Ny stor butik åbner i Give: Bancadan Kontormøbler har åbnet på Dyrskuevej i Give

Foto: Søren Danielsen (th.) og Lars Frydendal har åbnet Bencadan Kontormøbler på Dyrskuevej 9 i Give. Privatfoto

Udviklingen og væksten fortsætter i Give, og det er ikke kun på boligområdet. Den 29. oktober åbnede Bancadan Kontormøbler en afdeling i Give på Dyrskuevej 9 i Give. Her er målgruppen både erhverv og private, og virksomheden kommer med flotte 40 års erfaring fra branchen.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Modsat andre mellemstore byer og centerbyer er Give ikke decideret ramt af butiksdød og stilstand på erhvervsområdet. Også på boligområdet er der vækst og udvikling, og nu kan vi så her i avisen fortælle, at endnu en ny virksomhed har fået øje på Gives kompetencer og fortrinligheder.

Det drejer sig om Bencadan Kontormøbler, der nu har åbnet virksomhed på Dyrskuevej 9 i Give. Virksomheden, der har Søren Danielsen som daglig leder og medejer samt Lars Frydendal, der er montør og salgskonsulent i virksomheden, har over 40 års erfaring inden for opkøb og salg af nye og brugte kontormøbler primært til erhverv.

Over 40 års erfaring fra branchen

- Vi råder her i Give over 300 kvadratmeter showroom og 1000 kvadratmeter lager, hvor vi udstiller et væld af nye og brugte kontormøbler. Vi både leverer og samler møbler til kunderne ud fra en devise om, at vi her hos Bencadan gerne vil yde et højt serviceniveau samtidig med at vi satser på høj kvalitet både i vores sortiment af varer og service, forklarer Søren Danielsen.

Han pointerer, at Bencadan har været på forkant i forhold til at tænke bæredygtigt, og at vi siden firmaets start har haft fokus på salg, også af brugte møbler.

- Jeg tænker da, at vi med over 40 år i branchen har vist os både troværdige og gode samarbejdspartnere. Vi kan jo også se, at mange af vores kunder vender tilbage til os, når de har brug for at udvikle, supplere eller få udskiftet deres kontormøbler. Og det er vi rigtig stolte af, pointerer Søren.

- Mangler du inspiration – så kig endelig ind.

Bencadan har åbent mandag til torsdag i tidsrummet 8.30 til 16.00 og fredag 8.30 til 13.30.

- Vi sælger naturligvis kontormøbler, og hvis man har brug for inspiration eller mangler kontormøbler, så skal man endelig bare kigge ind. Så er vi klar med inspiration og gode ideer. Vi kan også producere skranker, diske o.a. på vores værksted med en uddannet snedker.

- Vi sælger møbler til kontorer, lounger, kantiner, og mange institutioner bruger os også; senest har vi leveret en masse kontormøbler til Aarhus Universitet. Der er primært erhverv, som vi leverer til. Her har vi oparbejdet et stort netværk gennem tiden. Men vi har bestemt også gode ting og sager til private, så man skal endelig bare kigge ind til os, lyder opfordringen fra Søren.

Oplagt at vælge Give

Grunden til, at valget faldt på Give, handler ifølge Søren Danielsen især om to ting.

- Kigger vi på det økonomiske, var det fornuftigt økonomisk, at vi slog os ned her i Give. Dernæst har vi her en fantastisk central beliggenhed. Tager man en passer og sætter spidsen i her på Dyrskuevej 9 og laver en cirkel på 50 kilometer, så kan vi hurtigt nå ud til en hel masse storbyer, også fordi vi ligger lige op ad motorvejen – og det er en stor fordel for os. Der er rigtig fine udviklingsmuligheder for os her i det midtjyske.

Bencadan er ikke den eneste virksomhed, der er åbnet på Dyrskuevej 9. Her åbner også Unitrade, som Bencadan har et tæt samarbejde med – og Unitrade, der er ejet af Brian Søgaard og Lars Christiansen, kan du læse om i en særskilt artikel her i avisen.

I det daglige vil man møde Søren Danielsen og Lars Frydendal, der som sagt begge har mange års erfaring med salg og opkøb af nye og brugte kontormøbler. På lageret/værkstedet foregår der klargøring, montage, samling samt udlevering af virksomhedens kontormøbler.

Søren fortæller, at der afholdes åbningsreception for såvel Bencadan som Unitrade fredag den 20. og lørdag den 21. november.

Andre læser

Ny erhvervsvirksomhed til Give: Unitrade+ går i luften fra Give-lokation