Mathilde og Bo har ramt plet på Filskov Kro – og nu udvider de konceptet

Foto: Bo Haubjerg og Mathilde Kastbjerg Ascanius har investeret både en masse energi og en del penge i det nye konference- og mødelokale der ligger under Tjæreborg-afdelingen på Filskov Kro

I marts 2023 overtog det unge par Bo Haubjerg og Mathilde Kastbjerg Ascanius driften af Filskov Kro efter Louise Sandfeld, og de har formået at føre kroen videre i fin stil med fyldte ordrebøger og flot respons fra gæsterne. Og nu har de så udvidet konceptet med etableringen af et møde- og konferencelokale, kaldet Grøn Stue.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FILSKOV: En dag gik Mathilde og Bo rundt nede i det tomme kælderlokale under Tjæreborgafdelingen på Filskov Kro, der rummer 32 værelser til kroens gæster og turister. Lokalet havde stået tomt siden Louise Sandfeld, tidligere forpagter på kroen, havde fundet nye klublokaler til fodboldgolfklubben – og så var det, at Mathilde med et smil og lys i øjnene udbrød:

- Bo, jeg har en idé. Skal vi ikke lave et konference- og mødelokale her? Det er jo helt oplagt med den placering. Vi betaler jo alligevel husleje – og for et tomt lokale. Det kan vi da lige så godt udnytte til en udvidelse af kroens koncept.

De har investeret omkring en halv million i projektet

Det skulle Bo lige tygge lidt på, men vi ved jo, at kvindelig charme og evne til at overtale mænd kan flytte bjerge – og i dette tilfælde endte det da også med, at Bo nikkede ja til det glimrende forslag.

- Vi, kroen, har investeret i omegnen af en halv million kroner i projektet, og har fået 125.000 i LAG-midler. Vi har selv sammen med venner og familiers hjælp lagt en masse arbejde i det, så udover VVS- og elarbejde har vi selv været rigtig meget inde over arbejdet – det har været hårdt, men også fedt, at så mange har hjulpet til, når vi nu har valgt selv at lægge så meget energi og hjerteblod i projektet. Det har været en fornøjelse, fortæller Mathilde.

Moderne faciliteter kombineret med klassisk krohygge

Nu står kroen så med et lokale med moderne mødefaciliteter, hvor det er muligt at afholde videokonferencer, hvor man mødes af fuldautomatisk, AI-genereret udstyr.

- Her har vi simpelthen skabt perfekte rammer for møder, kurser, workshops, konferencer og firmaarrangementer. Et moderne sted, som går hånd i hånd med klassisk krohygge og vi glæder os enormt meget til for alvor at få rummet her i gang, pointerer Mathilde.

Lokalet blev taget i brug i starten af maj, hvor folk fra LAG fortalte om ansøgningsprocesserne, og den første event, der er blevet afholdt i lokalet, var faktisk en konfirmation.

Grønne barndomsminder på væggen

- Lokalet er selvfølgelig målrettet konferencer og møder, men vi lagde lige en konfirmation ind, fordi alle andre lokaler på kroen var optaget – og fremover kan vi jo også bruge Grøn Stue her som en buffer for eksempel i forhold til konfirmationstiden, hvor der generelt er meget tryk på.

- At lokalet hedder Grøn Stue hænger sammen med den flotte grønne farve, vi har valgt at male væggene. Farven er faktisk inspireret af mit barndomshjem, hvor vi også havde en lignende farve på væggene. Det handler for os om at skabe et sted, der signalerer hygge og ro, og med den fantastiske beliggenhed her med direkte adgang til en skovlegeplads og flot natur tænker vi nok, at vi har ramt plet, konstaterer Mathilde, der også kan konstatere, at Grøn Stue, nu hvor lokalet står klar, rammer tæt på 100 procent af de visioner, hun havde indledningsvis.

 

Anna Nielsen, der er kroens receptionist, får ansvaret for det nye konference- og mødelokale. Hun har erfaring fra lignende opgaver på Hindsgavl Slot og Hotel Munkebjerg. Foto: Jim Hoff

God arbejdsplads med familiær kultur

Bo har været meget inde over det tekniske setup med videodelen, IT-setup osv., mens det er Mathilde der har stået med den designmæssige taktstok. Med på det nye konference- og mødelokalehold har de også Anna Nielsen, der er uddannet tjener på kroen i 2017 og nu er kroens receptionist.

- Jeg har fået ansvaret for konferencelokalet, og jeg har tidligere arbejdet med de her ting på både Hindsgavl Slot og Hotel Munkebjerg. Det bliver spændende at være med til at få godt gang i lokalet, og i det hele taget er det bare et dejligt sted at arbejde her på Filskov Kro. Jeg er som sagt uddannet her under Bent og Louise Sandfeld, så jeg kender den gode familiære kultur her, som Mathilde og Bo har formået at føre videre.

- Jeg er superglad for at have fået mit eget ansvarsområde. Jeg bliver selvfølgelig ved med at hjælpe til ved fester og frokoster. Vi er nemlig et godt team her, som hjælper hinanden på kryds og tværs. Vi har en rigtig god holdånd, og nu skal Grøn Stue bare i gang – og det ser jeg virkelig frem til, pointerer Anna med et stort smil.

- Den helt rigtige beslutning, vi traf for 3 år siden.

Kroens personale består generelt af et ungt team, tilsat et par gode rutinerede kræfter, der flot trækker i samme retning, og Bo og Mathilde kan nu, her 3 år efter de overtog kroen, konstatere, at det var den helt rigtige beslutning for dem at kaste sig ud i dette spændende kroeventyr.

- Vi har fra dag ét haft en rigtig fin opbakning, og der er virkelig godt gang i ordrebøgerne, vi afholder rigtig mange fester, og vi får så mange positive tilkendegivelser fra vores gæster, så det er en stor fornøjelse – og vi er dermed blevet bekræftet i, at det var den helt rigtige beslutning, vi traf for tre år siden, lyder det samstemmende med brede smil fra Mathilde og Bo.

 Foto: Jim Hoff