Passion og professionalisme: Hos Midtjysk Event finder du et dansk paintballparadis

Når Dansk Paintball Lige afholder DM i den actionprægede og farverige sportsgren paintball, bliver de 3 DM-afdelinger afviklet hos paintball-ildsjælen Jesper Sinnbeck hos Midtjysk Event i Nørskov mellem Give og Lindeballe.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

NØRSKOV: Mange tror måske, at paintball kun er noget, man dyrker til polterabend eller ved fodboldafslutninger, men det er faktisk en sportsgren, der dyrkes på meget højt og seriøst niveau både her til lands og ikke mindst i lande som Tyskland, USA, Sverige og Canada.

Professionel paintballbane i Nørskov

Hos Midtjysk Event, der er ejet af Jesper Sinnbeck, i Nørskov mellem Give og Lindeballe, er der etableret en professionel paintballbane, og derfor er det her hos Jesper, at de 3 DM-afviklinger afvikles. Det er faktisk den eneste bane i Danmark, hvorpå der kan afvikles turneringspaintball. Her dyster 10 hold om DM-titlen.

- Det er så fedt, at vi kan afvikle DM-kampe her i Nørskov. Vi får også meget ros fra spillerne, der jo kommer fra hele landet, for vores bane her. Og det er jeg superglad for, for jeg har investeret 200.000 kroner i banen, og så er det jo fedt, at folk er glade for at komme her og spille DM, lyder det fra Jesper med et stort smil, mens to hold lige bag os gør klar til at tørne ud til 1. heat på det lækre anlæg hos Midtjysk Event.

ME Paintball stiller med 5 hold til DM

Jesper og Midtjysk Event stiller selv med hele 5 hold til DM-kampene, og efter 2. afdeling af DM-kampene ligger det hold, som Jesper selv spiller på, Roxy Army, på 1. pladsen, og det er noget, Jesper har det ganske fint med.

- Sidste sæson måtte vi nøjes med sølv, idet vi tabte til et af de andre hold (Maniacs, red.) her hos ME Paintball. Så selvom guldet blev her i klubben, så bliver det i år, at guldet skal hjem til Roxy Army, og vi stiller derfor også op i stærkeste opstilling, lyder det stålsat fra Jesper, der ikke lægger skjul på, at paintballsporten er hans store passion, og at han brænder for at udbrede sporten her i Danmark.

På det fine paintballanlæg i Nørskov kommer der paintballspillere/hold fra hele landet for at træne til de internationale ligaer, ME Paintball har da også et hold med i den tyske pro-række, hvor man faktisk vandt rækken i 2024.

Her har vi dem så: Roxy Army, som pt. fører DM. I midten i bagerste række finder vi Jesper Sinnbeck. Foto: ME Paintball

Spiller i A- og B-række

I år har man valgt at afvikle DM i 2 rækker, idet de 5 hold deles op i en A- og en B-række. Der er tale om 3-mandshold med dertil hørende udskiftningsspillere, og opdelingen i A- og B-rækker handler ifølge Jesper rigtig meget om det sportslige aspekt.

- Det giver mere sportslig mening, at holdene mødes i de her to rækker. Hvis man som relativt ny paintballspiller kommer op mod en flok garvede gutter og bare bliver tværet ud fra første fløjt, så kan man godt miste modet. På den måde her møder man ligesindede og kan så stille og roligt arbejde sig op i hierarkiet.

Skak med levende brikker

- Hvis man tror, at paintball på det her niveau bare er en flok friske knægte, der drøner tankeløst ud over stepperne og skyder til højre og venstre, så er man fejl på den. Paintball på det niveau her er ligesom skak, hvor man bare bruger sig selv og holdkammeraterne som levende brikker.

- Der er rigtig meget taktisk tænkning ind over, og hver spiller på holdet har en skarpt defineret rolle. Jeg er for eksempel playmaker, manden med roen, rutinen og overblikket, og så er der de små hurtige spillere, der bliver sendt i marken rent offensivt, ligesom bonden i skakspillet, forklarer Jesper.

Ekstra træning nødvendig

For at holde kadencen rent fysisk i de her kampe, som varer 7 minutter, så er det vigtigt, at man som paintballspiller på det her niveau er i god fysisk form, så der skal trænes både udholdenhed og styrketræning ved siden af den taktiske træning.

Når kampene i A- og B-puljen er afviklet, møder de dårligste i A-rækken de bedste i B-rækken, og det giver ifølge Jesper nogle rigtig fede kampe, hvor B-holdene har en mulighed for at vise sig flot frem, mens A-holdene her får en mulighed for lidt oprejsning.

Stærkt sammenhold

Udover de her fede og spændende kampe i begge rækker, så er paintballsporten kendetegnet ved et rigtig godt sammenhold spillerne og holdene imellem.

- Efter kampene sidder vi sammen og hygger os over grillen, får en kold sodavand/øl og en god snak. Vi er simpelthen bare gode kammerater, og vi har en klar aftale om, at det der sker, og det der bliver sagt under kampene på banen, bliver på banen, fortæller Jesper, der har været aktiv paintballspiller i 17 år og spillet over det meste af verden.

Hvis man har lyst til at prøve at spille paintball, er der mulighed for at få en gratis gang prøvetræning hos Midtjysk Event. Her lægger Jesper med største fornøjelse både bane, dragter, udstyr og masser af coaching til – man skal bare selv betale de kugler, man får fyret af.

Når man spiller paintball på DM-niveau handler det i den grad også om at bruge hovedet. Det er skak med levende brikker. Foto: ME Paintball

Teambuilding og paintball? Ja da!

Udover paintball byder Midtjysk Event også på lasergames, der jo er lidt i samme boldgade, og så er Jesper i disse dage i gang med at opgradere sin gildesal, så man også snart kan leje den til fester og møder – og eventuelt koble det sammen med teambuilding.

- Det er jo oplagt for firmaer i forhold til teambuilding. Vi hooker op med lokale spisesteder, der sørger for mad osv., og så stiller vi paintball, lasergames osv. til rådighed. Vi kan også mærke, at det er højsæson for polterabend-events, så vi ser frem til 2025 med stor glæde – og med gode udsigter til endelig at hente DM-guldet til Roxy Army, lyder det fra Jesper med et stort håbefuldt smil.

Sjov bonusinfo: Vidste du, at der bruges 100.000 kugler til sådan en DM-afdeling i paintball!

Du finder mere om Midtjysk Event HER

Billeder