
Nu holder det musikalske nattetog på perronen ved Huset i Give
Bigbandet Night Train gæster Give onsdag den 14. maj - og det sker oppe i Huset. Pr-foto
Det bliver en aften med musik for fuld udblæsning, når der onsdag den 14. maj om aftenen kommer et Big Band til byen. Night Train indtager denne aften Huset i Give.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Der bliver gang i de musikalske trækvinde, når The Big Band ’Night Train’ onsdag den 14. maj kommer forbi Give. Bandet har eksisteret i over 30 år og har hjemme på musikskolen i Herning. Jesper Blæsbjerg, der er født og opvokset i Give, har ledet orkestret siden 2011.
Fra James Bond til Sko og Torp
Jesper kan fortælle, at bigbandet består af ikke mindre end 20 m/k. 6 saxofoner, 4 trækbasuner, 4 trompeter, rytmegruppe bestående af trommer, bas, guitar, klaver, samt en fantastisk sangerinde, Nora Birner, og Jesper himself som dirigent.
- Orkestret spiller meget blandet repertoire fra det gamle Count Basie til nyere arrangementer som f.eks. Birdland med Weather Report og filmmusik fra bl.a. James Bond. Orkestret har spillet sammen med flere kendte navne som Jette Torp, Sigurd Barrett, og skal igen i år åbne Hernings Jazzfestival Moorjazz, fortæller Jesper.
Swing og jazz, ja tak
Jesper Blæsbjerg Sørensen trådte som sagt sine barnesko i Give, og han startede med at spille trompet, da musikskolen startede i 1986 under nyligt afdøde Jens Hindsgaul. Jesper kom senere ind på konservatoriet i Aarhus i 2000, og er i dag ansat som underviser på Herning Musikskole og derudover freelance trompetist.
- Vi håber, at borgerne i Give har lyst til at komme og høre en god gang swing og jazz! Billetter kan købes på MobilePay i døren, og der kan købes øl/vand, lyder det fra den supermusikalske Givemand.
Nora Birner. Privatfoto