Pas på - tricktyve på spil i Give - har franarret ældre kvinde 16.000 kroner

Onsdag den 12. juli er en ældre kvinde på 93 blevet udsat for et tricktyveri her i Give. Folk, der præsenterede sig som værende fra banken, frarøvede kvinden 16.000 kroner via et avanceret tricktyveri. Og hun er ikke den eneste her i byen, der er blevet udsat for de her ugerninger. Læs her hvordan det foregår, når tyvene lokker pinkode og bankoplysninger ud af sagesløse borgere. 

GIVE: Det er onsdag eftermiddag, en ældre kvinde på 93 er på indkøbstur i Netto i Give. Hun får ordnet sine indkøb, men hvad hun ikke ved er, at der er ondsindede folk, der iagttager hende. Folk der vil frarøve hende penge. 

Da hun kører væk fra Netto, bliver hun forfulgt af gerningsmændene i bil, og dermed finder de ud af, hvor kvinden bor. 

Det er kvindens svigersøn, der har kontaktet Vores Lokal Avis for at få historien om tricktyveriet ud - til skræk og advarsel for andre borgere. Han kan fortælle, at 10 minutter efter at den ældre kvinde er kommet hjem, ringer telefonen. 

Det er fra banken, og her kan en person fortælle hende, at de kan se, at hun i forbindelse med indkøbsturen i Netto er blevet frarøvet nogle penge. Banken vil hjælpe hende med at forhindre, at hun mister flere, så de skal bruge hendes kortoplysninger samt en pinkode, så de kan spærre hendes kort i banken. 

- Vi sender en medarbejder ud til dig, som kan hjælpe dig personligt med at få spærret dine kort. Hvis det snart ringer på døren, og manden der ringer på præsenterer sig som Emil fra banken, kan du roligt lukke op. Han skal nok hjælpe dig med at få spærret dine kort, lyder det i telefonen. 

Nåede at frarøve kvinden 16.000 kroner

Mens kvinden taler i telefon med 'banken', ringer det på døren - og hvem har vi her, såmænd ham den flinke Emil fra banken, der 'nok  skal hjælpe kvinden med at få stoppet de her banditter, der har stjålet penge fra hendes konto'.

- Min svigermor udleverer kort, pinkode osv, og hun får besked om, at 'Emil' tager kortene med, og sørger for, at hun hurtigt har nye kort, hun kan bruge. Og som han nok skal bringe ud til hende. Han kører med alle kort og pinkoden, og så går det vel en 10-15 minutter. Så bliver min svigermor alligevel lidt urolig. Hun ringer til mig og forklarer sagen - og så sørger jeg for i en fart at få spærret hendes kort og får fat i politiet fortæller svigersønnen.

Da spærringen er effektueret, er der allerede hævet 16.000 kroner fra den ældre kvindes konto. Pengene er hævet forskellige steder i Billund, og efter at kortene er blevet spærret, kan man se, at der er forsøgt at hæve penge fra diverse bankautomater. 

Ikke det første tricktyveri i byen

- Politiet fortæller mig så, da min svigermor kommer med et signalement af 'Emil', at det er den samme mand, der har været på spil blot 500 meter fra svigermors bopæl - og udøvet akkurat det samme trick. Politiet kan også fortælle, at de er i gang med at efterforske sagerne - og at det er vigtigt, at vi får slået alarm her i byen og området om de her tricktyverier, fortæller svigersønnen.

Hans svigermor sidder i dag med en træls følelse. Hun føler sig godt dum og taget med bukserne nede, men det her er professionelle tyveknægte, der ved hvad de laver.

Og derfor er det vigtigt, at det her budskab bliver spredt hurtigt, og at det kommer vidt omkring, så der ikke er andre der hopper i med begge ben.  

Politiet fremhæver, at en bank aldrig vil bede om at få informationer udleveret på denne måde. Det bliver understreget, at man aldrig skal give personlige oplysninger til personer, man ikke kender.