor Vejle Kommune, på lukkede eller fejlreklamerede møder med et forkert kortgrundlag, er for-høringen reelt værdiløs.
Borgerne i Vejle Kommune har krav på en uvildig, gennemsigtig og inddragende proces – ikke et lukket spil, hvor embedsværket tilsyneladende har glemt de i et tidligere læserbrev omtalte ”Syv centrale pligter”.
Der kan i øvrigt henvises til optagelser fra mødet på energiparkgive.vejle.dk, hvor videomaterialet ligger under emnet ”Materialer”.











































