Ny daginstitution i Give starter op til april

Den 8. april starter "Ikær - Børnenes Hus" op i Give. Det nye børnehus overtager lokalerne, som tidligere blandt andet husede SFO 1 ved Ikær-afdelingen af Firkløverskolen.

BØRNELIV: Der er meget historie i de bygninger, som det nye børnehus overtager. Lokalerne har dannet rammen for rigtigt mange børns gode børneliv i Give. Derfor er det også med glæde, at den nye institutionsleder, Lene Vemmelund, ser frem til at åbne et sted med respekt for fortiden.

 - Vi glæder os til at videreføre og skrive nye kapitler i kommende børn og forældres tid i Ikær - Børnenes Hus. For mig personligt er der også en historie, fordi jeg for 33 år siden startede som pædagogmedhjælper i selvsamme bygning, som vi nu starter op i. Så jeg glæder mig til at "vende hjem, siger Lene Vemmelund.

Vigtigt med godt samarbejde

Det er en ny daginstitution, der skal startes op, og derfor er det vigtigt med et godt samarbejde med lokalområdet. Og det er de allerede i gang med sammen med de andre daginstitutioner i Give, der har været behjælpelige med alt fra gode fif til legesager og møbler. Ikke nok med det, for da der stadig ikke er et køkken i forbindelse med opstarten, har Grønborgvejens Børneunivers påtaget sig at levere maden dagligt til børnene i Ikær.

Og det nye børnehus er desuden heldige at kunne gøre brug af pedelkorpset på Firkløverskolen. Derudover arbejder de også hen mod at få administrativt hjælp fra administrationen på Firkløverskolen.

Men selvom det også er vigtigt med samarbejdet med de øvrige institutioner og skolen er vigtigt, er det især samarbejdet med forældrene, der lægger institutionen på sinde. Mens opbygningen stadig står på, vil det være med begrænset plads for børn og medarbejdere

Stille opstart

Opstarten kommer til at foregå stille og roligt i den ene del af bygningen, hvor det kun vil være med de børn der er på venteliste. Der kommer til at gå en rum tid, inden der er plads til alle de normerede børn, der kan rummes i institutionen. Men det har bestemt også sine fordele.

- Det bliver en god måde at starte op på for både børn, forældre og medarbejdere. Vi får virkelig tid til at lære børnene og deres forældre at kende. På denne måde kan vi også sammen med forældrene være i dialog om, hvad det bedste forældresamarbejde indebærer af os alle sammen, siger Lene Vemmelund og fortsætter:

- Vi glæder os bare virkelig meget til at komme i gang og vise stedet frem. Vi kan faktisk slet ikke vente, slutter hun.

Daginstitutionen er normeret til 110-120 børn, når den står færdig. Da bygningen stadig er under ombygning, vil der gå noget tid, før den er oppe at køre på fuldt blus.

Det sker efter planen i sommeren 2025. Indtil da vil institutionen starte op med to grupperum og fællesareal midt i huset, badeværelser og et rum, hvor der er kombineret køkken, personalestue og kontor.