
LÆSERBREV: Vi vil droppe biogasanlægget og reducere antallet af vindmøller i Energipark Give
Foto: Byrådsmedlem af Venstre, Jørgen Mikkelsen fra Kollemorten, skriver her et indlæg angående Energipark Give, hvor han blandt andet argumenterer for, at et biogasanlæg ikke bør være en del af projektet.
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev angående Energipark Give fra Jørgen Mikkelsen, medlem af Vejle Byråd for Venstre.
Læserbrev: Hvad sker der nu med Energiparken mellem Give og Thyregod?
Lad mig starte med at slå fast, at vi skal den grønne omstilling. Men det skal ske på en måde, hvor de lokale er med, også økonomisk, og hvor åbenhed er en selvfølge.
For et par ugers tid siden satte vi projektet på pause. Processen har vist sig vanskelig at styre, folk føler sig kørt over, utrygge og overhørt.
Jeg har i længere tid ment, at jeg ikke vil kunne støtte det nuværende projekt.
Efter at have deltaget i et møde i Billund omkring det planlagte biogasanlæg, som også er med i projektet, var det tydeligt for mig, at et biogasanlæg ved Dørken ikke vil give mening. Landmændene leverer allerede i dag deres staldgødning til andre anlæg, så der er ikke brug for, at så stort et lokalområde genereres af et sådant anlæg.
Hvad så nu?
Nu står vi med et ønske fra EuroWind om cirka 150 hektar solceller og 11 store vindmøller med en højde på 180 meter. Det er voldsomt. Dette vil jeg heller ikke kunne stemme for.
Skal der være vindmøller i dette område, skal der – efter min mening – fjernes nogle møller i nord og i syd. Om jeg kan lykkes med dette, må fremtiden vise, men det er kampen værd.
På den måde kan vi holde Thyregod by fri for generne fra møllerne og kraftigt reducere de mange nedlagte ejendomme.
Der kan dog stadig være en udfordring med Dørken, som skal bestå, hvis det står til mig, og det må vi også arbejde videre med at få løst. I syd kan vi bevare de mange ejendomme langs Vejlevej og Oksenbjergevej.
Nogle vil måske så mene, at projektet bliver for småt. Måske, men så er placeringen måske forkert.
Antallet af solceller mener jeg bør følge med antallet af vindmøller, så det samlede projekt passer sammen i størrelse. Jeg mener personligt ikke, at solceller skal stå på landbrugsjorden, men desværre giver solceller på tagene ikke ret meget i det store billede. Jeg vil tro, at hver gang vi fjerner én vindmølle, forsvinder der nok også 13 – 14 hektar solceller.
Det glæder mig, at der nu er hul på bylden. Nu må vi politikere sammen med lokalbefolkningen finde en løsning, som giver god mening, og som flest muligt kan se sig selv i.
Jeg vil arbejde benhårdt for at finde den bedst opnåelig løsning.