Så blev flaget hejst i Gryden: Nu starter tennissæsonen for alvor!

Foto:Tennisklubbens formand Sonja Schurmann holdt en fin tale til standerhejsningen, hvorefter Henrik Jensen fra bestyrelsen kunne sende tennisklubbens flag til tops. Foto: Jim Hoff

På en småkold og blæsende formiddag lørdag den 25. april kunne Give Tennisklub afholde standerhejsning som en officiel markering af, at sæsonen nu for alvor er gået i gang – og snart kan klubben fejre sit 100-årsjubilæum.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

TENNIS: Vejrguderne var ikke rigtigt med, da Give Tennisklub lørdag den 25. april klokken 10.00 inviterede til standerhejsning, den officielle åbning af tennissæsonen 2026, samt Tennissportens Dag.

Solen var gået hjem og i stedet blæste en kold vind hen over banerne i det legendariske tennisanlæg ’Gryden’, og mon ikke denne klimamæssige nedtur mellem den solrige fredag og søndag holdt nogle folk væk fra ikke mindst Tennissportens Dag, hvor man gratis kunne prøve sine evner af som den nye Bjørn Borg eller Serena Williams - for nu at køre fortidens idoler.

Og så skal vi til 100-års fødselsdag

Nuvel, kold vind eller ej, der mødte da omkring 20 gode folk frem til standerhejsningen, hvor klubbens formand, Sonja Schurmann, holdt en fin tale, der handlede om, hvad der skal ske hen over 2026 – alt sammen noget man kan læse om i en anden artikel her i avisen.

Herefter kunne Henrik Jensen fra bestyrelsen med stor elegance hejse klubflaget, der blafrede lystig ti sydøstenvinden.

Efter Sonjas fine tale og Henriks optur med flaget var der dømt kaffe, brød og kage i klubhuset – og her blev der hygget igennem, og der var da også godt gang i mundtøjet hos den fremmødte flok af tennisentusiaster, smiley.

Den næste store event hos tennisklubben løber af stablen søndag den 17. maj, hvor klubben inviterer til 100-årsjubilæum. Det hele starter klokken 11.00 og kører frem til klokken 15.00, og her vil der blive afholdt taler, spillet en opvisningskamp, og der vil være en præsentation af klubbens 100-årsjubilæumsbog, ligesom der også vil være en masse lækkert til ganen.

Her er det Henrik Jensen, der hejser flaget - og så er tennissæsonen officielt servet i gang. Foto Jim Hoff