Pippi og Mars: Børnene på Firkløverskolens Ikær-afdeling tog lige på fantasirejse en uges tid
Foto: Skolen havde arbejdet med temaet ”Fantasirejsen” hen over emneugen, og her er vi taget en tur med ind i Astrid Lindgrens børnevenlige univers i 2. årgang. Foto: Jim Hoff
Drager, fantasidyr, Pippis univers og rejser ud i universet. Temaerne var brede og kreative, da Ikærskolens elever afholdt emneuge 12 og 13 med det overordnede tema ”Fantasirejsen”, som grundlæggende fokuspunkt. Det hele blev serveret til skolefesten torsdag den 26. marts med superflot opbakning fra forældrene.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE SKOLELIV: Ved kørsel forbi Ikærhallen torsdag aften den 23. marts skulle man tro, der var dømt kamp om oprykning til Ligaen for det lokale håndboldhold, men anledning til den totalt proppede p-plads og den lige så propfyldte gamle idrætshal var af en noget anden karakter end det sportslige. Det handlede om ’finalen’ i ugens emneuge på Ikærskolen, hvor de godt og vel 300 elever over 7 dage havde arbejdet med temaet ”Fantasirejsen” sammen med deres lærere og pædagoger.
Flot og totalt velbesøgt seance i hallen.
Et dejligt bredt, kreativt og uden tvivl motiverende emne for såvel børn som voksne, der startede op fredag den 20. marts for så at slutte af torsdag den 27. marts med den store skolefestfinale om aftenen, hvor elevernes forældre og familier som tidligere beskrevet var inviteret med til den fantasifulde fest.
Seancen startede i hallen med den efterhånden traditionelle indmarch, i år selvfølgelig via fantasy-portalen, af de respektive klasser/årgange, hvoraf en del elever var festligt klædt ud som drager, rummænd og matematiklærere, smiley.
Der blev sunget en række fællessange med skolens lærerband, kendt som Give svar på Spice Girls, i spidsen, sammen med et lille velsyngende tremands-pigekor ved mikrofonerne.

Ikærhallen var fyldt til bristepunktet af såvel elever som forældre, da dette års skolefest blev skudt i gang. Foto: Jim Hoff
God kreativ uge med flittige børn
Der blev sunget, danset og hygget – og afdelingsleder og viceskoleleder Ebbe Weng fik sig da også klemt ind til lidt taletid, hvor han kunne berette om en fantasifuld uge med masser af godt, kreativt arbejde af børnene og lærerne/pædagogerne, som var kommet igennem både det ydre rum, Astrid Lindgrens vidunderlige univers med Pippi og Emil, Ole Lund Kirkegaards herlige verden med Gummi-Tarzan og Orla Frøsnapper og mange andres sjove destinationer fra fantasiens pædagogiske overdrev.
Efter den smukke seance i hallen med den vildt flotte opbakning fra rigtig mange forældre på lægterne, stod den på kaffe og kage samt ture rundt i klasserne, hvor børnene med brede smil og stolthed lysende ud af øjnene kunne vise deres forældre, hvad de havde gået og puslet med hen over den fantasifulde emneuge.

Der var indmarch ned til hallen gennem en Fantasy-portal, og her dukkede eleverne op i alle afskygninger og udklædninger. Foto: Jim Hoff
Hesteløft og vandring i solsystemet
Det var da også et par kække fædre i skovmandsskjorter, der fik mulighed for at løfte Pippi Langstrømpes hest, Lilla Gubben, og det kan ikke udelukkes, at den lokale fysioterapeut i Give fredag fik lidt mere at lave på den konto. Smiley.
Det var nogle flotte, farvestrålende og fantasifulde udstillinger, som man kunne se rundt omkring i klasserne lige fra de helt små perler i børnehaveklasserne til de teenagenære gutter og gutinder på 6. årgang.
Og fint at forældrene lige kunne få genopfrisket navnene på planeterne i vores solsystem samt et friskt gensyn med Pippi og Gummi-Tarzan, der selvfølgelig også er en del af deres egen skolehistorie.
Du kan se mange flere fotos fra skolefesten HER

Eleverne kom vidt omkring på deres fantasirejser – her er vi ude i verdensrummet med børnehaveklasserne. Foto: Jim Hoff

Disse tre herlige piger udgjorde koret i lærernes band, da der blev spillet op til sang og dans i hallen - og de gjorde det flot. Foto: Jim Hoff















































