
Ny nedtur på Waldstadion: Uskarpe Give tabte 3-0 til Herning Fremad efter intens affære
Der var linet op til revanche, da Give Fremads jyllandsseriehold torsdag aften efter 2-5 blamagen mod Kolding B. i premieren på hjemmebane tog imod Herning Fremad. Givespillerne kom da også ud med råt kød mellem tænderne, men i takt med at holdet brændte den ene store chance efter den anden, og fejlene i opspillet hobede sig op, mistede holdet troen på tingene – og så kørte gæsterne en stensikker 3-0-sejr hjem.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLD: Det blev desværre en af de kampe, vi har set før i forårssæsonen fra jyllandsserieholdets side, da Give tirsdag aften tog imod Herning Fremad. Holdet viste momentvis rigtig fine takter, og de grønne kom da også ud af kabinen med en dejlig opportunistisk og aggressiv tilgang, hvor de pressede Herning Fremad meget højt og konsekvent i den indledende fase.
Det lignede bestemt et mandskab, der ville rehabilitere sig efter 2-5-nederlaget i sæsonpremieren på hjemmebane til Kolding B. Men gæsterne overvandt den hektiske start fra Gives side og arbejdede sig via sikker boldomgang og stærkt løbearbejde på midtbanen ind i kampen.
I det 6. minut måtte Givekeeper Jan Rasmussen have en kanonredning ud af ærmet, og derfra var det gæsterne, der styrede løjerne. I det 14. minut fik Herning en ny stor chance via et helt frit hovedstød tæt under mål, så det brændte på for hjemmeholdet.
Give brændte flere kæmpechancer
Minuttet senere lynede Kris Larsens venstreben, desværre endte skuddet på stolpen, men det blev et vendepunkt, som bragte Give bedre med i kampen igen. Efterfølgende fik Gives angriber Jakob Kristensen 2 friløbere, som desværre for de grønne begge blev reddet af Herning-keeperen, der denne aften havde valgt at stå en brandkamp.
Selvom Give kom bedre med i kampen igen, så vi for mange fejl i opspilsfasen, hvor flere afleveringer endte i støvlerne hos Herningspillerne – og så er det svært at styre en kamp. Give kom til at reagere på egne fejl i stedet for at tage taktstokken proaktivt og sætte gæsterne under det samme pres, som man gjorde så eminent i starten af kampen.
Holdene gik dermed til pause efter en trods nulløsningerne ganske frisk og hektisk affære med 0-0, men stillingen kunne sagtens have heddet 3-3.
Gives normalt så farlige angriber, Jakob Kristensen, havde en uheldig dag på kontoret med flere brændte store chancer - heriblandt et par friløbere, som Herning-keeperen snuppede. Foto: Jim Hoff
Velkommen til 2. halvleg, d’herrer!
46 sekunder efter dommeren havde piftet 2. halvleg i gang, måtte Givekeeper Jan Rasmussen gå den tunge gang efter bolden i nettet bag sig, da Herning bragte sig foran 1-0 på et godt skud. En kold klud i ansigtet på hjemmeholdet, men de grønne rystede det af sig, og i det 55. minut kom Give frem til to kæmpestore målchancer, hvor det igen var Herning-keeperen, der løb med sejren.
Den manglende skarphed og de unødvendige boldtab i opspillet betød, at Give mistede mere og mere tro på tingene, og i det 63. minut scorede gæsterne så til 2-0 – og sådan er det altså i fodbold: Når man ikke kender sin besøgelsestid i den ene ende, bliver man som regel straffet i den anden ende. Den ’regel’ kendte Herningspillerne godt, og det udnyttede de fuldt ud.
Lidt håb for et comeback blev tændt i det 66. minut, da en Herningspiller røg ud med et gult kort efter en rustik tackling på Kris Larsen, men overtaget varede blot 6 minutter, for i det 72. minut fik Gives midtbanedynamo Peter Christensen gult kort i kategorien ’diskuterbar’.
