
LÆSERBREV: Vil kommunen overhovedet børn og unge?
Foto: Rideklubben Stald Hesselbjerge har mistet tæt på halvdelen af sit kommunale tilskud, og det skriver Titti Wesseltorf fra klubbens bestyrelse om her i læserbrevet.Privatfoto
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra Titti Wesseltoft, der er medlem af bestyrelsen i rideklubben Stald Hesselbjerge. Det handler om, at klubben er beskåret ca. 50 procent af deres kommunale tilskud.
Af Titti Wesseltorf – på vegne af bestyrelsen for Rideklub Stald Hesselbjerg
LÆSERBREV:
Som bestyrelse for en lille lokal rideskole, Rideklub Stald Hesselbjerg, der i årevis har arbejdet målrettet for at skabe et trygt og inkluderende fællesskab for børn og unge, står vi nu med en alvorlig bekymring: Vejle kommune har meddelt, at vi mister ca. 50 % af vores lokaletilskud. Ikke fordi vi har ændret noget. Ikke fordi vi har gjort noget forkert. Men fordi reglerne pludselig er blevet uklare – og vejledningen mangler.
Vi har søgt tilskud efter samme principper, til de samme aktiviteter, år efter år. Nu er det blevet et vurderingsspørgsmål, om vi overhovedet kan få støtte. Hvordan skal en frivillig forening kunne lægge et realistisk budget, når grundlaget for tilskuddet ændres uden varsel og uden klare retningslinjer?
Som konsekvens er vi nu nødt til at bruge tid og energi på at finde pengene andre steder – gennem sponsorater, fonde og alternative indtægtskilder. Det lyder måske harmløst, men det betyder i praksis, at der bliver færre voksne til stede i klubben. Færre hænder til at støtte, vejlede og hjælpe børn og unge med de aktiviteter og sociale arrangementer, der er kernen i vores fællesskab. Det er tid, der burde bruges på dem – ikke på at jagte penge.
Det er ikke bare tal i et regneark – det er virkelighed for de børn og unge, der hver uge kommer og rider, snakker, griner og hygger sig på tværs af alder, kommunegrænser og skoledistrikter. Hos os handler det om fællesskab, ansvar og omsorg – både for hinanden og for hestene. Vi har elevheste, som vi passer med stor omhu, og vi lærer børnene, at trivsel gælder både dyr og mennesker.
Men med de nye vilkår risikerer vi at måtte skære ned. Måske på aktiviteter. Måske på heste. Måske på det sociale fællesskab, som er kernen i vores klub. Og så må vi spørge: Vil kommunen overhovedet børn og unge?
Vi opfordrer Vejle kommune til at genoverveje sin tilgang. Til at give klare og retfærdige retningslinjer. Og til at støtte de lokale fællesskaber, der hver dag gør en forskel – uden at det koster kommunen meget, men betyder alt for dem, det handler om.