Mister Give sin campingplads, får det store konsekvenser for butikslivet i byen

Give by har i mange år nydt godt af den lokale campingplads og friluftsbadet på Skovbakken ved Give Stadion. I forbindelse med at det nuværende forpagterpar, Lene og Jesper Gosvig, har opsagt deres aftale med Vejle Kommune, er der i byen opstået en frygt for, at campingpladsen ender med at lukke. Og det vil ifølge formanden for Give Handel og Erhverv få alvorlige konsekvenser for butikslivet.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Pr. 1. november står campingpladsen i Give, som det ser ud nu, uden forpagtere. Det nuværende forpagterpar, Lene og Jesper Gosvig (link) har opsagt deres aftale. Bevæggrundene herfor kan du læse mere om her.

Nu står dele af byens foreningsliv samt ikke mindst byens butiksliv med en lang række spørgsmålstegn, og frustrationer, for frygten for, at det her bliver enden på campingpladsen i Give, breder sig mere og mere. Og i samme ånd frygter mange også, at det ender med at Danmarks ældste friluftsbad så også lukker.

Chokeret over det er kommet så vidt

Vores LokalAvis har talt med formanden for Give Handel & Erhverv, Hanne Lund, og hun kan kun melde sig i koret af borgere, der er trætte af situationen.

- Jeg må indrømme, at jeg er chokeret over, at det er kommet så vidt, at Lene og Jesper nu har sagt op. Vi har her fra byen råbt op i lang tid om at kommunen må se at finde en løsning, så vi kunne beholde det dygtige og ambitiøse forpagterpar. Jeg har fuld forståelse for Lene og Jespers beslutning om nu at sige fra og vil ønske dem al mulig held og lykke med deres nye tilværelse med Holme Å Camping.

Er der virkelig politisk commitment til at drive campingplads i Give?

Hanne Lund undrer sig meget over, at det er kommet så vidt, at forpagterparret og kommunen ikke har fundet hinanden i en fælles forståelse og dermed en løsning på de udfordringer, som Lene og Jesper Gosvig har oplevet på campingpladsen.

- Jeg har på en række møder i erhvervskontaktudvalget gjort rede for problematikkerne og udfordringerne på campingpladsen, og på et møde den 12. december 2022 på kroen, understregede såvel borgmesteren som Vejle Kommunes erhvervschef, at der i kommunen er politisk commitment til, at kommunen skal drive campingplads her i Give. Men jeg synes jo, at de nuværende forpagtere er blevet holdt hen med snak, og da man så i kommunen beslutter, at der skal gå en vej gennem campingpladsen, så foringer man i den grad forholdene for et forpagterpar, der har gjort det rigtig godt og udviklet pladsen på bedste vis, pointerer Hanne Lund.

 Formanden for Give Handel og Erhverv, Hanne Lund, er bekymret på butikslivets vegne, hvis campingpladsen i Give lukker ned. Det vil koste omsætning i butikkerne. Foto: Jim Hoff

Der breder sig en hadsk stemning mod kommunen

Hun har i forbindelse med, at det kom frem, at parret på campingpladsen har sagt op søgt dialog med borgmester Jens Ejner Christensen, men har endnu ikke fået svar på sin mail.

- Jeg synes, at det er problematisk, at kommunen ikke lytter til os herude, når vi frembringer vores problemstillinger. Og der er jo også andre sager lige nu, hvor man i Give føler sig kørt over. Det er med til at udbrede en hadsk stemning mod Vejle Kommune, som ingen parter har glæde af. Her er det nødvendigt med en omgang ”parterapi”, så vi kan få genetableret det ellers gode forhold vi har haft til kommunen, for det er bare så vigtigt for vores by – som jo generelt er inde i en god udvikling, konstaterer Hanne Lund.

På vej ind i en negativ spiral

På det lokalpolitiske plan er såvel Give Handel og Erhverv som Give Udviklingsråd og Skulpturbyen med i det bekymringsbrev, der er sendt til kommunen. Det handler ifølge Hanne Lund om, at byen i samlet front udtrykker sine frustrationer, og at man viser, hvor bekymret man er for byens udvikling i fald campingpladsen forsvinder.

- Jo flere vi får af de her sager, hvor vi som by ikke føler os hørt og taget alvorligt, desto værre bliver det. Det bliver en negativ spiral vi kører ind i, og det har vi på ingen måde brug for. Men det er bare en trist tendens, at følelsen er, at kommunen ikke lytter til folk i byen.

Ingen campingplads = omsætningstab for butikslivet

Helt faktuelt vil det have stor betydning for byens butikslive, hvis byen i værste tilfælde fra og med næste år står uden campingplads. Vores LokalAvis har talt med flere butiksindehavere, der fortæller, at de nyder godt af de 16.000-17.000 gæster, der på årsbasis er forbi Give Camping.

- Det vil få negativ betydning for butikkernes omsætning, hvis det ender med, at campingpladsen lukker. Her vil jeg igen rose Lene og Jesper, som har gjort meget for, at markedsføre byen og de har været flinke til at sende folk op i byen og handle i vores butikker. De har gjort campingpladsen til et særligt sted og været med til, at turisterne lægger penge i byen både med faste indkøb og impulskøb, siger Hanne Lund og tilføjer:

- Og så er der også det rent mentale i det her. Lykkes det ikke at få campingpladsen op at køre i 2024, hvad bliver så det næste? Lukker svømmebadet så? De tanker og frustrationer har vi bestemt ikke brug for i en by, der på så mange måder står midt i en flot udvikling.

Borgmester Jens Ejner Christensen udtalte på et møde på Diagonalkroen tilbage i december 2022, at der er stor politisk commitment i Vejle Kommune til at drive campingplads i Give. Foto: Jim Hoff

Glem nu strudsemetoden

Hanne Lund vil på den konto også tage et møde med lokalpolitiker Gerda Jørgensen (V), så hun kan få viderebragt de bekymringer, som Give Handel & Erhverv ser ind i.

- Jeg ved godt, at der en svær situation omkring at få flyttet fodbold ud på Sdr. Ringvej, som jo er en del af det nye projekt med det nye samlede idrætscenter. Når fodbolden er væk fra stadion, giver det nogle helt andre muligheder for campingpladsen mht., at udvide. Men kommunen har ikke erhvervet sig jorden på Sdr. Ringvej endnu, og det ser rigtig svært ud. Men det nytter jo ikke noget at bruge strudsemetoden og stikke hovedet i jorden. Så kom nu i gang, kære kommune, de her udfordringer løser jo ikke sig selv, lyder udgangsbønnen fra Hanne Lund.