Omsorgsfuld, varme hænder og kreativ: Tove Johansen fylder 70 

Den 13. juni kan Tove Johansen fra Vesterlund fejre sin 70-års fødselsdag i gode venners lag, Den store fest er dog for længst afholdt sammen med husbonden Niels, der også er fyldt 70 i år. Læs her om pigen fra Fur, der via sine medfødte omsorgsgener og sin store kreativitet er blevet et kendt ansigt her på Give-egnen. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

VESTERLUND: Nok benævner vi Tove Johansen som ‘pigen fra Fur’ i indledningen til denne artikel, men ret beset er hun født i Vildbjerg. Fra hun var 3 år og frem til sit 16. år boede hun så på øen Fur sammen med sin familie, hvor faderen først arbejdede på en molérsfabrik for så senere at blive graver på øen.  

-Da jeg blev 16, forlod jeg så øen for at komme ud at tjene. Da jeg var 14, havde jeg været i praktik på et alderdomshjem, og her fik jeg øjnene op for, at jeg ville arbejde med mennesker. Jeg kunne mærke, at jeg kunne lide at drage omsorg for andre mennesker, helt klart et gen, jeg har arvet fra mine forældre.  

-Jeg fik job på et plejehjem i Sdr. Felding, og senere blev jeg stuepige på Børkop Højskole, der var en sygeplejerskeskole. Her var jeg cirka 1 ½ år - og her fik jeg da i den grad lært at gøre rent, fortæller Tove. 

Bamses Venner førte Tove in Niels’ arme 

Dengang var Børkop Kro kendt for sine hyggelige kroballer, hvor blandt andet Bamses Venner spillede op til dans – og det skete da lejlighedsvist, at frk. Tove kiggede ind. Her mødte hun så sit livs udkårne i skikkelse af Niels, og det blev udover den første dans til tonerne fra “Hvorfor går Louise til bal” til en livslang pas de deux, som har kastet tre drenge, Flemming, Thomas og Kasper, af sig samt 6 herlige børnebørn.  

-I 1972 flyttede vi til Vejle i en lejlighed, hvor vi arbejdede på Tulip for at tejne nogle penge. I 1974 købte vi så hus i Lindved, hvor vi boede i 25 år. Her arbejdede jeg på Alderdomshjemmet i Lindved i 17 år, og her tog jeg også uddannelsen til social- og sundhedshjælper. De sidste 4 år havde jeg ansvaret for aktivitetsafdelingen, og det var 4 virkelig dejlige år.  

Naturen i smukke Vesterlund lokkede – og så blev Tove graver 

Da vores børn var fløjet fra reden, flyttede så så til Vesterlund i 2001. Og hvorfor blev det så lige Vesterlund? Jo vi søgte efter noget smuk natur, da vi begge er lade for naturen. Vi fandt en byggegrund her ude og tegnede selv huset og var med til at bygge en stor del af huset selv. På den tid var vi en slags first movers i forhold til at byggetræhuse/bjælkehuse, så der var mange nysgerrige, der kiggede forbi, fortæller Tove. 

Hun fortsatte i et kort stykke tid på plejehjemmet i Lindved, efter at hende og Niels var flyttet til Vesterlund, men så fik hun tilbudt at overtage Karen Jensens job som graver ved Vester Kirke.  

-Det sagde jeg ja tak til, og det var en rigtig god beslutning. Jeg elsker at arbejde med mennesker, og havde også oparbejdet en stor rutine i at håndtere mennesker i sorg via mit job på plejehjemmene. Og så skal det jo også lige bemærkes, at både min far og mor blev gravere på Fur, så det lå også i generne, fortæller Tove, der er ud af en børneflok på 9.  

 

I 2001 flyttede Tove og Niels til naturskønne Vestyerlund og byggede dette smukke træbjælkehus.Foto: Jim Hoff

Stoppede i 2019 som graver – men blev så kirketjenerafløser 

Hun var graver ved Vester Kirke fra 2002 til 2019, og hun havde egentlig forestillet sig, at hun skulle arbejde som freelance kirketjener efter sit karrierestop. Men sådan kom det ikke til at gå.  

