Nu med helkrops-zoneterapi: Opgradering af zoneterapi-udbuddet hos Birthe Roskvist og Salon MK

Foto: Birthe Roskvist fra Salon MK i Givskud tilbyder nu helkropszoneterapi-behandlinger i sin klinik/salon på Vejlevej 62. Foto: Jim Hoff

Hos Birthe Roskvist i Salon MK i Givskud kan man ud over at få ordnet sit hår også få behandlinger inden for zoneterapi, akupunktur, kiroterapi og nerverefleksiologi. Og nu har Birthe lagt endnu et lag på de alternative behandlinger, idet hun nu kan tilbyde helkrops-zoneterapi.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVSKUD: Samtidig med at Birthe Roskvist hos Salon MK i Givskud naturligvis udbyder alle de klassiske tilbud inden for hårpleje, har hun gennem mange år også tilbudt alternative behandlinger til sine kunder.

Her snakker vi siden 1995 om zoneterapi, og så er der blevet koblet behandlinger som akupunktur, øreakupunktur, kiroterapi og nerverefleksiologi på, hvor Birthe løbende har uddannet sig inden for de respektive behandlingsgrene.

Opgraderet behandlingsform

Og nu har Birthe igen været afsted på kursus, og denne gang handler det om en interessant opgradering af zoneterapibehandlingen.

- Jeg har været afsted på kursus i Karl-Axel Lind-metoden, helkropszoneterapi, hvor det var hans samarbejdspartner gennem 28 år, finske Anna-Kariina Lind, der underviste i helkropszoneterapi ud fra Karl-Axel Linds metoder. Her arbejder man med hjerne-organ-relationer, og jeg har nu tilbudt denne behandlingsform i et stykke tid, hvor jeg oplever, at flere kunder har en supergod effekt af behandlingerne, fortæller Birthe.

Får positive tilbagemeldinger fra klienterne

Hun uddyber her, hvad behandlingerne går ud på.

- Helkropszoneterapi er en udvidet form for zoneterapi, hvor man som zoneterapeut ikke kun arbejder på fødderne, men også anvender akupressur og tryk på meridianbaner over hele kroppen for at genoprette kroppens balance. Behandlingen kan hjælpe med at lindre symptomer på stress, hovedpine, fordøjelsesproblemer og hormonelle ubalancer ved at stimulere kroppens egne helbredende kræfter.

- Jeg har også oplevet, at behandlingsformen kan have lynhurtig effekt på klienter med væske i arme, skuldre og ben, og det kan også gøre noget godt for folk med nakkeproblemer, udfordringer efter piskesmæld, og folk med iskiasproblemer kan også profitere af denne behandlingsform. Og det er en terapiform, hvor hjernen arbejder med i forhold til organerne. Man ved, at stress kan blokere organernes funktionalitet, og med denne behandling er man med til at fjerne de blokeringer.

En aha-oplevelse at gennemgå kurset

Som tidligere nævnt startede Birthe med at tilbyde zoneterapi tilbage i 1995, og hun har taget et hav af kurser og uddannelser sidenhen. Men da hun gik fra kursusstedet Touchpoint i Ryesgade i København med diplomet til helkropszoneterapi under armen, var hun mere eller mindre blæst bagover.

- Det var virkelig en aha-oplevelse på bedste måde at få kendskab til de her metoder. Det har åbnet nye behandlingsmuligheder for mig og mine klienter, og som sagt har jeg fået meget positiv feedback på behandlingerne. Jeg siger ikke, at jeg kan garantere, at jeg kan hjælpe alle, men ud fra de tilbagemeldinger, jeg har fået, kan en del profitere af helkropszoneterapien, konstaterer Birthe.

Åben og ærlig omkring behandlingerne

En lille fin bonusinfo: Birthe fortæller her om en af de bedste behandlingsoplevelser, hun har haft i sin klinik, da hun fik en lam kvinde ind. Ved hjælp af skalp-akupunktur, hvor man bearbejder bestemte akupunkturpunkter og zoner på hovedet, fik hun denne kvinde til at bevæge sig igen ved egen hjælp.

Birthe pointerer afslutningsvis, at hun har en meget åben og ærlig tilgang til de alternative behandlinger. Hvis hun efter en rum tid føler, at hun ikke kan hjælpe klienten, så melder hun det ud, så klienten ikke skal spilde tid og penge på behandlingerne.