Musikalsk guf til de unge: Flammende hot pop-rapnavn kommer til Give Open Air
Så kan vi breake endnu et navn til Give Open Air 2024. Og det er et af de allerhotteste navne på den danske musikscene lige nu, idet det er lykkedes at hente selveste Gobs ind til Danmarks hyggeligste havefest. Lige nu vælter han Spotify med sit album ‘Knuste hjerter heler aldrig’.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE OPEN AIR: Vores LokalAvis kan nu præsentere endnu en stærk musikalsk signing af Give Open Air efter, at det her i spalterne er blevet offentliggjort, at Kandis og Queen Machine henholdsvis åbner og lukker Danmarks Hyggeligste Havefest til juni 2024.
Det nye navn, vi breaker her, er noget af det allerhotteste på den danske musikscene lige nu, idet der er tale om Gobs, der hvis han tager sit sygesikringsbevis frem kan se navnet Victor Gaardboe tone frem. Men det navn bruger han ikke – i hvert fald ikke i musikalsk sammenhæng.
Storstreamer på Spotify
Her er det kunstnernavnet Gobs, der blinker på den danske musikalske stjernehimmel, og det har det gjort i efterhånden et par år. Han debuterede med singlen 'Vérités' i 2018 og har siden hittet stort med sange som 'Du & Jeg', 'Tro På Kærlighed' og 'Stupid Man', sidstnævnte i duet med en vis hr. Helmig.
Han har blandt andre arbejdet sammen med navne som Hjalmer, Branco og Thomas Helmig, og her i 2023 er han ude med albummet “Knuste hjerter heler aldrig”, som i den grad streamer for vildt på Spotify – over flere millioner gange er dette album hentet ned af begejstrede lyttere.
“Fedt vi kan lande så hot et navn”
- Vi er det man på jysk kalder rimeligt godt tilfredse med at lande et brandvarmt navn som Gobs til Open Air 2024. Vi ved, han er særdeles eftertragte og mange ser ham få det helt, helt store gennembrud på den danske festivalscene her i 2024 – og ikke mindst derfor er det virkelig fedt, at vi kan præsentere Gobs for vores publikum her i Give. Det er vi pænt stolte af, lyder det fra Open Airs rutinerede chefbooker, Henrik Henriksen.
Man kan allerede fredag aften til Black Friday møde folk fra Give Open Air, der sælger billetter til 2024-udgaven af den store hyggelige havefest i Gullestrups Have. Her koster de første 250 billetter i omløb billetter blot 399 kroner. Derefter er prisen 499 kroner, og i ugerne op til Open Air stiger den til 599 kroner.
BONUSINFO om Gobs
Da han var ung spillede Gobs fodbold – og havde faktisk en ganske fornuftig karriere. Han spillede nemlig på ungdomsholdet hos FC Nordsjælland, hvor han var på hold med folk som Mikkel Damsgaard og Andreas Skov Olsen, som jo også er stjerner den dag i dag – blot på en anden scene end deres kammerat Victor fra Roskilde.
Selv lytter han rigtig meget til navne som Ed Sheeran og Lewis Capaldi – og det er også dem, der inspirerer ham musikalsk.