Lone lancerer pop-up tøjbutik i Givskud

Nu sker det! Givskud får langt om længe sin helt egen tøjbutik. Dog ikke en butik med faste åbningstider men derimod en pop-up butik. Det er Lone Rosengren på Vejlevej 63, der springer ud som tøjhandler.  

Af Jim Hoff – jimhoff@vorslokalavis.dk 

GIVSKUD: Nogle gange kan tilfældighedernes frie spil føre til mange sjove ting. Sådan var det da også, da Lone Rosengren for en rum tid siden var på privat tøjindkøb hos en butik, der skulle lukke ned.  

Da hun efterfølgende kom ud i bilen og fortalte sin mand, Tommy, at butikken skulle lukke ned og derfor stod med et uforløst varelager, lød det prompte fra husbonden:  

-Hvorfor købte du ikke bare det hele? Så kan du jo sælge det fra vores hjemadresse i Givskud.  

Handelskvinde? Ja da! 

Det forslag skulle Lone ikke tygge ret meget på, så varelageret hos den nu lukkede tøjbutik blev købt op, og så er der blevet indrettet en pop-up butik i de hyggelige tidligere staldlokaler, der ligger ved huset på Vejlevej 63 i Givskud.  

-Det er jo ikke hver dag, at man ”lige kommer til” at købe varelageret fra en tøjbutik op. Men jeg driver i forvejen en genbrugsbutik i Mølvang, så lidt handelskvinde er man vel. Genbrugsbutikken er min store hobby, så hvorfor ikke prøve med at sælge tøj, lyder det med et stort smil fra Lone, der til daglig er ansat på Øste Nykirke skole, hvor hun laver mad til skolen og SFO’en.  

Åbner tre dage i efterårsferien 

Sortimentet består af babytøj, børnetøj, tøj til teenagere, både drenge og piger, samt tøj til kvinder. Der er tale om både helt nyt tøj samt second hand tøj.  
- Jeg vil holde åben i uge 42 torsdag, fredag og lørdag fra klokken 10.00 til 18.00, og her vil jeg stå i butikken sammen med Tommy. Jeg har bestilt godt vejr de tre dage, så jeg regner med også at kunne lave en udendørs butik i gården, for vi har meget mere tøj, end der er plads til her i selve butikken. Nok cirka det dobbelte, siger Lone.  

Køkkenet, der bruges til Bed And Breakfast, vil også disse dage blive inddraget i pop-up butikken.  
Meget små priser 

- Det er svært at sige, hvor mange gange vi holder åbent. Nu må vi jo se, hvor meget tøj, der ryger de første tre dage. Men jeg forventer da ikke, at det hele ryger på en gang, siger Lone, der har mødt en del forhåndsinteresse for butikkens udvalg fra både naboer og familie, der har hjulpet til med at få butikken op at stå. Vi kører med priser fra 5 stk. Tøj til en 10’er og op til 300 kroner, hvilket er det dyreste. For os handler det om at små priser er lig med god omsætning, lyder det med et kvikt smil fra Lone.  

Du kan følge butikken på Facebook under navnet Tøjbutik Givskud. Den finder du HER