Portræt af en bedemand – sønderjyske Leif Kramer har fundet det gode arbejdsliv i Grejsdalen

I 2014 stod Leif Kramer pludselig ved en skillevej i sit liv. Han havde i en alder som 58-årig mistet sit job i lager- og logistikbranchen. Her meldte spørgsmålet sig så: Hvad skal jeg arbejde med den sidste del af mit arbejdsliv? Svaret kan du læse her i Leifs fortælling.

Af Leif Kramer & Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

PORTRÆT: Vi starter dette portræt med et citat fra tv-værten, forfatteren og journalisten Anders Lund Madsen:

- Jeg er ikke bange for at dø - det ærgrer mig bare kolossalt at det er nødvendigt.

- Dette udsagn står Anders Lund Madsen næppe alene med, for som vi jo ved, så koster livet, livet. Derfor er der brug for sådan nogle som os bedemænd og -damer, til at hjælpe og støtte de efterladte, som har mistet et kært familiemedlem eller en god ven, siger 67-årige Leif Kramer, der arbejder som bedemand hos Grejsdalens Bedemandsforretning på 4. år.

Leif, der er fra Aabenraa men som i flere år har været bosat i Gadbjerg, har været bedemand i 8 år, men det er første sent i livet, at han er slået ind på den vej. 

- Jeg kommer oprindeligt fra lager- og logistikbranchen, men da jeg tilbage i 2014 mistede mit job og skulle videre derfra, måtte jeg træffe en beslutning om, hvad jeg kunne tænke mig at arbejde med den sidste del af mit arbejdsliv. Jeg havde mange tanker, men da jeg for snart rigtig mange år siden arbejdede som graver­medhjælper og derigennem havde kontakt til en del bedemænd, blev jeg allerede dengang nysgerrig på dette arbejde og fik så straks ideen igen, om at dette skulle prøves, fortæller Leif.

- Men kan du arbejde med de døde?

Han gik i gang med at undersøge, hvilke krav der var for at blive bedemand – og om det overhovedet var muligt at blive bedemand uden forudgående kendskab til faget. For at blive klogere på det hele, tog han kontakt til Brancheorganisationen Danske Bedemænd. Og det skulle vise sig at være en god disposition.

- Jeg var heldig at finde en praktikplads, og så var jeg i gang. Jeg kan huske, at mange af mine venner og familie dengang spurgte mig, om jeg godt kunne arbejde "med de døde", men det vidste jeg selvfølgelig ikke, før jeg fik det prøvet, og jeg må sige nu — det kunne jeg godt, konstaterer Leif med et stille smil.

 Leif Kramer og Maria Louise fra kontoret nyder det gode vejr på trappen op til den bagvedliggende skov i Grejsalen. Foto: Jim Hoff

Sætter en stor ære i at støtte de efterladte

Han startede sin nye karriere op i foråret 2015, og i starten fungerede Leif som bedemandsassistent sideløbende med diverse kursusophold, som er obligatoriske inden for Danske Bedemænd. Her blev Leif gjort klogere på flere af bedemandsbranchens facetter, hvor han eksempelvis blev undervist i emner som lovgivning på området, arveregler, psykologi, hjælpemidler og meget, meget mere, inden han i foråret som en glad og stolt mand i foråret 2016 kunne gå ud med sit bevis i hånden som tegn på, at han nu var fik mit bevis som eksamineret bedemand.

 - Jeg har nu været bedemand i 8 år og har bestemt aldrig fortrudt. Jeg sætter en stor ære i, og finder glæde ved, at hjælpe og støtte de efterladte i den svære tid og situation, de befinder sig i. Det at arbejde "med de døde", er jo absolut den mindste del af vores arbejde. Det er de efterladte,  vi møder og taler med, og sammen planlægger vi den bedste mindeværdige afsked med deres kære. Og her må siges, at mine kvalifikationer fra logistikbranchen kommer mig fil gode, da der er rigtig meget logistik i vores arbejde, konstaterer Leif.

Som han påpeger, handler det om at samarbejde med de efterladte og følge dem hele vejen fra den allerførste indledende samtale og igennem hele forløbet, indtil de pårørende har fået taget den endelige afsked ved enten bisættelsen eller begravelsen.

- Skulle de pårørende have brug for os bagefter, står vi selvfølgelig altid klar til at hjælpe dem med de eventuelle spørgsmål de måtte have, understreger Leif.

- Hvordan arbejder du med døden og sorgen?

Det spørgsmål Leif som bedemand meget ofte bliver mødt af, handler om død og sorg – og ikke mindst håndteringen af disse begreber.

- Mange spørger ind til, hvordan jeg kan fungere i dette job, hvor jeg arbejder med døden, sorgen og mennesker, der er kede af det? Jeg forstår godt spørgsmålet, men svaret er egentlig ret enkelt. Jeg kan manøvrere i de her ting på grund af mine gode kolleger. Vi har et rigtig godt samarbejde her i forretningen, hvor jeg er omgivet af rigtig gode og kompetente kolleger, som jeg kan snakke med, hvis jeg føler noget "kommer for tæt på”. Derudover er der også andre gode dygtige mennesker, som f.eks. præster, kirketjenere, gravere og sygehuskapelmedarbejdere m.fl. som jeg kan sparre med.

- Og det er vigtigt, for der kan være rigtig stor forskel på, hvordan et dødsfald sætter sig i én. Er man for eksempel ude ved et lille barn, der er afgået ved døden, er det svært ikke at fælde en tåre – og den oplevelse tager man også med sig hjem. Her handler det virkelig om at få snakket tingene godt igennem med kollegerne, og det er vi rigtig gode til her på stedet, siger Leif.

 Foto: Jim Hoff

 - Man skal have det i sig

At være bedemand er som man sikkert kan forestille sig ud fra flere parametre ikke bare et 9.00-16.00 job. Det er en livsstil, og man skal ifølge Leif ”have det i sig” at være bedemand eller bededame.

Det handler rigtig meget om det menneskelige aspekt i det, og her vil jeg sige, at jeg oplever, at det er en fordel, at jeg kommer med en masse livserfaring og har oplevet mange ting i mit eget liv. De erfaringer kan jeg tage med og bruge i mange af mine samtaler med de efterladte.

Nok er hvervet en livsstil, men Leif holder naturligvis også fri en gang imellem.

- Jeg elsker at gå lange ture sammen med min hustru Jette, vi ynder også at passe hus og have, og vi camperer meget gerne rundt om her i Danmark, ligesom vi også nyder at rejse rundt i verden og opleve andre kulturer, nyde naturen og dyrelivet, som f.eks. i Sydafrika, Borneo, ligesom vi også har haft store oplevelser, de to gange vi har været i Kenya / Tanzania. Derudover har vi været mange andre steder på charterferie eller kør selvferie. Det at nyde denne "frihed" sammen med Jette, giver mig ny energi, og det gør faktisk tanken om, at jeg kan gøre en positiv forskel ved at hjælpe de familier, som har brug for min hjælp. Det betyder bare, at jeg simpelthen elsker mit arbejde, siger Leif med et smil, der kommer både fra munden og hjertet.