Læssede bevidst kartofler af i politisk aktion på Storebæltsbroen: Nu er Rene Spang Jørgensen løsladt efter seks uger i arresten
57-årige René Spang Jørgensen, der er indehaver af vognmandsforretningen ”Lille Hjælper” har siddet varetægtsfængslet i seks uger efter at han ifølge anklageskriftet havde bragt andre menneskers liv i fare ved at læsse tonsvis af kartofler af på Storebæltsbroen og på motorvejen ved Skærup. Men i sidste uge er Spang Jørgensen så blevet løsladt.
GIVE: Specialanklager Daniel Dokkedahl fra Fyns Politi kunne tirsdag oplyse til Ritzau, at Rene Spang Jørgensen blev løsladt 12. juli – altså i sidste uge
- Vi har vurderet, at det grundlag, som han har siddet fængslet på, der drejer sig om, at han på fri fod ville kunne påvirke efterforskningen, ikke længere er til stede, siger Daniel Dokkedahl.
Den fængslede vognmand fra Dørken mellem Thyregod og Give har tidligere udtalt, at aflæsningen var politisk motiveret og et led i en protest mod en kilometerafgift, som Folketinget fra januar 2025 har pålagt kørsel med lastbiler.
Rene Spang Jørgensen blev fængslet i begyndelsen af juni på grundlag af en sigtelse, hvor han blev anklaget for at have udsat trafikanters liv og førlighed for fare ved at have læsset en større mængde kartofler af midt på Storebæltsbroen.
- Bilisternes egen skyld
Han er dog langt fra enig i, at det var ham, der bragte bilisternes liv i fare.
-Der var lang kø, inden der blev tippet kartofler af, og vi kørte langsomt. De, som så har valgt at køre ud i kartoflerne, har bragt deres eget liv og deres egen førlighed i fare. Det kunne de jo bare have ladet være med, udtaler han på Facebook.
Her er det så, at politimyndighederne er af en anden opfattelse, og nu er det så retten, der skal afgøre Rene Spang Jørgensens videre skæbne.
Frihedskæmper eller?
Aktionen skabte en masse mediemæssig røre, og den lokale vognmand blev i nogle kredse i befolkningen udråbt som en sand frihedskæmper, mens andre dele af befolkningen var mere barske i deres kritik af ”kartoffelchaufførens” aktion.
Aktionen blev iværksat som følge af et lovforslag om en ny kilometerbaseret vejafgift for lastbiler, der betyder, at lastbiler fra år 2025 skal betale omkring 1,3 kroner per kørt kilometer. Lovforslaget blev vedtaget af et stort flertal i Folketinget, og det fik i første omgang som René Spang Jørgensen til at lave en lovlig demonstration, hvor han blokerede motorvejstilkørslen i Give.
Løsladt men sat helt ud af spillet
Nok er Rene Spang Jørgensen nu løsladt, men han er på mange måder stadig sat ud af spillet. Han har ingen kørekort, intet førerkort, ingen telefon, ingen adgang til netbank, ingen dankort – og for den sags skyld heller ingen biler.
Han er altså en fri mand lig nu – og så alligevel ikke
-Det er jo rart nok, at der ikke er gitter for vinduerne, og at der er nogle flere kvadratmeter. Men jeg kan ikke rigtig gøre noget, for man har taget alt fra mig. Politiet har beslaglagt mit dankort, min telefon, min tablet, min sygesikring, mit førerkort og mit kørekort. De har også beslaglagt mine to lastbiler, så jeg kan ikke drive forretning. De har også taget min personbil, så jeg kan ikke komme nogle vegne, skriver Rene Jørgensen på Facebook og fortsætter:
- Jeg fandt dog et password til en gammel Facebook-konto, så der er jeg kommet på igen. Jeg kan heller ikke betale mine regninger, for de har taget MitID fra mig. Der går 14 dage, førend jeg får et nyt, fortæller ”Kartoffelmanden”.
Rene Spang Jørgensen siger selv, at formålet med hans aktion var, at få politikerne til at høre på, hvad folket siger – og ikke bare vedtage lovene hen over hovedet på dem.
Nok er han løsladt nu, men Rene Spang Jørgensen er fortsat sigtet, og anklagemyndigheden skal nu vurdere, om der skal rejses tiltale mod ham. Bliver han idømt en fængselsstraf, vil tiden i varetægtsarrest indgå i den samlede afsoning.