Nytårsbrev til vores læsere: Det blev et helt forrygende 2023 for Vores LokalAvis

Godt nytår kære læsere – nu tager vi hul på et år, der bliver et ”konge-år”, og tak for det Margrethe, smiley.  Vi ser frem til et helt år som ny spiller i medielandskabet. Ud fra det vi oplevede i 2023 mht. opbakning og sammenhold omkring Vores LokalAvis her på egnen, så er tegningerne til et herligt 2024 klar fra årets start. Og vi glæder os rigtig meget til både at fortsætte kursen og, med baggrund i de erfaringer vi høstede i et fantastisk 2023, til at forbedre os og udvikle os.

Grundpillen i det hele ændrer vi dog ikke ved: Vi er et lokalt orienteret medie, hvor det handler om lokal sammenhængskraft og historiefortælling. Alt sammen baseret på sammenhold og gode relationer, hvor vi møder borgerne i øjenhøjde med respekt for de mennesker og den egn, vi lever på.

2023 blev et banebrydende år for avisens to grundlæggere og daglige frontsoldater. Vi kommer begge fra den traditionelle medieverden med sammenlagt over 25 års erfaring herfra. Vi har altid haft et større ”maskineri” i ryggen mht. avisproduktion, grafisk arbejde, opsætning, tryk, distribution og meget mere.

Da vi sparkede døren ind til medieverdenen den 29. maj, stod vi selv med det hele. Det var vildt fedt, det var vildt udfordrende, det var måske i nærheden af grænseoverskridende for blot to mand, to glade amatører vil nogle nok pointere med glimt i øjet, at kaste sig ud i så kæmpestort et projekt.

Men vi var aldrig blot to mand. Fra dag ét var der et kæmpestort hold bag os i form af Give og omegns borgere, butiks- og erhvervsliv, foreningslivet samt gode uundværlige ildsjæle, der gik ind på banen sammen med os for ”at spille kampen”.

Vores LokalAvis er, akkurat som en god klassisk dansk forening og fodboldklub, baseret på værdier som sammenhold, loyalitet og lysten til at yde sit bedste for ”klubbens skyld”.

En stor dansk fodboldklub har et slogan der på latin hedder ’Supra Societatem Nemo’, hvilket betyder ’ingen over fællesskabet’. Dét værdisæt har vi taget til os her hos Vores LokalAvis (heraf navnet), for det er de dyder, der udløser den styrke og den sammenhængskraft, der betyder, at denne i mediemæssig forstand ”digitale humlebi” kan flyve.

På den konto: Kære læsere, kære støtter, af hjertet tak for den lune opløftende vind, I sender vores vej, så vi kan flyve sikkert fra den ene ’lokale blomst til den anden’.

Via det analyseværktøj vores hjemmesideudbyder leverer, så kan vi nu med stor glæde konstatere, at vi siden starten 29. maj har haft 96.000 unikke brugere inde og læse artikler på vores side.

De har fra 29. maj til 31.12. 2023 været inde på vores avisside 967.000 gange, og vi sender nyhedsbrev ud til cirka 2000 faste abonnenter hver mandag – så vi tænker, at der har været godt med folk i ”butikken”. 

Godt nytår herfra – og tak til Hendes Majestæt Dronning Margrethe for næsten 52 fantastiske år i spidsen for landet. Stor respekt herfra for et officielt og højprofileret menneske, der forstår at takke af, mens hun er på toppen!

Venlig hilsen – Søren & Jim