Liv og glade gymnastikdage: Rigtig hyggelig forårsopvisning i Thyregod

Foto: Der var virkelig liv og glade dage i Thyregodhallen, da Thyregod Gymnastikforening søndag den 22. marts inviterede til opvisning. Se bare de to herlige gutter her. Foto: Jim Hoff

Søndag den 22. marts var der for alvor gang i Thyregodhallen, da den lokale gymnastikforening havde inviteret til forårsopvisning. De spring- og danseglade børn leverede sammen med veteranerne fra M/K Motion en rigtig fin dag i gymnastikkens tegn.

AF Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

THYREGOD: Med forårets komme er en lang række lokale gymnastikforeninger på banen med den årlige forårsopvisning, og søndag den 22. marts var det Thyregod Gymnastikforening, der klokken 10.00 havde åbnet portene i hallen i Thyregod for den årlige sammenkomst omkring gymnastikken.

Foreningen stillede selv med 5 hold, mens man havde inviteret Hammerum Ynglinge fra Hammerum Herred Gymnastikforening til at starte gymnastikfesten med en flot opvisning, hvor der både blev danset, sprunget og lavet akrobatik på højt niveau.

Allerførst var det Thyregod Gymnastikforenings formand, Michael Møller Pedersen, der bød de mange forventningsfulde tilskuere velkommen til dagens event. Herefter var der fællessang, hvor forårets komme blev hyldet ved afsyngning af ”Jeg ved en lærkerede” – og den kunne såvel voksne som børn sagtens byde ind på.

Hammerum Ynglinge leverede en rigtig flot opvisning som åbning på forårsopvisningen i Thyregod. Foto: Jim Hoff

5 lokale hold på banen

Efter den flotte opvisning af Hammerum Ynglinge var de 5 lokale gymnastikhold, der tog flot og medlevende ejerskab over halgulvet. Her mødte vi mor/far/barn-holdet, dernæst Hoppelopperne, der levede helt perfekt op til deres navn, og så var det Power Kids 1 og 2, der indtog den store scenen med flotte spring og masser af gang i den.

Efter den ungdommelige opvisning udi gymnastikkens mange fortrinligheder var det lidt mere modne segment i skikkelse af M/K Motion, der indtog gulvet, selvfølgelig iklædt FREM Thyregods knaldblå klubfarver, og de svingede og dansede gennem tre musiknumre, som vi alle kunne synge med på – festligt og fornøjeligt, og herligt at se, at der også ”kan gå ild i gamle huse”, smiley.

Der blev sprunget godt igennem, da Power Kids 1 og 2 indtog hallen. Foto: Jim Hoff

Flot hyldest til gymnastiklederne

Afslutningsvis var det holdet ”Superbørnene”, der indtog hallen, og det blev en flot og forrygende finale, hvor der virkelig skete ting og sager i det meste af hallen. Meget højt aktivitetsniveau, godt styret af de kompetente og dygtige ledere

Apropos ledere, så blev de samlet efter den sidste opvisning midt på gulvet til fortjent stående bifald og hyldest fra publikum, hvor det igen var Michael Møller Pedersen, der stod klar med pæne ord til de her lokale ildsjæle – og der var da også blomster og gaver til gymnastikholdenes ledere.

Helt traditionelt lukkede og slukkede denne fine dag med gymnastik med en udmarch, og så blev der varmet op til landskamp, da den danske nationalsang, ’Der er et yndigt land’, blev afsunget i sikker stil.

Superbørnene leverede også en flot opvisning – og de gav den også som elefanter. Foto: Jim Hoff

Mangler folk til bestyrelsen

Gymnastikforeningen afholder generalforsamling i hallens blå rum den 15. april, og her handler det rigtig meget om, at man finder to nye medlemmer til bestyrelsen, hvis foreningen skal fortsætte.

- Vi skal have fundet to nye medlemmer, som vil være med til at opretholde og udvikle foreningen, så vi håber på god opbakning til generalforsamlingen, lød det bag på dagens program til gymnastikopvisningen.

 Du kan se mange flere fotos fra opvisningen HER

 

Hoppelopperne levede fuldt op til deres navn, da de gik på gulvet. Foto: Jim Hoff 

De friske "lidt ældre" gymnaster fra M/K Motion dansede og rockede sig gennem 3 fede numre. Foto: Jim Hoff