Pizza i blodet: Farhad kan fejre 20-års jubilæum som indehaver af Buffalo Pizza

Foto: 41-årige Farhad Khalegi kan i år fejre 20-års jubilæum som ejer af pizzeriaet Buffalo i Give. Foto: Jim Hoff 

Hvis der er nogen her i Give, der kan siges at have ”pizza i blodet og generne”, må det være Farhad Khalegi, indehaver af Buffalo Pizza i Vestergade. Til oktober kan han fejre 20-års jubilæum som indehaver af Buffalo Pizza, men allerede som ung knægt slog han sine folder i pizzeriaet, som dengang var ejet af hans far.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: I foråret 2006 overtog den dengang 21-årige Farhad Khalegi Buffalo Pizza i Give, og det betyder jo, at han kan fejre 20-års jubilæum som selvstændig pizzeria-ejer i år. Og det var et velkendt sted, han overtog.

- Min far ejede Buffalo Pizza, da jeg som 14-årig begyndte at arbejde der. Han ejede det i 4-5 år, inden han solgte det til en anden, men så købte jeg det tilbage i 2006, og det var en rigtig god beslutning.

- En af mine medarbejdere fra 2006 er her stadigvæk, men ellers har der været løbende udskiftning. I dag er 3 ansatte på fuld tid, der er tilknyttet 4 ungarbejdere, og så hjælper min familie også en gang imellem, fortæller Farhad.

Fedt, hvis en af børnene på sigt vil overtage.

I dag bor han i Brande med sin kone Anja, og de har to børn sammen. Farhad har også to børn fra sit tidligere ægteskab, så han er jo en vaskeægte ”far til fire”.

- Min ældste søn, Lucas, er også begyndt at hjælpe til en gang imellem her i pizzeriaet, men han har dog meldt ud, at han ikke vil overtage det efter mig. Han vil hellere være tømrer, og det er helt ok. Men det kunne ellers være fedt, hvis Buffalo Pizza her i Give kunne køre i 3. generation.

- Måske jeg kan overtale en af mine andre børn til på sigt at overtage – jeg er jo stadig en ung mand, så der er mange år endnu at løbe på, konstaterer Farhad med et stort smil.

Har efterhånden lavet pizza til 3 generationer

Det er rimelig logisk, at Farhad har været glad for at være i Give med sit pizzeria, ellers havde han jo næppe været her i 20 år.

- Jeg er rigtig glad for at være her i Give. Jeg kender jo rigtig mange folk her i byen og omegnen, og de kender jo også mig. Jeg har efterhånden lavet pizza til 3 generationer, og det er bare en stor fordel, at der er den genkendelighed. Det bliver til mange gode snakke her i butikken, og det er rigtig hyggeligt.

- Jeg er glad for den flotte opbakning, jeg har haft gennem 20 år fra kunderne, og Give er bare en rigtig god by at være i. Derfor støtter jeg også gerne de lokale sportsforeninger som sponsor for på den måde at betale tilbage for opbakningen, konstaterer Farhad.

”Buffalo er mit hjerteblod.”

Udover at være indehaver af Buffalo Pizza, så har han også et udlejningsfirma sammen med sin bror i Vejle, hvor de udlejer boliger.

- Jeg elsker at være i gang hele tiden. Der skal ske noget hele tiden, så i stedet for at spille fodbold i fritiden eller noget andet, så driver jeg det her udlejningsfirma med min bror. Det er spændende, og jeg er jo også rigtig glad for at stå her i pizzeriaet. Jeg kan godt lide at være her rigtig meget. Jeg elsker at være selvstændig – og i høj grad at være hands on på tingene.

- Buffalo er mit hjerteblod, og det skal køres i min ånd og efter mine værdier - og derfor er jeg her rigtig meget, selvom jeg bestemt har rigtig gode folk, der er gode til at passe gesjæften her. Og indrømmet – jeg spiser da pizza hver dag. Jeg elsker det, og det kan både være til morgenmad eller aftensmad, lyder det fra den driftige unge mand med lys i øjnene.

Klar til 20 år mere i Give

Med ovenstående udsagn i mente kan det næppe overraske, at Farhad er klar til at snuppe 20 år mere i Vestergade med Buffalo. Han er da også i gang med en spændende tilføjelse til restauranten, idet Farhad er ved at få lavet et hyggeligt udendørs spiseområde ude i gårdhaven ved Buffalo.

- Det skulle egentlig have været klar til sommer, men der har været nogle forsinkelser, så nu forventer jeg, at den nye gårdhave står klar til oktober, hvor jeg så også vil holde en reception – både for at markere mine 20 år her i Give og for at præsentere folk for den nye gårdhave. Der bliver en hyggelig dag, hvor der vil være superfine tilbud på pizza.

- Det er ret unikt i den her branche at den samme mand har haft et pizzeria i 20 år, så det skal selvfølgelig fejres på bedste vis. Tænk sig, jeg er jo selv vokset op her. Mine egne børn kigger også tit forbi her i Buffalo, så det er bare mit sted – på så mange måder, pointerer Farhad.

Takker for den flotte opbakning fra kunderne

Han vil gerne sende en stor tak til sine kunder, der har muliggjort det for ham at udleve sin drøm om at være selvstændig pizzeriaejer.

- Uden mine gode kunders opbakning havde det ikke været muligt at være her i 20 år. Det har virkelig stor betydning for mig, og det er så fedt og motiverende, at der kommer flere generationer her og spiser eller henter pizza.

- Unge, der er flyttet fra Give for at studere, kigger altid ind her, når de er hjemme på ferie, og det er megahyggeligt – det er den slags, der er med til at give en masse gejst og motivation – og en stor lyst til at fortsætte mange år endnu. Jeg føler, Buffalo har et godt renommé – og jeg vil blive ved med at gøre mit bedste for at tilfredsstille alle mine kunder, lyder det fra 20-års-jubilaren.

Andre læser

Revybanden vender stærkt tilbage: I 2026 bliver Thyregod Revyen med garanti ’Tætpakket’

Modeljernbaneentusiaster i Thyregod har modtaget 3000 kr. fra 3F Kongedalen

Give-Stafetten skabte liv og glade løbedage på Torvet i Give

Hattrick af Martin Nørskov: Give slog Lemming 4-1 efter en regnfuld dag på kontoret!

Nyt spændende initiativ fra Museum Give: Skal vi redde Øster Amlund sammen?

Give HK har rystet posen: Lise Andreasen er ny formand for håndboldklubben