Mød Betlehems Venner i Give
Foto: Fødselskirken i Betlehem. Arkivfoto
Pressemeddelelse
GIVE: Inden længe synger vi igen om barnet, der blev født i Betlehem. Måske tænker vi ikke på, at Betlehem er en levende by også i dag. Byen ligger på Vestbredden, og der bor både jøder, kristne og palæstinensere. Som de fleste ved, har der igennem mange år hersket voldsomme stridigheder mellem befolkningerne i Israel og det tidligere Palæstina.
Den Lutherske kirke i Betlehem har længe stået bag forsoningsprojekter. Dette arbejde støttes af organisationen ”Betlehems Venner” i Danmark. Tirsdag den 3. november kl. 19.00 kommer formanden, Vita Andreasen i Give Sognehus og fortæller om de projekter, som foreningen støtter op om.
Det er bl.a. et universitet, hvor unge kan erhverve bachelor indenfor kunst, drama og sport. Unge fra Danmark har været på ophold på stedet, og unge fra Betlehem har været på højskoleophold i Danmark. Formanden – tidligere præst og nu foredragsholder – vil også komme ind på de vanskeligheder, som de kristne palæstinensere møder for tiden. Livet er farligt i Betlehem, og mange flygter derfra.
Mere end 200 kristne familier har forladt Betlehem siden oktober 2023. Der er 54 checkpoints og vejspærringer i byen, og der er således ikke længere bevægelsesfrihed.
Det er et yderst aktuelt foredrag med fokus på et af vor tids brændpunkter. Det er Y`s Men i Give, der indbyder, og alle er meget velkomne. Entré for indgang inkl. kaffe betales ved indgangen.










































