Mænd og maskiner: Hos TMK kører hobby- og fritidsbeskæftigelse på alle måder på skinner

Foto: Her har vi så fem af TMK's faste hold, der var til stede, den dag der blev holdt åbent hus i modeltogsklubben i Nygade: Fra venstre er det Johannes, Finn, Preben, Knud og Henning. Foto: Jim Hoff

I anledning af Thyregod-dagene blev der afholdt åbent hus hos Thyregod Modeltog Klub, også kendt som TMK, onsdag den 13. august. Vores LokalAvis kiggede indenfor og fik en god snak med de friske gutter i TMK, som med glæde og stolthed viste de flotte modeller frem for den lokale verdenspresse. Her er der tale om entusiasme og fællesskab på højt plan.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

THYREGOD: Den gamle nu nedlagte tømmerhandel i Nygade i Thyregod rummer mange interessante elementer i den nostalgiske afdeling. Først og fremmest er den bygningens indehaver Nils Lous imponerende samling af veteranbiler, og så er der på ’hemsen’ på 1. sal en klub, der har eksisteret siden 2017, nemlig Thyregod Modeltog Klub, TMK.

Her finder vi en flok herrer i deres bedste alder, som mødes fast her onsdag fra klokken 13.00 til 17.00, hvor de med stor entusiasme kaster sig ud i modeltogenes univers samtidig med, at den fælles passion for modeljernbaner også er med til at skabe et stærkt fællesskab de herrer imellem.

Klubben startede op i 2017, da Nils Lou, der ejer bygningerne, der huser TMK, tog initiativ til modeltogsklubben. Han havde sammen med børn og børnebørn samlet en masse tog, skinner og modelbygninger sammen, som havnede på loftet i tømmerhandlen, og det lå egentlig bare og ventede på en flok gode mænd, der kunne sætte det sammen og få togene ud på skinnerne igen.

Har en række ’gode økonomiske venner’

Nu har klubben så eksisteret i 8 år, og i dag har klubben 12-13 medlemmer, hvoraf de 7 er meget aktive, mens de sidste 6 støtter og bakker op moralsk.

- Vi er jo formelt en underafdeling af Borgerforeningen, som også støtter os økonomisk. Vi betaler ikke husleje her ved Nils Lou, og derudover får vi økonomisk støtte fra Velux, Middelfart Sparekasse, og så har Vejle Kommune støttet os med 8500 kroner årligt de sidste 4 år. Gode penge, som vi er afhængige af, og som vi er rigtig glade for, at vi får. Det er penge, der kommer fra velfærdskassen, idet det jo er et formål, der støtter ’ældre, nørdede mænd’, der har godt af at komme lidt hjemmefra og hygge sig med andre herrer, fortæller Knud Pedersen fra TMK.

Tilstede denne dag er også Preben, Finn, Johannes og Henning fra TMK sammen med et par gode folk fra Borgerforeningen. Der er kaffe på kanden og småkager på bordet, og snakken går lystigt hen over modeljernbanebordene på de cirka 100 kvadratmeter oppe på TMK-hemsen.

Så er vi næsten klar til at sende toget ud på skinnerne - Henning skal lige have de sidste detaljer på plads, og så kører det. Foto: Jim Hoff

Fingernemme nørder

Knud kan fortælle, at de her ved kaffetid har haft godt 10 besøgende, hvilket er tilfredsstillende, og mens avisen kigger forbi, kommer der da også folk forbi og kigger på sagerne. TKM-drengene stiller sig velvilligt til rådighed for snak og spørgsmål, alt imens de selv er i gang med at sende tog med dertil hørende vogne rundt på skinnerne.

Og hvor det i 2017 var en ganske lydløs affære at besøge TMK’erne, så er der i dag i den grad kommet lyd på. Togene er nemlig blevet forsynet med lydkomponenter, så man nu både kan se og høre de fine tog trille rundt på skinnerne.

Den slags koster ikke gratis, cirka 600-900 kroner pr. tog, men som sagt har TMK gode økonomiske venner, så nu er der blevet råd til at få lyd på, og da det er sådan, at gutterne i gruppen selv er fingernemme nørder med forskellige tekniske kompetenceområder, så kan de selv klare alt det praktiske arbejde – også det mere elektrotekniske.

Mange har arvet passionen for tog

Med i gruppen er Preben fra Vejle. Han var tidligere medlem af Modeljernbaneklubben i Vejle, men da den blev flyttet til Farre, valgte han at skifte spor og tage til Thyregod hos TMK. Ud over at være en inkarneret modeljernbaneentusiast har Preben også en stærk kreativ side – og det har TMK nydt godt af, idet han har malet en masse flotte landskaber på væggene i det store rum, der huser TMK.

