Leg og fællesskaber: Liv og glade sommerhusdage på Sandbjerg Plejecenter

Sandbjerg har i en årrække lagt en tur i sommerhus ind i kalenderen for deres beboere, men i år har man af forskellige årsager valgt at blive i huset og for så at afholde festlige feriedage på stedet med en række forskellige aktiviteter for beboere og deres pårørende.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

THYREGOD: Der var sol og sommer over Sandbjerg, da avisens udsendte onsdag eftermiddag var på besøg på plejecentret i Thyregod. Ude på plænen foran centret var der stillet et stort festtelt op, der var en hyggelig sommerisbod, og så var der også gang i en bålplads med dertil hørende ’indianertelt’.

Snakken gik lystigt i det fine sommervejr, og den unge dame i isboden havde nok at se til. Det var dansksommerhygge, når det er bedst.

Mange fordele ved at tage i sommerhus på Sandbjerg

Centerleder Stine Mathiessen er også ude i det fine vejr, og hun kan fortælle, at plejecentret faktisk plejer at være afsted i sommerhus hvert år, fraset coronatiden, med en flok beboere. Men i år har vi valgt at ’tage i sommerhus’ på en anden måde.

- Det er blevet en tradition, at vi tager i sommerhus med nogle beboere hvert år, og det er også hyggeligt. Men det er virkelig krævende og hårdt, og det er ret svært at finde et egnet sommerhus. Det kræver også noget økonomi og logistik, og da det oftest er et begrænset antal af vores beboere, der kan være med, har vi i år valgt at ’tage i sommerhus’ her på Sandbjerg. På den måde kan mange flere af vores beboere være med, og så prøver vi også noget nyt, forklarer Stine.

Så er der serveret - denne flinke dame stod klar med gratis ad libitum til alle, og det var et hit både blandt unge og ældre (og den lokale reporter). Foto: Jim Hoff

Fleksibelt personale

Konceptet hedder ’festlige feriedage’, og her har man sat uret lidt på standby i forhold til personalets mødetider, idet man jo skal være klar til ’sommerhusferie’, når beboerne er friske efter middagssøvn osv.

- Det giver vores personale nogle skæve timer de her tre dage, vi er i sommerhus, men vi har heldigvis et loyalt og fleksibelt personale, der er helt med på ideen. Vi har også åbnet op for, at de pårørende kan være med til de her festlige feriedage, og så har vi også god hjælp af de gode frivillige, der giver et nap med her på Sandbjerg, fortæller Stine.

Regnvejrshygge om tirsdagen

Som udgangspunkt handler det om udendørs aktiviteter, men da regnen stod ned og velsignede det meste af Danmark tirsdag, stod den i stedet for på eftermiddagshygge indendørs.

- Her havde vi en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor der blev snakket på kryds og tværs, og hvor de gode gamle minder kom på bordet i samtalerne. Vi fik hørt noget musik med Bamse, der blev sunget godt med, og så faldt snakken da også på de gode gamle dage, da man kunne gå til bal på Hotel Margrethe i Gadbjerg – og hvor Bamses Venner jo også spillede. Vi havde tidligere på dagen haft besøg af vores tidligere musikterapeut Sara Schou Nielsen fra Aarhus, som var med til at skabe noget sang- og musikglæde, siger Stine.

Musikterapeut Sara Schou Nielsen sørgede onsdag formiddag for en masse god musk og fællessang. Privatfoto

International Legedag – også på Sandbjerg

Onsdag var vejret dog igen i godt sommerhumør, så her var der gang i sagerne udenfor, og godt for det, for denne tirsdag var det nemlig International Legedag, så der var linet op med både bål i haven, forskellige udendørs spil og en masse små søde kæledyr, som personalet havde med i dagens legesyge anledning. Der var også stillet en fin isbod frem, hvor der var isvafler ad libitum med dertil hørende guf og flødeboller, og dagen efter blev den pølsevogn, man havde lånt på Kastanjehaven i Give, også sat i drift. Samme aften skulle der også være fællessang, hvor de pårørende og folk fra byen og omegnen naturligvis også var inviteret.

Midler fra anonym borger og kommunen

Disse fine sommerhusdage er naturligvis ikke gratis at stille på benene, og heldigvis har Sandbjerg fået midler at arbejde med.

- Vi har modtaget et pænt pengebeløb fra en anonym borger her i Thyregod via Borgerforeningen, så derfor kan vi traktere med gratis is og pølser. Fra Vejle Kommune har vi via konceptet ’Bevægelses År’ også modtaget 25.000 kroner, og det betyder, at vi udover musikterapeut Sara Schou Nilsen også har midler til at hyre Katrine Kristensen ind, som laver sang og yoga. Hende har vi brugt 6 gange før, og det er bare rigtig godt. Hun kommer her på Sandbjerg den 25. juni og den 20. august, og her er alle velkomne, fortæller Stine.

Så er der pludselig bud efter hende, da en beboer gerne lige vil lave en gang snobrød som i gamle dage, og da nogle pårørende dukker op med en flok friske børnebørn, kommer der for alvor liv i kludene (og isboden) – og det var tydeligvis noget, som beboerne satte pris på her i deres hyggelige interne sommerhusferie.

 

 Så er der strandhygge i teltet, hvor der blev skabt sommerhusstemning med en masse fine muslingeskaller på bordene. Foto: Jim Hoff