Læserbrev: Status - Energipark Give
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev angående EnergiPark Give fra Dennis Erner Duedahl fra Sejrup - på vegne af ’Sammenslutningen af Ramte Borgere’.
Læserbrev: Vejle Byråd står over for en af de største beslutninger i nyere tid med Energipark Give. Derfor er det afgørende, at beslutningsgrundlaget er sagligt, balanceret og uafhængigt.
For nylig blev byrådet af forvaltningen præsenteret for en orientering om Energipark Give med 76 powerpoint slides og et 86-siders dokument med spørgsmål og svar.
Men gennemgår man forvaltningens materiale, melder der sig et ubehageligt spørgsmål: Er det her reelt objektiv oplysning – eller er det noget andet?
Projektudvikleren selv – Eurowind Energy – har bidraget med fakta til det materiale, som politikerne skal træffe beslutning på baggrund af. Det er i sig selv ikke usædvanligt. Men det stiller store krav til kritisk modspil og uafhængig validering. Det modspil er svært at få øje på. Når den aktør, der har økonomisk interesse i projektet, samtidig er med til at definere vidensgrundlaget, så er vi ikke længere i en armslængde-situation.
Beder man AI om at analysere materialet objektivt - man kan selv prøve - er det tydeligt at det er struktureret på en måde, der skubber beslutningen i én retning. Fordele ved projektet fremhæves konkret og positivt.
Ulemper og risici derimod bliver gentagne gange skubbet foran os med formuleringer om, at “det afklares senere” i kommende undersøgelser, eller afskrives med at Thyregod alligevel er under afvikling. I praksis betyder det, at politikerne forventes at sige ja nu – og få de afgørende svar bagefter. Det er ikke et neutralt beslutningsgrundlag.
Derudover er der ikke tale om en reel undersøgelse af alternativer. Andre placeringer og løsninger fremstilles som “mindre modne, uden synergi og uden dialog”. Samtidig præsenteres Give-projektet som det oplagte valg. Når alternativer systematisk gøres svagere, bliver valget ikke frit – det bliver styret.
For at fremhæve blot ét eksempel i løbet af de 162 siders materiale, er forvaltningen blevet spurgt af politikerne, om der findes lignende projekter i landet, der påvirker et så stort antal ejendomme i et lokalområde?
Hertil svarer forvaltningen/Eurowind, at 44 ejendomme ikke må beboes i Give, hvorefter man siger, at det i omfang kan sidestilles med 51 påvirkede ejendomme i Vosnæs, og 100 i Revsing, Vejen Kommune.
Det usaglige herved? De 51 ejendomme i Vosnæs er sommerhuse, og ligger så langt fra møllerne, at de fortsat må beboes.
Værre er det med Revsing-sammenligningen. Projektet er en statsligt udpeget Energipark, som er startet ovenfra med at informere de ejendomme en eventuel park vil berøre (omvendt Energipark Give).
Projektudvikler ansat i Vejen kommune udtaler i denne sammenhæng, at de endnu ikke ved hvor mange ejendomme, der bliver direkte involveret, da projektet slet ikke er sat i gang endnu - men kun er i de første spæde dialoger med udviklere.
De ved slet ikke, hvor mange møller et eventuelt projekt vil indebære endnu. Det eneste de ved, er at der kommer et power-to-x-anlæg og at “det ikke kommer til at påvirke ret mange”.
Det her handler ikke om at være for eller imod Energiparken. Det handler om tillid til processen.
Byrådet (og borgerne) fortjener et beslutningsgrundlag, der ikke bare gør det let at sige ja – men gør det muligt at træffe det rigtige valg. Det kræver reel balance, tydelighed om usikkerheder og en klar afstand til de interesser, der har noget på spil.
Det har vi ikke fået her.















