- For mig er det vildt afstressende og afslappende at komme herud og koble af med modeltogene. Og når jeg så godt kan lide at male, jamen så var det, jeg tilbød at male de her landskaber, og den var de andre helt med på, fortæller Preben, der med glæde tager turen fra Vejle til Thyregod hver uge for sammen med de andre TMK’ere at dyrke den fælles passion for modeltog og det gode fællesskab. Fælles for medlemmerne af klubben er passionen for modeltog, som mange af dem har ’arvet’ hjemmefra. De fleste af dem har da også togbaner hjemme i privaten, hvor de kan pusle i det daglige med de her sysler.

Det sker jo, at togene bliver afsporet på turen rundt på anlægget, og så må gutterne i TMK jo lige på banen. Her er det Henning, der får det hele på sporet igen. Foto: Jim Hoff

Har kørt veterantog på veteranbanen i over 30 år

Men Knud Pedersen har som en af de få ikke togbaner derhjemme. Og det er der en grund til baseret på få aktuelle begivenheder.

- Jeg bor i det område, der skal lægge jord til vindmøllerne i Energiparken, så vi har solgt vores ejendom og skal snart flytte, og derfor har jeg valgt ikke at have modeltog mere i huset. Men jeg vil altid have tog i mit hjerte, og det handler om min familie. Min far var lokomotivfører hos DSB, og det var hans far også.

- Jeg har dog ikke selv været lokomotivfører hos DSB, men til gengæld kan jeg da fortælle dig, at jeg har kørt damplokomotiv ved Veteranbanen i Bryrup-Vrads i over 30 år, hvor jeg udover at køre toget også har en funktion som både formand og sikkerhedsansvarlig for veteranbanen, fortæller Knud.

Plads til begge ’togreligioner’

TMK er en rummelig klub, for her kører man både med Fleischmann og Märklintog, så alle ”modeltogsreligioner” kan være med. Medlemmerne tager selv tog og skinner med hjemmefra, og derudover er gutterne ofte ude på markeder i for eksempel Vamdrup og Jegerup, hvor de køber udstyr hjem til klubben. Medlemmerne står naturligvis selv for vedligeholdelse og de tekniske reparationer, hvor man i Finn har en decideret ekspert ud i det elektroniske.

Han samler selv tog, laver selv togvogne osv., og dette nørderi helt ned i de allermindste tekniske elektroniske detaljer, det elsker han bare. Knud er også ganske ferm ud i de elektroniske operationer, og det er også en del af ’jobbet’ i TMK, han er vild med.

Elsker at nørde med tingene

De oprindelige skinner fra 2017 er alle skiftet ud, og Knud vurderer, at man i dag har sammenlagt 150 meter skinner fordelt på de forskellige anlæg.

- Der er meget vedligeholdelse ved både tog og skinner, fordi vi ligger her på 1. salen. Der er skiftende temperaturer, luftfugtigheden kan også blive høj, og det sætter sig jo i elektronikken. Skinnerne skal for eksempel jævnligt slibes, og det har vi en togvogn, der klarer for os.

- Faktisk er det jo sådan, at vi aldrig er blevet færdige med anlægget her – det er en løbende proces, hvor vi hele tiden bygger på og finder på nyt. Vi laver selv det hele, landskaber, opstillinger, samler bygninger osv., og det er jo også en del af glæden ved at nørde med de ting her. Det sker da også, at vi lige får nogle private donationer, når folk skal have ryddet op derhjemme, og så er der jo nye ting, vi skal forholde os til – og det er spændende, fortæller Knud.

Thyregod Station er måske på tapetet

Apropos togbane, så er Station Thyregod jo en af de togstationer, som Dansk PersonTransport i en redegørelse mener bør lukkes af driftsøkonomiske årsager. Men stationen i Thyregod vil altid være der.

- Vi har tegningerne til stationen i Thyregod liggende her i skuffen, og vi går da også og pusler med tanken om at bygge en 1:1-model af Station Thyregod her i klubben. Det kunne være en fantastisk opgave, og et godt symbol på, at vi vil kæmpe for at bevare vores togstation her i byen. Vi kan jo se hver dag, hvor meget den bliver benyttet, så det er helt håbløst med det forslag om at lukke stationen, understreger Knud.

TMK åbner af og til op for besøg af skoleklasser og institutioner, og selvom mange nok vil mene, at det her er en decideret mandeverden, er man mere end åben for kvindelige medlemmer.

- Det er jo ikke kun os mænd, der har brug for at koble af med gode fritidsinteresser, og her kan man virkelig få sat sine fritidsinteresser på skinner og blive del af et godt fællesskab, konstaterer Knud med glimt i øjet.

 

 Fotocollage: Jim Hoff