Nu kommer der atter liv i de forladte smedebygninger på Ågade i Farre

Efter at Herborg her ved årsskiftet forlod bygningerne i smede- og maskinforretningen i Farre, har bygningerne stået tomme, men nu er der gode nyheder både for byen og for områdets landsbrugs- og havefolk. Yding Smede & Maskiner flytter nemlig sin Bredstenafdeling til Farre i foråret.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FARRE: Det der kunne ende med at henstå som en stor tom spøgelsesbygning på adressen Ågade 49 i Farre får nu nyt liv – og det sker ganske passende i det spirende forår, hvor såvel landbrugets folk og havefolket for alvor skal ud og smøge ærmerne op.

Maskinbladet kan nemlig oplyse, at Yding Smedie & Maskiner flytter sin Bredsten-afdeling (Lind & Kruse) til Farre. Flytningen sker i foråret 2025, hvor virksomheden ser frem til at tage de opdaterede faciliteter i brug. Bygningerne er købt med officiel overtagelse 1. marts.

Brug for mere moderne faciliteter

Yding Smedie & Maskiners (YSM) administrerende direktør, Jeppe Rasmussen, kommer med følgende udtalelse til Maskinbladet

- Rammerne for en moderne, toptrimmet maskinforretning er til stede. Det handler om at få malet, skiltet og flyttet lageret. Det betyder, vi hurtigt kan komme i drift og i gang med at betjene kunder. Vi har ledt efter den rette placering i et stykke tid. Heldigvis har vi nogle tålmodige og løsningsorienterede medarbejdere i ryggen, der har givet os tid til dette arbejde.

YSM overtog Lins & Kruse i 2023, og allerede dengang vidste man, man at de her eksisterende bygninger ville være svære at bringe op til en moderne standard, så derfor er springet fra Bredsten til Farre en naturlig del i YSM’s udvikling her i lokalområdet.

Yding Smedie & Maskiners afdeling i Industriparken i Bredsten rykker med samlige medarbejdere og hele maskinparken til Ågade 49 i Farre, hvor man rykker ind i de bygninger, der tidligere husede Herborg. Foto: Jim Hoff

Alle medarbejdere rykker med til Farre

Alle medarbejderne samt hele maskinparken fra Bredsten rykker med til Ågade i Farre, og idet der kun er 15 kilometer fra Farre til Bredsten, vil YSM’s lokale tilstedeværelse stadig være stærk, og i Farre vil man kunne tilbyde medarbejderne og kunderne moderne værkstedsforhold og en sammenhængende bygningsmasse, hvor det moderne setup sikrer effektivitet i reparationer, rådgivning og salg.

- Med flytningen sikrer vi endnu bedre service og tilgængelighed for vores kunder. Den nye lokation tilbyder moderne faciliteter, hvor vores kunder kan opleve et bredt udvalg af både nye og brugte maskiner fra vores velkendte mærker, herunder Case IH, Krone og Amazone. Vi kommer også lidt tættere på et interessant geografisk område i forhold til vores græs- og kartoffeludstyr, udtaler Jeppe Rasmussen til Maskinbladet, der også understreger, at man hos YSM fortsat tror på, at lokal tilstedeværelse gør en forskel.

Med i setuppet følger også serviceleder Lars Hein, der tidligere har arbejdet som værkfører hos Herborg i Farre. Dermed får man en medarbejder med stort kendskab til de lokale kunder og faciliteterne på Ågade 49 – og dermed er forudsætningerne for at servicere kunder fra både Bredsten- og Farreområdet ikke blevet ringere.

 

 Når vi rammer foråret, bliver disse lokaler fyldt med personale og grej fra Yding Smedie & Maskiner - og dermed er der atter en stærk smede- og maskinforretning i Farre. Foto: Jim Hoff