Liganedrykkerne fra Kolding IF var for stor en mundfuld for oprykkerne fra Give

Foto: Her ser vi Mikkel Molbech score Give HKs første mål overhovedet i 1. division, og så stod der 1-2 på tavlen. Foto: Jim Hoff

Vestjysk Bank Arena var fyldt til bristepunktet, da Give HK debuterede i 1. division i sæsonpremieren mod ingen ringere end Kolding IF. Og det blev som forudset en svær opgave for hjemmeholdet mod en modstander, der træner dobbelt så meget, og som har spillere i truppen af meget stor kvalitet og med erfaring fra håndboldligaen og Champions League.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DIVISIONSHÅNDBOLD: Så kom dagen, hvor Give HK kunne slå hul på klubbens første sæson i 1. division, og det mod en modstander, der i danske håndboldsammenhænge kommer med en meget flot historik. For det var selveste Kolding IF, der er nedrykkere fra Ligaen, der kom på besøg – den mest vindende klub i historien med 14 danske mesterskaber.

På trænerbænken har KIF også en håndboldhistorisk personlighed i skikkelse af Anders Eggert, der har spillet 140 landskampe og scoret 514 mål. Så det duftede gevaldigt af håndbold, da de røde KIF’ere løb på banen mod dagens underdogs fra Give.

 

KIFs fanklub De Gyldne Hænder var på plads med 45 mand - og de gav den virkelig fuld bundgase fgennem samtlie 60 minutter. Foto: Jim Hoff

Flot start af Give – førte 8-5

Men Give, der desværre måtte stille op uden en fingerskadet Mads Høj, gik frisk til sagen og leverede en virkelig fin start på kampen, hvor de bød gæsterne godt op til dans. Efter 10 minutter førte Give således 8-5, og det fik Eggert på KIF-bænken til at skride ind med det taktiske greb – at spille 7 mod 6.

Dette sammenholdt med KIF'ernes bedre fysik og høje kvalitet bevirkede, at gæsterne fik styr på kampen og kunne gå til pause med en 17-13 føring. I halvlegens slutfase havde Give dog flere store muligheder for at score yderligere 3-4 mål, men der manglede kvalitet i afslutningerne, og i keeper Thorsten Fries havde KIF en herre, der virkelig gav Givespillerne rynker i panden med et hav af flotte redninger.

Læg dertil at klassespillere som Kristian Stoklund, Benjamin Pedersen, Markus Bugge og Cornelius Kragh virkelig havde en flot dag på håndboldbanen. Det gjorde bestemt ikke livet lettere for Givespillerne.

KIF suveræne efter pausen – men god fight af Give

Efter pausen udbyggede de fysisk overlegne gæsterne sikkert forspringet, og KIF var oppe at føre med 10 mål, inden Give fik sat en helhjertet slutspurt ind og fik bragt nederlaget ned på 34-27. Og selv om Give i dag tabte klart til en åbenlyst bedre modstander, så skal Torben Sørensens tropper have stor ros for at levere alt, hvad de havde i sig. Der blev virkelig fightet igennem, og samtlige vundne tacklinger mod KIF'erne blev fejret, som havde man vundet DM-titlen.

KIF-træneren noterede sig, at hans mandskab startede nervøst og sløsede lidt i kontrafasen, men med det taktiske 7-mands greb i håndboldværktøjskassen fik man vendt billedet og kunne dermed notere sig for to meget vigtige point i kampen om hurtigt at vende tilbage til håndboldligaen, hvor man i Kolding og omegn nok føler, man hører hjemme.

Emil Pil var Gives klart bedste mand mod KIF - det blev til 8 scoringer, og her ser vi, at gæsterne havde godt øje på den lynhurtige og afslutningsstærke bagspiller. Foto: Jim Hioff

Konstant på overarbejde fysisk og mentalt

Givetræner Torben Sørensen var rigtig godt tilfreds med det, han så fra sine spillere i kampens indledning.

- Vi får en rigtig fin start på kampen. Vi spiller godt, og de gode præstationer var delt ud på flere af spillerne. Men så rammer vi en fase, hvor vores returløb ikke er konsekvente nok. Og den slags koster på det her niveau. KIF går over i 7 mod 6, og det er udslagsgivende i deres favør, for de får momentum, og her bliver det tydeligt, at vi mangler kvalitet i forhold til dem – og at vi stille og roligt løber tør for kræfter.

- I en kamp mod en modstander af denne her kaliber er vores spillere jo også overloaded hele tiden. Konstant på mentalt og fysisk overarbejde, og når man så også skal forholde sig til de her klassespillere som Stoklund, Kragh og Fries i målet, som KIF har med, jamen så er det svært. Kolding havde tydeligt et gear mere end os, og det er bare sådan, det er mod nogle hold i denne her række – det er det, vi skal blive dygtige til at manøvrere i, konstaterer Givetræneren.

Emil Pil Man of The Match i suveræn stil

På søndag går turen til Tåstrup, hvor Give HK skal op mod en af rækkens andre oprykkere, TIK Taastrup, der vandt deres første kamp 35-32 på udebane mod Rækker Mølle. En kamp, man må formode, at begge hold vil gå benhårdt efter at vinde!

Gives Man of The Match blev Emil Pil, der virkelig viste, at han godt kan være med på det her høje niveau i 1. division. Med sine 8 mål stod Pil flot ud mod en virkelig svær modstander.

Mål for Give: Victor Lyngsø 2, Jakob Frederiksen 3, Esbern Panduro 1, Tobias Lykkeskov 2, Emil Pil 8, Magnus Sadova 3, Kristian Nederby 1, Mikkel Molbech 2, Ludvig Gallefoss 1, Noah Sørensen 3 og Sune Skovsen 1.

Du kan se masser af fotos fra kampen HER

 

KIFs cheftræner Anders Eggert kunne notere sig en sejr og dermed 2 points i sin første kamp som cheftræner for KIF. Foto: Jim Hoff 

 

Der blev fightet igennem gennem hele kampen i Gives forsvar. Foto: Jim Hoff