Morfar på tur – på scooter rundt på Solskinsøen
Foto: De tre friske scootergutter havde et hav af oplevelser på Bornholm. En af dem var et besøg på Automobilmuseet, hvor man kan et hav af biler - ikke mindst sjældne og spændende veteranbiler. Privatfoto
Team Morfar på Tur, som vi har skrevet om før her i avisen, har i august måned været afsted på tur til Danmarks svar på Hawaii, Solskinsøen Bornholm. Teamets SoMe-tovholder Stella Dierks har sendt en dagbog fra turen til Vores LokalAvis, og her får du nogle uddrag fra den fine dagbog.
Af Jim Hoff og Stella Dierks – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE LIV: Traditionen tro startede Team Morfar på Tur deres tur på Ejstrupholm Kirkegård, hvor de to tovholdere, Egon og Ove Mortensens forældre, ligger begravet. Herefter gik turen hjem til Egons datter, Stella, og svigersøn Anders, hvor traileren til turens følgebil blev pakket.
Vi skriver søndag den 16. august. Denne turs destination er solskinsøen Bornholm, og på en mellemlanding ved isbådsmuseet blev der strukket ben på en gåtur under Storebæltsbroen ved Korsør og spist gratis, sponsoreret, medbragt lækker mad fra Give Camping & Cafeteria. En halv time efter midnatsklokken er slået, er der afgang fra Køge kl. 00.30 med færgen til Bornholm, en tur på cirka 5 ½ timer.
Teamet er så heldige og hurtige, at de får en sovebriks, så de kan få lidt søvn, inden de mange oplevelser på Bornholm venter forude. Kl. 6.15 kører følget fra borde. Den værste regn er overstået, det er lidt småkøligt, men hele flokken er ved godt mod og klar til mission ’Bornholm rundt på scooter’.
Pludselig endte vejen
Efter en god gang morgenmad kørte Egon, Ove og Anton fra havnen i Rønne til Hasle og videre til Teglås, hvor de kunne beundre den fine havn. Her fik vejen dog en ende, så de måtte vende om, og de rutinerede scootergutter fulgte efter en betjent, der helt uvidende ledte dem tilbage på rette spor.
En herlig stejl og meget snoet vej, så både scooter- og førernes evner blev sat på prøve på den smukke klippeø. Og de elskede det! Mellem Jons Kapel og Hammershus så de Vang Granitbrud, så det var alt i alt en spændende omvej.
Følgebilen, bestående af Conny, Kristian-Victor, Anders og Stella, tog ud til Helligdomsklipperne, hvor de gik en tur rundt og kiggede ud over skrænten. De tog også en tur ned i “Tørre Ovn”. Ifølge dagbogsbeskrivelsen var det et utroligt smukt syn, hvor benene blev motioneret på alle de mange trapper.
Efter denne fine oplevelse kørte følgebilen ind til Sankt Ols Kirke, en af Bornholms smukke rundkirker, og en time før middagstid blev scootergutterne og folkene i følgebilen forenet ved resterne af middelalderborgen Hammershus, som med stor nysgerrighed blev udforsket af både unge og gamle på holdet.
Optur og smuk udsigt
Et par timer og en lækker frokost senere gik det videre ud til Opalsøen og Hammersø, smukke søer, hvor der kan springes ud fra klipperne og ned i søerne. Akrobatiske luftindslag blev det dog ikke til denne dag. Turen gik videre til Hammeren Fyr, hvor holdet besteg fyret og nød udsigten ud over Hammerknude og Hammerode, et utroligt smukt syn.
Så stod der Helligdomsklipperne på køreplanen, hvor Anton gik i “Sorte Gryde”. Det var en spændende tur med meget lidt plads til de efterhånden brede skuldre og lange ben. Det var meget mørkt inde i Den Sorte Gryde, og den unge modige mand var derfor glad for den moderne teknologi kaldet mobiltelefonen, så han, med lommelygten tændt, kunne se bare lidt inde i den meget mørke grotte.
Efter en smuttur til Sandvig og Allinge, optankning af scooterne og en tiltrængt kop kaffe endte teamet på det næste overnatningssted 3 km syd for Aakirkeby – og her grillede Anders koteletter og pølser, resterne fra den fantastiske mad fra Give Camping – så igen spiste holdet som konger.
