P.A Brød med stærkt comeback: Er snart klar til at levere brød til Brugsen igen

P.A Brød er reddet fra konkurs i 11. time, efter at virksomheden via en pressemeddelelse kan meddele, at forretningsmand Hemming Van fra Fyn har rekonstrueret virksomheden.

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk

BUTIKSLIV: Om føje dage kan man atter købe brød og kager fra P.A Brød i Brugens bagerafdeling i Give. Det er en kendsgerning, efter at den konkursmeldte virksomhed til formiddag kunne slippe en pressemeddelelse løs, hvoraf det fremgår, at de er "reddet på målstregen".

P.A. Andersen & Sønner meddelte den 27. november, at bageriet var gået konkurs, og dermed var en del modtagere af brød, rådej og kager fra virksomheden under pres, heriblandt Brugsen i Give. Her måtte man ud og finde andre samarbejdspartnere for at kunne fortsætte med qt servicere kunderne med brød. 

Det lykkedes også, men nu er situationen så vendt igen - og det er uddeler Claus Villumsen naturligvis glad for. 

-Det er gode nyhder det her. Både for os og for P.A Brød. Jeg havde nok en fornemmelse af, at det her ville komme til at ske, men at det nu er en kendsgerning, at virksomheden kører videre er bare supergodt. Jeg tænker, at PA allerede kan levere igen fra torsdag, og det er glimrende. Vi har dog købt en hel del ind, så vi har til vel cirka 14 dage mht. brød osv., så der vil være en periode over måske 14 dage, hvor P.A. løbende vil komme mere og mere tilbage på hylderne, De andre varer skal jo lige sælges ud, siger Villumsen.

Trygheden er tilbage

Det at man nu igen kan udbyde varer fra P.A. Brød er en stor lettelse for både uddeleren og folkene, der arbejder i bagerafdelingen i Brugsen. 

- Det handler jo om tryghed og kvalitet. Med P.A. Brød ved både vi og kunderne, hvad vi får - og det skaber altså tryghed hele vejen rundt, pointerer uddeleren. 

I forhold til P.A. Brøds fremtid betyder Hemming Vans tilstedeværelse, at bageriets hovedafdeling i Vejle genåbner, ligesom 5 af de otte bagerbutikker i henholdsvis Erritsø, Børkop, Bredballe, Vinding og på Østerbo i Vejle genåbner. 

Derimod lukker bageriet i Fredericia samt de to bagerier i Horsens

Om Hemming Van: 

Hemming Van er en dansk direktør, der er administrerende direktør hos fødevareproducenten Daloon A/S, der er bedst kendt for sine forårsruller. Van er den yngste søn af virksomhedens afdøde grundlægger, Sai-chiu Van