Lokale fodboldrækker er klar – masser af dynamit med stribevis af lokalbrag

Når vi rammer midten af august måned, går der for alvor gang i de lokale seniorfodboldrækker, og det betyder noget mere relevant fodbold end f.eks. det kommercielt oppustede VM for klubhold i 35 graders varme. Nu skal de autentiske spillere og de gode, solide lokale klubber på banen – og vi kan se hen mod et efterår med en masse gedigne lokalbrag.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

SERIEFODBOLD: Når fodboldsæsonen går i gang efter sommerpausen med kampe medio august, er vores lokale klubber her på egnen fint repræsenteret i JBU’s rækker både på kvinde- og herresiden. I én af rækkerne tørner hele 4 lokale fodboldklubber sammen, vi har fået et lokalt nyoprykket jyllandsseriehold i kvinderækken, og så er Thyregod kommet tilbage på kortet over klubber, der deltager i JBU’s 11-mandsturnering.

Vi har også et par hold, der går ind i efteråret som nedrykkere, så der er vidt forskellige dagsordener i de respektive klubber – og på de respektive hold.

Op og ned i Give

På damesiden kan Give Fremad efter oprykningen i foråret nu kalde sig for jyllandsseriehold efter stærkt arbejde af holdets trænere og spillere, og FC GOG og Jelling FS kan i efteråret mønstre et fælleshold i serie 2-rækken.

I Give Fremads herreseniorafdeling kigger man på bagkant af to nedrykninger med jyllandsserie 1-holdet og serie 3-holdet ind i et efterår, hvor man skal tilbage på sporet på flere fronter. Der kan ligge en bonus i den kendsgerning, at man får et stort kuld U19-spillere, der rykker op som seniorspillere, og dermed er der basis for at skabe en stærk og kompetitiv træningskultur.

Dobbelt-op på jyllandsseriebold i Give

Gives JS2-mandskab kigger ind i en række interessante lokalopgør, idet man løber ind i hold som nyoprykkede Gauerslund, Herning Fremad, Kolding B og sidst men ikke mindst de evige lokalrivaler fra Brande, der efter en total suveræn sæson i serie 1 tog en stensikker oprykning til jyllandsserie 2 med bravour. Der er altid ’ild på stadion’, når Give og Brande IFs førstehold tørner sammen – og det bliver der med garanti også i denne ombæring.

Og der er mere jyllandsseriebold på Give Stadion i efteråret, idet Gives serie 1 kvinder i foråret virkelig leverede varen og snuppede en flot og historisk oprykning til jyllandsserien. Et godt sammenspillet hold, som har holdt sammen i en del år efterhånden – og det kunne da være vildt, hvis det var de her dygtige piger, der for første gang i historien giver Give status af danmarksseriehold.

Lokalbrag en masse i serie 4

Kigger vi lidt nærmere på den lokale serie 4-række, er der i den grad basis for at kalde denne gruppe for en lokal dynamitgruppe. Hele 4 hold fra lokalområdet tørner sammen: Give, FC GOG, Øster Nykirke og Ejstrupholm/Nr. Snede.

Så her er der i den grad dømt ’smæk for skillingen’. Ingen, som i absolut ingen, af de fire hold vil tabe til deres lokale konkurrenter – her snakker vi kampe, der rent fodboldmentalt befinder sig i samme kategori som Manchester-Liverpool, FCK-Brøndby, Celtic-Glasgow Rangers og Bayern-Dortmund.

De blå er tilbage

Og så er der gode nyheder ude fra de blå i Thyregod, som i året for foreningens 100-års jubilæum atter er at finde i JBU’s 11-mandsrækker efter nogle ’magre år’ på seniorniveau. I foråret dystede en række fodboldsultne fodboldgutter i 7-mandsrækken, og det gik så strålende, at spillerne fik mod på mere – og dermed står FREM Thyregod nu klar i serie 5 med et nyoprettet 11-mandshold. Rigtig fint, for det smukke fodboldanlæg i Thyregod fortjener en masse 11-mandsfodbold.

Sidst men ikke mindst skal pigerne fra FC GOG Fodbold og Jelling fS ud og prøve kræfter med serie 2-rækken. Det bliver en ret så ’vestvendt’ række, der bringer de lokale piger på ture ud til Varde, Ribe, Hviding, Nr. Nebel og Jerne – og så bliver det også til et garanteret drabeligt lokalopgør mod Team BFO (Blåhøj, Filskov og Sdr. Omme).

Herunder kan du se de respektive rækker – og husk det så: Fodbold skal ses på stadion!

Give Fremad JS 2:

Brande

Bramming

Gauerslund

Give

Herning Fremad

Kolding B

Sædding Guldager

Varde

 

Give Fremad jyllandsserien kvinder

Bramming

Fredericia KF/TSIF

Give

Hejnsvig

Ry Silkeborg

Spjald

Stensballe

 

FC GOG/Jelling serie 2 kvinder

FC GOG Fodbold/Jelling fS

Hviding IF/Ribe BK

Jerne

Nr. Nebel

Team BFO

Varde

 

Give Fremad – FC GOG - Øster Nykirke IF serie 4

Bryrup

EIF/NSGI

FC GOG

Give Fremad

Klovborg

Silkeborg IF (1)

Øster Nykirke

 

Thyregod serie 5

Brædstrup EIF/NSGI

Klovborg

Thyregod

Ølholm

Aale

 

Andre læser

Topscorer har fundet nye græsgange: Jonas Østergaard stopper i Give Fremad