-Jeg blev kontaktet af Britta fra Give Kirke, og hun tilbød mig blive afløser ved Give Kirke som kirketjener. Og det er jeg stadigvæk den dag i dag. En skøn arbejdsplads, hvor jeg kan fastholde kontakten med mennesker, og pudsigt nok møder jeg her mange borgere fra Vesterlund, der er flyttet til Give, fortæller Tove. 

Sideløbende med sit arbejde med varme hænder på plejehjemmene og ved kirkerne, har Tove siden 2019 været besøgskoordinator i Ældresagen i Give, et job hun overtog efter Inge Ringive.  

Besøgskoordinator for Ældresagen 

-Jeg blev ringet op af Inge, der spurgte, om det var noget for mig at blive besøgskoordinator. Og det var det helt sikkert, men jeg ville da lige vende det med Niels først, da det ville tage mere af min tid – og overlade flere ting til ham herhjemme. Men han var med på den, og det er jeg rigtig glad fort, for jeg er glad for denne her frivillige tjans for Ældresagen.  

-Vi sender besøgsvenner ud i gl. Give Kommune, og lige nu råder vi i besøgstjenesten over 46 personer. Det er et rigtig flot tal, og jeg er meget taknemmelig for den flotte opbakning vi har fra Ældresagen. Jeg er imponeret over så mange frivillige hjælpere, der melder sig her på egnen. Jeg er glad for koordinatorjobbet, for det er så hyggeligt at komme ud til de ældre og få nogle gode snakke. Jeg er altid med ude på det første besøg og på den dag, hvor vi introducerer besøgsvennen til borgeren. 

-Her er det vigtigt at understrege, at man er der på sociale præmisser. Man skal ikke gøre rent osv. Det handler om at spille kort, lave krydsord sammen, få nogle gode snakke osv. Der er ingen lavpraktiske opgaver. Og så har man tavshedspligt. Mit job handler om at finde de rigtige konstellationer, så besøgsvennen passer godt til borgeren. Det er vigtigt, og jeg synes, det lykkes rigtig godt i langt de fleste tilfælde, pointerer Tove.  

 

Tove er et gennemført naturmenneske, og hun elsker da osgå den 3000 kvadratmeter store naturhave, som hende og Niels kan gå og pusle i. Foto: Jim Hoff

Kreativ pige med flair for pileflet 

Og så er det den kreative side, for både Tove og Niels er særdeles kreative. Niels drejer i træ, og Tove er kendt for sit pileflet. Det er her de begge tanker op på fritidssiden. Derudover har de begge involveret sig i sønnens og svigerdatterens campingplads ved Silkeborg, hvor de en dag om ugen hjælper til med en række lavpraktiske opgaver.  

-For mig et det vigtigt, at have familiens opbakning. Det er en vigtig ballast at have med. Niels er supergod god til at tage fra herhjemme med at lave med, gøre rent osv. - og så er vi jo begge to vilde med havearbejdet, ligesom vi begge har stor glæde ved det kreative; noget vi har givet videre til vores børn og 6 børnebørn - og det er også en stor glæde. Alle de ting vi har gang i er med til at give os en meningsfuld hverdag, hvor vi både kan gøre noget for andre og gøre noget, der gør os selv glade.  

Vi lever et privilegeret liv 

-Vi er begge pensionister og vi er taknemmelige for vores liv. Og det kan jeg sige ikke mindst set i lyset af de mange tunge menneskeskæbner, jeg har hørt om via mit arbejde både på plejehjem og som graver. Der er mange barske livsskæbner derude, så derfor er vi bare privilegerede, Niels og jeg, med det liv, vi har, siger Tove, der udover at stå for besøgstjenesten hos Ældresagen også står for Sognehuset i Vesterlund.  

Det er den 13. juni, Tove fylder 70 år, men allerede den 8. juni får Tove besøg af nogle tidligere arbejdskammerater. Selve fødselsdagen er for øvrigt ganske speciel, idet det ene af hendes børnebørn samme dag fylder 20 år.  

-Så vi kan rigtig fejre 90-årsfødselssag, og jeg har da også fortalt ham, at han er den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har fået, lyder det fra 70-års fødselaren med et stort smil.