Læserbrev: Ny børnehave er rettidig omhu

Redaktionen har modtaget dette læserbrev fra Jørgen Mikkelsen (V), medlem af Vejle Byråd og børne- og familieudvalget

Læserbrev: Det er med stor glæde, at jeg så, at både ledelse og personale officielt indviede den nye børnehave, ”Børnenes Hus” i Give i den tidligere SFO.

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) klippede snoren til indvielsen med lille Alberte og Mikkel.

Og åbningen af børnehaven er rettidig omhu.

Vi forventer nemlig, at Give vil vækste med knap 1.000 indbyggere på få år. Så hvis ikke vi viser handlekraft her og nu, vil vores institutioner i Give melde alt optaget for flere børn. Det ville også have givet store gener for forældre, der så i stedet ville skulle køre deres 3-5-årige til de omkringliggende børnehaver.

Det var i første omgang ikke en populær beslutning, da den tidligere SFO jo var særdeles velfungerende.

Derfor blev utallige muligheder drøftet, og der blev tænkt mange løsninger for flytning af SFO’en, men pludselig faldt tingene på plads. Den tidligere SFO blev ombygget, og nu har vi en helt ny børnehave med blandt andet nye støjdæmpende lofter.

Vi vil i Venstre følge op på, at vi får skabt ideelle forhold for alle børn.

Nu står vi med en børnehave, der er nomineret til op mod 120 børn, og i skrivende stund er der knap 40 børn indskrevet.

Det giver som lokalpolitiker ro i maven, at vi kan være på forkant. Stort tillykke til børn, forældre, ansatte og ledere med Børnenes Hus.

Jørgen Mikkelsen (V) skriver her et indlæg om åbningen af Ikær - Børnenes Hus i Give. PR-foto