Lav æblemost og forsvind i halmlabyrinten: Familievenligt høstmarked i Givskud Zoo

Foto: Høstmarkedet i Givskud Zoo er et meget familievenligt arrangement, hvor der er aktiviteter for både store og små. Her kan børnene blandt andet få mulighed for at lege i en halmlabyrint. Foto: Givskud Zoo

3 uger efter at Museum Give var på banen med et flot høstmarked, er det nu Givskud Zoo, der i den sidste weekend i september forvandler eventpladsen i Givskud Zoo - Zootopia til et stort aktivt og levende høstmarked for hele familien.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVSKUD: Nu her, hvor kalenderen peger ubarmhjertigt ind i efteråret, er det højsæson for fejring af høsten, og her lokalt er det nu Givskud Zoo, der inviterer ind til et familievenligt og aktivt høstmarked i dyreparken 27. og 28. september.

Det sker i tidsrummet 11.00-16.00 på pladsen ved parkeringsområde P1.

Familievenlige events

Høstmarkedet er særdeles familievenligt strikket sammen i forhold til events og aktiviteter, og hvis vi kigger på tiltag for børnene denne dag, så venter der dem en række oplevelser med høsttema.

De kan for eksempel presse frisk æblemost og lege i en halmlabyrint. Der vil også være kunsthåndværk og musik på høstmarkedet og lokale producenter, som præsenterer alt fra friske råvarer til forskellige delikatesser.

Gode tips til madlavning – og smagsprøver

Det oplyser Cindy Lundgaard Sørensen, der er biolog og formidler i Givskud Zoo.

- Høstmarkedet er en mulighed for hele familien til at opleve efteråret med alle sanserne i spil, samtidig med at vi sætter fokus på lokale styrker og råvarer. På markedet vil der ligeledes være gode tips til madlavningen, og der vil også være smagsprøver. Man kan også høre om, hvordan naturens ressourcer kan bruges både lokalt og på en bæredygtig måde.

Hent inspiration til at bruge naturen

Med udgangspunkt i den kendsgerning, at vores danske natur lige nu er et sandt overflødighedshorn af bær, frugter, svampe og urter, vil dette også afspejles til høstmarkedet.

- Til høstmarkedet kan man hente inspiration til at tage på sanketure, så man måske næste gang samler ind til middagsbordet i skoven frem for udelukkende at ty til varer på hylderne i supermarkedet, pointerer Cindy Lundgaard Sørensen.

 

Der vil være mulighed for at lave sin helt egen hjemmepressede æblemost ved høstmarkedet. Foto: Givskud Zoo

 

Andre læser

Brugsen igen i gavehumør: Forærede 60 cirkusbilletter til Røde Kors’ Familienetværk

Skulpturbyspionér Flemming Holm: Kunsten og det kreative har store aktier i Gives positive udvikling

Flot fremmøde til Røde Kors Familienetværks børnevenlige motorcykeltræf

Lidt over 100 natteravne fra hele landet samlet til Nordisk Natteravnsdag i Thyregod

Stærk og positiv udvikling: De unge har virkelig fået øje på høstfesten i Vonge

En milepæl for Jan Rasmussen – 300 kampe for Give Fremad

En premiere der gik lige i hjertet: Musikmejeriet fik en overvældende god start

Totalt vild afslutning endte med sejrsmål til Give i det 91. minut – med 2 mand i undertal