
Midsommerbål, rundboldbrag og festival: Gadbjerg festede 2 dage i træk med fin opbakning
Fredag og lørdag i uge 26 var der for alvor gang i løjerne i Gadbjerg, hvor byen festede i to dage kun afbrudt af en sikkert tiltrængt nattesøvn. Fredag stod der midsommerbål med dertil hørende hygge på menuen, og lørdag var der rundboldlandskamp og festival på programmet. Det blev to supergode dage med stærk opbakning fra borgerne.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FEST I GADBJERG: Et af årets helt store sportslige og folkelige højdepunkter i Gadbjerg finder vi, når den store rundboldlandskamp mellem land og by finder sted i forbindelse med sommerfesten i den driftige landsby. Her står der meget mere end blot sejren på spil. Vi taler om prestige, håneret og meget andet god folkelig lir og landsbyhumor.
Dette brag af en kamp vender vi tilbage til – så her bare lige en indledningsvis cliffhanger.
Den store folkefest startede fredag den 27. juni, hvor der blev inviteret til sommerbål på stadion i Gadbjerg med FDF-hytten og det i dagens anledning opstillede festtelt som base. Her stod de gode lokale FDF’ere klar med bål, helstegt pattegris, kylling, salater osv., og det blev en stor succes. - Der blev solgt 220 spisebilletter, så teltet var propfyldt af glade mennesker. Det var en rigtig fin og hyggelig aften med god mad. Stemningen var helt i top, fortæller Louise Korsgaard Nielsen og Kristina Thornvig Paarup dagen derpå, mens de er ved at gøre klar til det store rundboldbrag, efter at dagen startede med gratis kaffe og rundstykker med Gadbjergs Venner som venlige og gavmilde værter.
Den dag Gadbjerg fejede Tinderbox af banen
Og så kan de breake en fantastisk nyhed, som handler om ungdommen i Gadbjerg og deres loyalitet over for deres landsby og sommerfesten.
- To af byens gode drenge, Kasper Ulletved og Mathias Norup Madsen, kom simpelthen hjem fra Tinderbox for at deltage i sommerfesten og festivalen her i Gadbjerg. Det er dælme da stærkt, at nogle unge vælger Gadbjerg frem for Tinderbox, lyder det fra Louise og Kristina med store smil og julelys i de stolte øjne. De to gutter var, for øvrigt sammen med en god flok andre unge fra byen, med til både sommerbål og musikfestival.
De to Gadbjergdrenge, Kasper Ulletved og Mathias Norup Madsen, kom hjem fra Tinderbox for at deltage i sommerfesten og festivalen i Gadbjerg.Det kan man da kalde loyalitet mod sin landsby. Privafoto
Ny storsejr til byholdet
Rundbolddysten nåede de dog ikke frem til, men det gjorde en hel masse andre – både deltagende spillere og tilskuere til denne dyst, et vaskeægte derby i Brøndby-FCK-klassen. Det var byholdet, der stillede op som forsvarende mestre, og her var stemningen klar: Vi vinder igen i år! Den formulering var landsholdet langt fra enig i, og de to holdkaptajner, Louise for byen og Mie for landet, blev da også enige om at være dybt uenige om resultatet, da de stillede op til et klassisk infightfoto for fotografen.
Nogle minutter inden fighten gik i gang, var der en del snak i krogene om, hvorfor Nette Linde, der spiller for landsholdet og som er medinitiativtager til Gadbjergs Venner og bestyrelsesmedlem i GIF og MC.
- Jeg fik en del bemærkninger på, om hvorvidt jeg ikke turde stille op efter sidste års nederlag; dertil har jeg kun en ting at sige: Jeg gjorde det alene, for at byholdet havde en chance! Eller måske fordi jeg løb rundt på festivalpladsen og ordnede det sidste, inden den store åbning. Desuden gik der massive rygter i går aftes om, at reglerne løbende blev ændret til fordel for byholdet, og at reglerne blev ændret af byholdets anfører. Derfor har vi i Gadbjergs Venner selvfølgelig igangsat en undersøgelseskommission for at sikre os, at alt er gået korrekt til, lyder det fra Nette med et stort smil og glimt i øjet.
Måske nye rundboldregler på vej?
Hun noterede sig med en vis ærgrelse oppe fra festivalpladsen ved Gadbjerg-Hallen, at hendes hold igen løb ind i gedigen øretæve, idet byholdet vandt med larmende 33-6 efter små 45 minutters rundbold. Her erkender byholdets kaptajn, Louise, at man måske skal kigge på reglerne til næste år, idet landholdet stillede med en del flere børn end byholdet, der havde en stor flok granvoksne gutter, der nok kunne hamre tennisbolden ud på 60-80 meter. Nuvel, håneretten og den lokale VM-titel i rundbold blev altså hos byholdet – og efter en pause på en times tid kunne alle parter så i fred og nogenlunde fordragelighed gå til musikfestival, hvor det igen var hygge og lokalt fællesskab, der stod på menuen.
Her var der fem navne på scenen: Martin og Pil, Robert Dueholm Stenbäck, Tom Donovan, Weltmeister Syndicate og Jens Peter de Mylius. Sidstnævnte gik på klokken 21.00 til 22.00 og lukkede og slukkede for selve musikdelen.
De to holdkaptajner Louise Korsgaard Nielsen (tv.) og Mie Blok Sølund, stiller her op i vaskeægte bokserstil før rundboldkampen gik i gang. Foto: Jim Hoff
Fuldstændig suveræn festival
Og det gik ifølge Nette Linde forrygende.
- Først og fremmest en stor tak til alle de frivillige, der har lagt et kæmpearbejde i at stable så flot en festival på benene, og tak til alle bands for at skabe en fest - bare tak. Gadbjerg er den vildeste landsby med den vildeste opbakning. Og selve festivalen, det var fuldstændig suverænt. Alt spillede, og folk var glade, lyder det med begejstring i stemmen fra Nette, der uden tvivl lader den samlede succes over de to dage med sommerfest i Gadbjerg overskygge tristessen over endnu et nederlag til byholdet i den store rundbolddyst.
Lad os lige runde denne artikel af med at afsløre, hvem der blev den nye fuglekonge til fugleskydningen den 14. juni - en aktivitet, der jo et eller andet sted også er en del af sommerfesten. Den nye fuglekonge i byen efter Jens Juul Nielsen blev Nicolai Thomsen, og kronprinsen (som skød fuglen ned) er Peter Christensen.
Måske landholdet i rundbold skulle overveje at tilknytte disse to træfsikre herrer til deres hold til næste år?
Du kan se flere fotos fra Gadbjergs sommerfest HER
Musikfestivalen blev også en stor succes med masser af folk på pladsen.Privatfoto