LÆSERBREV: Modsvar til Bent Olsen: VE-anlæg mellem Give og Thyregod

Foto: Anders Christian Hansen fra Give leverer et modsvar på det læserbrev, som Bent Olsen har bragt her i avisen angående Energipark Give. Foto: Jim Hoff

Redaktionen har modtaget nedenstående modsvar på Bent Olsens (Moderaterne) læserbrev her i avisen angående Energipark Give fra Anders Christian Hansen, Skovbakken 22, 7323 Give.

Af Anders Christian Hansen – Skovbakken 22, Give

LÆSERBREV: Bent Olsen fremhæver i sit læserbrev de positive aspekter ved det måske kommende VE-anlæg mellem Give og Thyregod, fint nok, men glemmer helt, hvem der faktisk bliver ramt af projektet. Dem han omtaler som “berørte”, er primært dem, der sidder med en ”lottokupon” og kan opnå flere gange ejendomsvurderingen, alt efter hvor dygtige forhandlere de er,  mens de, der skal leve med anlægget i årtier, ikke får andet end lidt ”hold kæft”-bolcher.

Han taler om arbejdspladser, men hvilke arbejdspladser taler vi om på sigt? Virksomhederne er i bund og grund ligeglade med, hvor strømmen kommer fra. Men argumentet bruges igen og igen af politikere for at retfærdiggøre, at landskab og levesteder ødelægges. Hvis VE virkelig er så fantastisk, hvorfor lægger de store firmaer så ikke solceller på tagene af egne bygninger?

Det mest tåkrummende er udsagnet om, at vindmøller, solceller og biogasanlæg kun er midlertidige løsninger de næste 30–50 år. Teknologien udvikler sig, men det ændrer ikke, at lokalbefolkningen skal leve med enorme anlæg, uden ordentlige svar på, hvorfor netop dette område er udpeget.

For at sætte tingene i perspektiv: ét fundament til en 180 meter høj vindmølle kræver omkring 2.000 ton beton og op mod 150 ton stål. Gang det med 11 møller, Hertil kommer tårn, nacelle, rotorblade og omkring 150 hektar solceller, hvis projektet gennemføres med alt planlagt udstyr. Det er enorme mængder råstoffer, som skal udvindes, transporteres, støbes og på et tidspunkt fjernes igen.

Der findes heller ingen fuldt udviklet plan for, hvordan anlæggene skal fjernes, når levetiden på 20-25 år er forbi. Hvem betaler, og hvor skal materialerne hen? Det står uklart, og meget tyder på, at regningen en dag lander hos samfundet. Samtidig fremstilles dele af møllerne og solpanelerne i høj grad i lande, hvor strømmen kommer fra kul. Så mens anlægget herhjemme kaldes “grønt”, flyttes forureningen blot til et andet sted på kloden.

Projektet bliver ekstra mærkeligt, når man ser, at der allerede er købt ejendomme for over 50 millioner kroner og indgået betingede købsaftaler for andre millioner, alt sammen før der overhovedet er sendt en ansøgning om anlægget. Det rejser naturligt spørgsmålet om, hvem der egentlig styrer processen: kommunen, investorerne eller politiske forbindelser.

Endelig: hvorfor placeres energiparken netop her, hvor så mange mennesker bliver direkte påvirket, når der findes områder i Vejle Kommune med langt færre konsekvenser? Beslutningen virker til at være styret af økonomiske interesser fremfor objektive kriterier.

Debatten bør ikke kun handle om “lokal grøn energi” og “arbejdspladser”, men om de borgere, der faktisk skal leve med konsekvenserne i årtier.