Hvad drikker Møller?
Dagen efter, tirsdag den 18.8., gik turen til Ekkodalen, hvor flokken gik ud og så, hvor Connys onkel, Johannes A. Andersen, i en alder af bare 18 år, faldt ned, da han var på spejderlejr, og desværre måtte fragtes hjem til den lokale kirkegård i en jernkiste. På Ekkodalens væg står der, under spejdernes symbol, til minde: “Vær beredt”: Johannes V. Andersen Sønderjyde, 18 år, styrtet ned og dræbt, 12-7-1947.
Stedet var svært at finde, da det hele var tilgroet, men man fandt stedet og fik lagt en blomst.Og så skulle holdet jo også lige teste, om det berømte ekko virkede, så der blev skreget “Hvad drikker Møller……? Og det klassiske svar kom prompte: Øller!

Så er Team Morfar på Tur klar til at tørne ud - og GPS'en peger mod solskinssøen Bornholm. Privatfoto
The Rolling Stones på Bornholm
Og så stod den næste klassiker på programmet, da holdet skulle teste, om rokkestenen virkede. Det lykkedes dog kun at få stenen til at rokke en smule og kun ved hjælp af en momentsang. Turen gik herefter til Østerlars Kirke, hvor der skulle tages billeder til Kerteminde Købmandsgård i T-shirts, som Morfar på tur havde fået med derfra. Og så blev det naturligvis også til et kig ind i den smukke kirke.
Holdet smuttede derefter til Gudhjem, hvor det blev til en lækker frokost i det legendariske fiskerøgeri og så stod Rytterknægten på plakaten. De fleste af turdeltagerne var en tur oppe i toppen, hvor de nød den unikke og spektakulære udsigt. Den mest udtalte replik på denne tur var: ”Nøj, hvor er der mange trapper.” Her kunne Ove, med et smil i øjnene, konstatere, at ”det er sidste gang vi besøger Bornholm, for der skal man gå op af en million trapper for at se noget”.
Efter den flotte optur stod der en stor velfortjent is på menuen i Nexø Havn, og efter den nedkølende kulinariske oplevelse hed dagens sidste udflugtsmål Dueodde Fyr – men fyret var desværre lukket, så det var hjem igen til aftensmad, og efter en oplevelsesrig dag med masser af mælkesyre i stængerne ramte hele banden hovedpuderne med et veltilfreds støn og et saligt smil på læberne.
Så blev der ellers sparket dæk
Der står så dejligt skrevet i en af Danmarks smukke sange: “Se hvilken morgenstund.”
Det var lige nøjagtigt det, det var onsdag den 19. august, da flokken kl. 10.00 landede ved Automobilmuseet, der rummer biler fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 2011. Når der er samlet både biler, knallerter, motorcykler og traktorer samme sted, er det nemt at se, hvor meget der er sket på godt 100 år. Det var virkelig spændende, og flere gange sagde Egon, Ove og Conny “Neej, sådan en havde min onkel, byens købmand eller en anden, de engang kendte".
Efter at have ’sparket dæk på højt niveau’, stod Koldkrigsmuseet, Bornholmer Tårnet, et tidligere totalhemmeligstemplet spioncentral, på programmet. Her var der mulighed for at opleve, hvordan man flyver i et fly fra 1. verdenskrig ved hjælp af Virtual Reality, og man kan komme op i det ca. 70 meter høje tårn. Der er en elevator op, men man kan også, apropos mælkesyre i stængerne, gå de 417 trin, der er for at nå op på det allerhøjeste sted.
Fortidens rædsler
Det var både spændende, skræmmende og sørgeligt at læse og se så meget om Den Kolde Krig og 2. Verdenskrig. Men kun ved at lære de unge om fortidens rædsler kan vi håbe, at alt det forfærdelige ikke bliver gentaget. For når vi glemmer, gentager vi fortiden.
Herefter sagde følgebilsfolket farvel til Anton, Egon og Ove, som kørte mod Rønne, imens resten af holdet tog et spil minigolf, som var inspireret af filmene om Agent 007 – også kendt som James Bond.
