Optakt Give Fremad JS – Broager: Klar til den store sæsonfinale på Waldstadion

På søndag lukker efterårssæsonen med den sidste kamp i puljen, når Gives JS 2-hold møder Broager. En kamp der gælder ‘liv og død’ for begge hold, idet Give med en sejr kan sikre sig retten til playoff-kampe om oprykning, mens Broager kæmper for at undgå nedrykning. Kan I ikke allerede lugte røgen, folkens? 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FODBOLD: Der er tale om en vaskeægte finale, når Give og Broagers jyllandsseriehold søndag klokken 14.30 tørner sammen i efterårssæsonens sidste kamp på Waldstadion i Give. En sejr til Give bringer dem stensikkert i land på rækkens 2. plads – og dermed er vejen banet til en playoff-kamp mod nr. 6 eller 7 fra JS 1, hvor det gælder en plads i jyllandsserien 1.   

Omvendt vil et nederlag i Give betyde, at Broager må gå den slagne gang ned i serie på rækkens næstsidste plads - så mon ikke de sønderjyske knægte kommer med nyhvæssede sabler. 

Vores LokalAvis har talt med Gives cheftræner, Kasper Bach-Jensen, om søndagens spændende opgør. Et opgør den succesfulde coach imødeser med stor spænding - og positive forventninger. 

- For det første er det glædeligt, at vi kan stille i noget, der minder om stærkeste opstilling. Lukas Flensborg er godt nok ude pga. Rejsen, men har får vi en superfin erstatning i Pelle Haurvig Rasmussen, der har leveret rigtig godt på vores nyoprykkede serie 2-mandskab. Angriber Jakob Kristensen har også en lyske, der driller lidt, men han er klar og spiller, fortæller Kasper.  

Gives cheftræner Kasper Bach-Jensen ser her frem til søndagens store finalekamp på Waldstadion i Give, hvor det handler om at sikre sig en playoff-kamp til Js 1. Foto:Jim Hoff

God træningsuge 

Han slår fast med 7-tommersøm, at Give går på banen for at vinde den kamp, og at man som nr. 2 i rækken også oppebærer favoritværdigheden. Da rækkens nr. 3, Egen der er 2 points efter Give, spiller samtidig imod nedrykningstruede Fredericia, er der kontant afregning på selve dagen – hvor spændingskurven sikkert vil komme ud på en masse sjove rejser op og ned i de involverede spillere og træneres pulslandskab.  

- Vi har trænet på kunstræs hele ugen for dels at bevare kvaliteten og tempoet i boldomgangen i træningen, dels for at undgå skader på fedtede og ujævne græstræningsbaner. Tirsdag havde 13 mand fra trup 1 til træning, og torsdag spillede vi 3 halvlege mod vores nyoprykkede serie 2 mandskab, hvor der blev kørt en god gang taktisk træning, hvor vi havde lejlighed til at prøve en del ting af. En rigtig god gang træning. 

- I den forbindelse stort tillykke herfra til serie 2-holdet med deres flotte oprykning. Det er superflot og vigtigt for klubben, at vi nu kan mønstre hold både i jyllandsserien og serie 1. Der vidner om høj kvalitet i seniortruppen, og det vil også give os et kvalitetsløft til næste sæson, hvor det sikkert vil betyde noget tilgang, at vi ligger med både et JS-hold og et serie 1-hold. Det betyder også, at vi næste sæson kan dosere vores spillere bedre - og at vi kan give mere spilletid til lovende spillere fra serie 1-holdet, konstaterer Kasper.  

- Vi skal dominere og kontrollere kampen 

Han ser efter de to gange træning i denne uge ind i en spillertrup, der er 100 procent klar, og som glæder sig helt vildt til at komme ud og spille playoff-kampe til JS 1. 

- Vi vil gå på banen mod Broager for at dominere kampen på bolden, vi vil spille hurtigt og bredt og arbejde meget med sideskift. Vi går efter en tidlig scoring, men skal også finde den rette balance mellem at spille både sikkert og udfordrende. Vi skal med andre ord kontrollere kampen, og vi skal undgå, med det tunge og fedtede underlag in mente, at det bliver kamp præget af duelspil. Vi har en type som Kristoffer Larsen (pivhurtig og fodrap angriber, red.), som uden tvivl vil komme til at volde Broagers til tider lidt usikre defensiv problemer. 

- Omvendt har Broager også et par dygtige spillere, vi skal holde et skarpt øje med. Holdet vil gerne spille over kanterne og ned i bagrummet, de satser en del på cutbacks, og så kommer de jo med kniven på struben og kæmper for overlevelse, så naturligvis skal vi være virkelig oppe på tæerne, pointerer Givetræneren.

Give Fremads lynhurtige angriber Kristoffer Larsen med de hurtige fødder vil uden tvivl komme til at volde Broagers defensiv påe n sandsynligvis meget tung og fedtet bane på søndag. Foto: Jim Hoff

Kigger ind i en muligvis særdeles historisk sæson 

Han glæder sig over at man her på sidste spilledag i den grad har noget positivt at spille for.  

- Det var jo målsætningen fra sæsonstart, at vi kom i top 2-3, og det er vi lykkedes med. Kan vi så toppe den med et playoff-kamp, vinde den og indløse en JS 1-billet, så har det da i den grad været en helt perfekt sæson for seniorafdelingen i Give Fremad, siger Kasper.  

Han vurderer, at modstanderen i en eventuel playoff-kamp kan blive enten Brabrand eller FC Sydvest fra JS 1 – og man ved allerede nu, at det bliver en kamp på udebane, da JS 1-holdet pr. definition har hjemmebaneret i de her playoff-kampe. 

Kommer man i playoff og vinder kampen - så bliver en historisk sæson endnu mere historisk med Gives højeste placering i fodboldrækkerne nogensinde.

Mon ikke vi ses på Waldstadion på søndag.

Det tror jeg vist nok, vi gør! 

 

 Der er mange, der hepper på Give på søndag - også de her friske unge gutter. Foto:Jim Hoff