Nye folk, nye ideer og ny start: Flot opbakning til Museum Gives åbningsfest

1. februar blev der afholdt åbningsfest på Museum Give, hvor der blev åbnet op for salg af årskort. Man kunne også møde museets nye ’praktikant’, der tog voluminøst imod stående midt i fællesrummet. Der blev også leveret info om museets tiltag her i første halvår plus der var mulighed for at se museets nyetablerede håndværkerudstilling.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Der var godt med run på lørdag formiddag 1. februar på Museum Give, hvor der var inviteret til åbningsfest i den herlige februarsol. Det var museumsleder Mathias Christiansen Broch og de to museumsinspektører Celia Ekelund Simonsen og Mads Struwe Jeppesen, der tog imod ved kassen, hvor den stærke trio solgte årskort.

Det skete fra klokken 10.00, og der var rigtig fint run på tælleapparaterne, hvor der blev sendt fint med årskort ud til folket – også en vigtig forudsætning for museets finansielle bæredygtighed.

Ny genbrugsvenlig praktikant

Der var linet op med lækker hyldesaft og hvidvin på det store tag-selv-bord i fællessalen – og her lige midt i det hele tronede en ganske markant skikkelse i form af museets nye ’praktikant’ i februar og marts, selveste Lomme-Ulrik .

En bemærkelsesværdig mastodont af en figur fremstillet af genbrugstræ, og som ikke mindst i vinterferien kommer til at spille en rolle på museet. 

Klokken 11.00 gik museumslederen på podiet og fortalte om det kommende halvårs aktiviteter og events på museet.

Man kan møde 'praktikanten' Lomme-Ulrik på museet i Give i febuar og marts, hvor han kommer tilat spille en vigtig rolle. Foto: Jim Hoff

Skoleforløb tilpasset indskolingen

- Vi har kigget på vores skoleforløb, og her kommer vi med et nyt forløb tilpasset børnene i indskolingen, så vi både har et forløb for mellemtrinnet og indskolingen.

 I uge 7 har vi vinterferieaktiviteter med aktiviteter hver dag, og den 28. februar fejrer vi Niels Kjeldsen, hvor det er min store (drenge)drøm, at vi får en masse militærkørerøjer og tanks ud at køre på markerne her ved museet, lød det fra Mathias med et stort smil.

Politik og grundlovsmøde

Han kunne ydermere fortælle, at der den 12. marts afholdes foredrag om bindingsværk, datidens svar på mobile home,  på museet, ligesom man også vil afholde en masse aktiviteter i påskeferien i perioden 12.–21. april.

- 5. maj vil der blive afholdt endnu et foredrag (emne endnu ikke fastsat) samt afholdt diverse jubilæer på museet. Vi vil også afholde en stor pinsefest, hvor traditionerne på Heden vil være i fokus. Mon ikke det udløser en lækker frokost med en god snaps til. 5. juni afholder vi et grundlovsdagsarrangement, hvor vi vil forsøge at få nogle lokalpolitikere til at stille op – vi nærmer os jo kommunalvalget, så mon ikke de godt vil vise sig lidt frem for folket, lød den fine pointe fra Mathias.

Traditionen tro, man er vel et museum, afholder der i sommerferieperioden sommerferieaktiviteter, alt sammen noget museet vil komme mere specifikt ind på, når tiden nærmer sig.

Opgradering af håndværkerudstillingen

Mathias kom også ind på museets nye åbningstider, hvor man nu holder åbent i weekenderne og i ferierne fra klokken 10.00 til 16.00. Og så kunne han også fortælle om opgraderingen af håndværkerudstillingen på museet.

- Vejle Kommune har givet et økonomisk starttilskud på 215.000 kroner, så vi kan få gjort noget ved håndværkerudstillingen. Udstillingen kom på banen i 1990’erne, en populær udstilling, men også en udstilling, hvor der ikke er sket noget fornyelse – og det laver vi om på nu.

Udstillingen skal fornyes og opdateres, hvor det er planen at integrere lys og lyd, ligesom man også vil drage flere håndværk ind i udstillingen. I forbindelse med omstruktureringen af håndværker-segmentet på museet har man også inddraget aktive håndværk som strikning og broderi, hvor folk kan komme ind på museet og dyrke deres hobby.

Håndværkerudstillingen på Museum Give blev lanceret i 1990'erne, og nu sker der en opgradering på flere fronter. Foto: Jim Hoff

Kom op på museet og brug dine hænder

Og nu er er ved tanken om at bruge hænderne aktivt, så vil der på museet blive afholdt en række workshops fra januar til maj. Det handler om reparation og upcycling af såvel museumsgenstande som egne personlige ejendele. Udover at dyrke det gode fællesskab over godt håndværk er det hensigten at inspirere til en grønnere livsstil – hvor man samtidig også udbreder kendskabet til en masse gangbare praktiske færdigheder.

Efter Mathias Christiansen Brochs fine indlæg var der ”fri leg” på museet, eller næsten fri leg, for museumslederen med en flink påmindelse måtte lige advare folk om ikke at sætte for mange fingre på væggene, idet man først aftenen før havde ført de sidste penselstrøg i visse områder af museet.

Derudover var der lagt op til en snak med museumslederen om løst og fast, og klokken 14.00 ringede det ind til time i den altid strenge og disciplinglade overlærer Madsens skolestue, hvor man præsenterede det nye skoleforløb.

Billeder

Andre læser

Museum Give med i projekt der skal styrke unge på kanten