Scooterfolket tog færgen fra Rønne kl. 17.00 og de ramte så havnen i Køge en time før midnat. En time senere, efter lidt mørkekørsel, ankom de til Holtug på Sydsjælland, hvor de møre og trætte herrer overnattede i et shelter - og faldt i søvn stort set mens de pumpede luftmadrasserne op. Bilfolket havde en dag mere på Bornholm, der gik med aftentur, pool, airhockey og terninger, inden det gik hjemad.
Hjemmelavede bolcher og slikkepinde
Torsdag den 20.8. tog scootergutterne en tur sydover forbi Faxe Kalkbrud, Guldborgsund Bro, forbi Femern, hvorpå der stod overnatning i Kranitze på Lolland på programmet. Her viste kilometertælleren, at holdet havde tilbagelagt 400 km - på trods af at de havde “snydt,” og fået fragtet scooterne til Rønne på trailer.
Bilfolket tog ind til Gudhjem, hvor de besøgte et glaspusteri og bolsjehuset. I sidstnævnte lavede de på hyggeligste vis bolcher og slikkepinde, de kunne få med hjem.
Senere blev det til et besøg i Olivarius i Svaneke, en lille bitte boghandel med bøger fra gulv til loft. Det blev også til et besøg i Bolcheriet, hvor de sad på første række, da der blev lavet bolcher og fortalt om processen imens. Helt sikkert et besøg værd.

Foto 3: Selvfølgelig skulle hele flokken da lige forbi Rokkestenen ved Paradisbakkerne og se, om der var man power nok til at flytte den 35 tons tunge sten. Privatfoto
Endelig et stjerneskud
Så gik turen midt på eftermiddagen til Rønne, og da Bilfolket kom til færgen mod Ystad, var den desværre ca. 80 min. forsinket. Efter 90 minutters sejlads i katamaranen ankom holdet til Ystad i Sverige, hvorfor turen gik mod Køge for at få bil nr. 2 hentet. Kl. ca. 02:00 om natten landede de på hotellet i Ringsted, hvor de skulle overnatte, så de kunne blive klar til resten af køreturen hjem fredag.
Scooterfolket fik en nat med regnvejr, hvor der måtte en presenning op foran shelteren, så de kunne holde sig tørre. Ved morgengry gik turen videre nordvest mod færgen fra Tårs til Spodsbjerg. Herefter over Tåsinge til Svendborg ned forbi Bendixens Fiskehus, hvor turens eneste stjerneskud blev indtaget.
Derefter gik turen videre ud i det blå og til en af Naturstyrelsens sheltere i Gelsted.
Efter en kold nat, hvor de alle frøs, gik turen lørdag videre over Middelfart, Fredericia og Vejle, og så sluttede dette års lange tur i Kollemorten med ca. 700 km tilbagelagt. Nu skulle det blive godt med et varmt bad og søvn i egne senge.
Skal du på tur med Team Morfar på Tur?
Denne tur viser med al tydelighed, at Danmark har så meget at byde på: natur, seværdigheder, men også ro med bål og shelter.
Derfor kommer hele Team Morfar på Tur med denne fine opfordring:
- Vi vil gerne opfordre til at melde sig ind i vores lille forening, og ansøge om at komme med på tur. Man kan komme i betragtning, hvis man er:
- Mellem 15 og 25 år.
- Har egen, lovlig scooter.
- Synes hverdagen kan være hård; det kan være, at det er svært i skolen, hjemme, med venner eller alle mulige andre ting.
- Vi er åbne for at tage på en endagstur eller med en enkelt overnatning med en enkelt ung af gangen, hvis der er behov for at starte ud i en mindre gruppe.
- Vi tager tingene, som de kommer, en dag ad gangen. Vi har det sjovt, hygger os og kører en masse kilometer på vores scootere.
- Man kan sende en ansøgning til denne mail: teammorfarpaatur@gmail.com. Man kan også sende en SMS på tlf. 30 23 05 28. Her skal man kort lige forklare, hvilke udfordringer man har. Derefter kontakter vi vedkommende og tager en uforpligtende snak, forklarer Stella.











































