Over 200 elever fra 3. årgang leverede naturvidenskabsvaren ved Mini Maraton i Givskud-Hallen

Foto:Der var stillet rigtig mange fine projekter på benene af de dygtige elever, Her er vi i gang med en slags fotosyntese med kunstigt lys. Foto: Jim Hoff

Der var godt gang i den på den fede måde onsdag formiddag den 1. oktober i Givskud-Hallen. Hallen var fuld af glade og forventningsfulde børn fra 4 skoler i kommunen, og de var deltagere i den naturvidenskabelige konkurrence ’Mini Maraton’, hvor det handlede om at præsentere projekter indenfor fotosyntese og vandets kredsløb.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE SKOLELIV: Det var en stor flok friske skoleelever fra Bredagerskolen i Jelling, Smidstrup Skole, Egtved Skole og Firkløverskolens Ikær- og Givskudafdeling, der var på plads sammen med deres lærere onsdag den 1. oktober i Givskud-Hallen.

Denne dag var ’finaledagen’ på elevernes naturfagsprojekter omkring sol og regn, hvor de skulle præsentere deres projekter for et 8 personer stort dommerpanel. Det var Lis Sørensen fra Vejle Kommunes afdeling for Uddannelse & Læring og lærer fra Firkløverskolen Anna Hermannsen Clausen, der stod som tovholdere på dette herlige naturvidenskabelige skoleprojekt, der går under navnet ’Mini Maraton’.

Hands-on indlæring med praktiske løsningsmodeller

Det er en naturvidenskabelig konkurrence for kommunens elever i 3. klasse, og her handler det om, at de unge mennesker rent faglig t faget Natur & Teknik arbejder med naturvidenskabelige temaer som vandets kredsløb og fotosyntese. Børnene bliver præsenteret for nogle opgaver, hvor de arbejder med virkelige problemstillinger og gennem opnået faglighed og praktisk arbejde skal præsentere forskellige løsningsmodeller.

Der er altså tale om hands-on indlæring, hvor det handler om at styrke elevernes interesse for naturvidenskab ved at arbejde både bogligt og praktisk med tingene – og hvor de frem for alt får mulighed for selv via fremstilling af egne modeller at fremkomme med løsninger på de fremsatte problemstillinger.

Solholdet og regnholdet

Eleverne og deres lærere fik konkurrencen/projektet præsenteret i foråret 2025, og så er det lidt forskelligt fra skole til skole hvornår man er gået i gang rent praktisk med opgaverne. De fleste gik lidt i gang efter sommerferien og har så løbende brugt natur-tekniktimerne på projektet.

Da de godt 200 elever fra de 4 skoler sad klar i hallen, introducerede Anna Hermannsen Clausen og Lis Sørensen eleverne for dagens program, som kørte frem til klokken cirka 13.00

Da børnene havde arbejdet med to naturvidenskabelige områder, sol og regn, blev de delt op i to hold. De, der havde arbejdet med solens magiske kræfter, startede med at fremvise deres projekter for dommerne, mens ’regnholdet’ gik ud på kunstgræsbanen ved hallen, hvor eleverne fra 6. klasse på Givskud Skole stod klar med en række forskellige aktiviteter til dem i det helt fantastiske solrige oktobervejr.

Brændte for deres projekter

Lis Sørensen havde medbragt en masse ekstra-opgaver med sjove og gode naturvidenskabelige opgaver til de børn, der hellere ville det frem for at gå på sportsbanen. Andre fordrev ventetiden, til det blev deres tur til at præsentere deres projekter, med et slag kort, og selvfølgelig skulle madpakkerne også frem.

Eleverne var meget opsatte og gjorde det rigtig fint med deres præstationer over for de 8 dommere, der naturligvis også havde en del gode spørgsmål til projekterne. Det var tydeligt at se, at de unge mennesker, altså eleverne, virkelig brændte for det her og for at vise netop deres helt egne fine projekter frem for de flinke dommere.

Der blev konkurreret i de to kategorier Sol og Regn, og så var der også en fighterpræmie, ligesom der var en pris for godt samarbejde. Da dommerne havde set og hørt det, de havde brug for endte det med følgende vindere:

Sol: Bredagerskolen

Regn: Bredagerskolen

Fighter: Egtved

Samarbejde: Smidstrup-Skærup

Du kan se mange flere fotos HER