Rutine og ungdom: Give HK har de første fem spillere på plads til næste sæson

Under erhvervsklubbens spisning torsdag aften før 2. divisionskampen mellem Give HK og Otterup kunne Gives sportschef Kedde Jensen levere gode nyheder i forhold til spillertruppen. Her tog en af spillerne ordet, og det var et stærkt øjeblik. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

HÅNDBOLD: Det klassiske spil i kulisserne med at få spillertruppen på plads i forhold til sæson 24/25 er gået i gang hos Give Håndboldklub. Her kunne sportschef Kedde Jensen torsdag aften under erhvervsklubbens som altid velbesøgte spisning og netværksmøde præsentere gode nyheder, idet klubben har lavet aftaler med 5 spillere. 

Det drejer sig om de to målmænd Frederik Lindeman og Jakob Skov, der begge har været tilknyttet truppen i sæson 23/24. Derudover har man laver en aftale med den dygtige fløj Jonas Bilberg, der har gang i en rigtig flot sæson og som er i en rivende flot udvikling. 

Der er også landet en masse både rutine og topklasse til truppen næste år, idet de to garvede håndboldkrigere Simon Søgård og Simon Madsen også begge er at finde i den petroleumsblå kampuniform efter sommerpausen. Et stærkt og godt signal at sende fra Give HK, at man kan beholde spillere af den kaliber i truppen.  

Rutinen er på plads 

Begge har kæmpet med skader og sygdom i månederne op til det nye år. Søgård har kæmpet og trænet sig flot tilbage efter en slem knæskade, der var tæt på at betyde karrierestop, mens Simon Madsen har været gennem en benhård periode med kræft, en succesfuld operation og derefter en sej og hård genoptræningsperiode.  

Den vilje og den gejst de to herrer har vist og leveret for at komme tilbage kan man kun lette på hatten over i dyb respekt – og de er begge strålende eksempler til efterfølgelse for deres holdkammerater på, at hvor der er en vilje, er der en vej. De har begge ytret i en snak med avisens udsendte, at det var monumentalt vigtigt for dem at vende tilbage til håndbolden, gutterne og det gode sammenhold, man har i truppen.  

Stærkt udsagn fra Simon Madsen: Det her sted er helt unikt! 

Efter at Simon Madsen var blevet præsenteret af Kedde Jensen, bad den gennemsympatiske familiefar og håndboldspiller om ordet.  

- Jeg er utrolig glad for, at jeg står her i aften og kan meddele, at jeg fortsætter i klubben næste sæson. Jeg har haft en del at slås med hen ad vejen: En skulderskade, en diskusprolaps og en omgang med kræft, men jeg er vendt tilbage, og noget af det der har drevet mig gennem de her ting, er klubben her, jer tilskuere og selvfølgelig gutterne på holdet. Ting der betyder rigtig meget for mig, for det her sted er simpelthen bare så unikt.  

- I forhold til min aftaleforlængelse vil jeg gerne her sige, at jeg har lavet den aftale med klubben, at der er flere ting, der skal falde i hak. Jeg vil gøre alt for det her, men jeg skal også respektere de signaler, min krop sender til mig i forhold til hvor meget, den kan klare mht. træning og kampe. Jeg arbejder 3-4-5 gange om ugen benhårdt med styrketræning fra tidlig morgen, inden jeg møder på arbejde, for at gøre min krop så stærk som mulig. For jeg vil det her 100 procent, men er der dage, hvor kroppen siger fra og trænger til en pause, så skal jeg respektere det – og det har jeg mødt fuld forståelse for hos både vores Træner Erik og eliteudvalget, lød det fra Simon Madsen, der blev sendt til opvarmning af stående klapsalver fra de 140 gæster i kantinen.  

Der arbejdes naturligvis videre på at gøre truppen klar til 24/25, og der kan sandsynligvis meldes mere ud i uge 4, hvor klubben har samtaler med nogle spillere.  

Give HK har lavet aftaler med de første fem spillere i forhold til sæson 2024/25: Fra venstre er det Simon Madsen, Simon Søgård, Jonas Bilberg, Jakob Skov og Frederik Lindeman. Foto: Jim Hoff