Nye puljer på plads: Simon Madsen vender tilbage til Give – som modstander!
Foto: Simon Madsen spillede i Give HK fra januar 2017 til maj 2025, og nu vender han tilbage til hallen i Give - dog som spiller for Vejle Håndboldklub, der er i kreds med Give HK. Foto: Jim Hoff
Når Give HK’s 2. divisionshold går på banen i den nye sæson er det under paraplyen af nye turneringsregler i forhold til oprykning og nedrykning. Alle de andre år Give har spillet 2. division har man været med i en 12 holdspulje, men sådan er det ikke mere.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
HÅNDBOLD: Om godt to måneder går den nye håndboldsæson i gang igen, og her skal Give HK ud at vise flaget med den nye træner Rene Hamann-Boeriths i spidsen i 2. division. Klubben kigger ind i en ny turneringsstruktur, idet 2. divisions-segmentet nu består af 6 puljer med hold i hver pulje. Det betyder, at der skal spilles 10 kampe i det såkaldte grundspil, hvorefter rækkerne brydes om. Det foregår efter disse regler:
- Nr. 1, 2 og 3 i hver af grundspillets puljer rykker videre til 3 opspilspuljer, der kæmper om oprykning til 1. division.
- Nr. 4 og 5 i hver pulje flyttes over i 3 kvalifikationspuljer, mens nr. 6 i hver pulje rykker direkte ned i 3. division.
Dynamisk puljestruktur
Kigger vi på de nye puljer, hvor kampene skal gennemføres i foråret 2027 sker det efter disse regler:
Efter forårets kampe rykker nr. 1 i hver af de 3 opspilspuljer direkte op i 1. division, og fra kvalifikationspuljerne rykker nr. 5 og 6 i hver pulje ned i 3. division.
Der er med andre ord lagt op til en dynamisk puljestruktur, hvor det for Give HK naturligvis i første ombæring handler om at kvalificere sig til en af de 3 opspilspuljer – og derfra så stile efter opspilpuljens 1. plads.
Med denne struktur er der lagt op til, at der i forårets kampe ikke vil være de såkaldte ’bløde’ kampe mod mere eller mindre nedrykningsdømte hold. Her møder man mandskaber med ’kniven mellem tænderne’, som går efter den sportsligt tillokkende 1. divisionsbillet.

Det bliver med den tidligere A-landsholdsspiller René Hamann-Boeriths ved roret som træner, at Give HK skal forsøge at spille sig tilbage i 1. division. Foto: Jim Hoff
”Tordenarm” vender tilbage
Det vil give nogle spændende og sportsligt interessante opgør hen over foråret – både for holdet og tilskuerne. Nu handler det som sagt om i første omgang at kvalificere sig til en opspilspulje, og her er Give kommet i gruppe med følgende fem mandskaber:
Grindsted GIF 2- Fredericia HK 2- Odder Håndbold 2- Vejle Håndboldklub - Hørning Håndbold
En pulje med kampe mod tre 2. hold fra henholdsvis Fredericia, Odder og Grindsted samt to topinteressante lokalopgør mod Grindsted og Vejle. Her kommer kampene mod Vejle Håndboldklub med den ekstra dimension, ud over at Give i mange år har været ’storebror’ i forhold til Vejle Håndboldklub, at en af Give HKs tidligere spillere og kulturbærer, Simon Madsen, nu tørner ud for Vejle.
Dermed bliver det til et spændende gensyn med Simon ’Tordenarm’, et tilnavn den gennemsympatiske Madsen med det dræbende håndledssvirp tilkæmpede sig i den lokale presse efter et hav af scoringer for Give HK.
Fede lokalopgør mod Vejle i vente
Avisens udsendte talte med Simon i forbindelse med Sommerfesten i Give, hvor han var en del af det legendehold, der krydsede klinger med Give HK’s 2. divisionshold i en opvisningskamp.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at møde Give. Det bliver fedt at spille i en garanteret propfuld hal, hvilket jeg jo oplevede mange gang i min tid i Give. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle stå her i dag som 2. divisionspiller for Vejle, men min krop har det rigtig godt, formen er god, og jeg har stort set spillet fuld tid i alle kampe den forløbne sæson. Det bliver en svær opgave at spille mod Give, uden tvivl, men vi har også et godt, velfungerende hold, så det skal nok blive nogle rigtig fede lokalopgør, konstaterede Madsen med et stort smil.
Ifølge det nuværende kampprogram starter Give HK den nye sæson lørdag den 26. september klokken 15.00 på hjemmebane mod Odder Håndbold 2.

Mon ikke Vestjysk Bank Arena bliver fyldt til bristepunktet lørdag den 26. september, hvor Give åbner sæsonen 2026-27 med en kamp mod Odder Håndbold 2. Foto: Jim Hoff















