Satsede forgæves hele butikken til sidst
Givetræner Kasper Bach-Jensen satsede i slutfasen hele butikken og kastede forsvarsspiller og den defensive midtbanespiller Martin Nørskov helt frem i gæsternes straffesparksfelt, hvor de med deres styrke i hovedspillet skulle forsøge at fremtvinge de mål, der kunne give håb om et point. Men den idé styrtede brutalt til jorden i det 82. minut. Da Herning bragte sig foran 3-0 på et skud, der fangede Jan Rasmussen i Givemålet på den forkerte fod. Og så var den fest ligesom lukket definitivt for et frustreret hjemmehold.
Mens der var stor jubel i Herning-lejren, lyste skuffelsen ud af øjnene og kropssproget på Givespillere. Et hold, der er hårdt ramt på selvtilliden, og et hold, der ikke har vundet en turneringskamp siden 26. maj. Holdet viste virkelig i perioder god gejst og intensitet, der var også flere fine fodboldmæssige takter, men så snart modgangen rammer, fiser gassen hurtigt ud af ballonen – og der er kun en kur mod den slags: Hårdt arbejde med deraf følgende sejre på kampbanen!
I kampens slutfase blev Mathias Nørtoft og Martin Nørskov sendt helt frem i angrebet for at true Herning i luftrummet, men desværre uden resultat. Foto: Jim Hoff
Givetræner: Savner at flere spillere tager ansvar
Gives træner Kasper Bach-Jensen var da heller ikke ligefrem i højt humør, da han skulle kommentere på kampen bagefter.
- Alene i 1. halvleg brænder vi 3 friløbere og har andre pæne chancer. Vi er simpelthen ikke effektive nok, og at vi så efter 46 sekunders spil af 2. halvleg kommer bagud 0-1, er simpelthen for sløset. Herning Fremad gør det da godt i dag, for de udnytter vores fejl. Og dem laver vi for mange af; det er simpelthen frustrerende med alle de fejlafleveringer – det koster bare for meget.
- Når vi rammer ind i en gang modgang, så mister vi selvtilliden, og her ville jeg ønske, at flere spillere tog mere ansvar. Der er simpelthen for mange, der går og hænger med hovederne. Her skal vi virkelig til at arbejde med at få et andet udtryk, konstaterer Kasper.
Skal opereres – men Kris spiller videre
Og så lige en lille interessant vinkel på en af holdets absolut bærende spillere. Holdets hvirvelvind af en angriber, den teknisk velfunderede og opportunistiske Kris Larsen, har valgt at stille op i holdets tjeneste, selvom han i starten af denne uge har fået at vide, at han burde blive opereret i foden.
- Jeg har gennem hele 2025 døjet med smerter i foden, og efter nogle undersøgelser viser det sig, at jeg skal have foretaget et operativt indgreb i foden for at komme af med smerterne. Men jeg har valgt at udsætte operationen, for jeg vil ikke svigte mit hold, så jeg bider smerterne i mig og spiller videre. Jeg håber så, at vi hurtigt kan komme dertil rent pointmæssigt, at vi er sikre på at blive i rækken – så kan jeg roligt få foretaget operationen. Jeg skal jo også være far til oktober, så jeg håber jo, at det hele løser sig både for mig og holdet på den bedste måde, lyder det med et kampberedt smil fra den knalddygtige og for Give så værdifulde fodboldspiller.
Et fantastisk eksempel på en ung gut, der bare er der 120 procent for sit hold – og lad dette være et eksempel til efterfølgelse for hele truppen i en tid, hvor man virkelig skal rykke sammen i bussen. Dette kan komme til udtryk tirsdag den 26. august, hvor Give skal en tur til Bramming, der efter 2 kampe har fået 1 point – en rigtig vigtig kamp, der meget gerne skal ende med en grøn sejr!
Gives lynfarlige angriber Kris Larsen gav flere gange Herning Fremad problemer i det defensive med sine hurtige ryk og finurlige driblinger. Han spiller på trods af, at lægerne har anbefalet ham at få en smerteramt fod opereret. En vaskeægte holdspiller. Foto: Jim Hoff
Her en rigtig stor chance til Peter Christensen, men igen var det Herningsholdets stærke keeper, der vandt duellen. Foto: Jim Hoff