Så faldt beslutningen: Pr. 1. januar 2027 er Elkjærskolen tømt for elever
Foto: Pr. 1. januar 2027 kommer Elkjærskolen i Grønbjerg til at stå helt tom for elever, idet den tilbageværende specialafdeling skal rykke ind på Ikærskolen i Give. Foto: Jim Hoff
På et møde i Børne- og Familieudvalget den 4. december blev det besluttet, at de nuværende 36 elever i specialafdelingen på Elkjærskolen i Grønbjerg skal flyttes ind på Ikærskolen i Give. Og dermed står man med en helt tom bygning og dermed også en ny udfordring på Gammelbyvej 41 i Grønbjerg.Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
SKOLELIV: Der var to scenarier i spil, da Børne- og Familieudvalget den 4. december havde Elkjærskolens fremtid på dagsordenen i forhold til de nuværende 36 elever i specialafdelingens fremtid, efter at den almene skoledel lukkede ned på skolen tilbage i 2024 grundet markant faldende elevtal.
Enten skulle de lyttes til Ikærskolen eller til Givskud Skole. De to skoler er ligesom Elkjærskolen og Søndermarkskolen i Give en del af det samlede koncept ved navn Firkløverskolen, og netop derfor skulle valget altså stå mellem Ikærafdelingen og Givskudafdelingen, der begge huser indskolings- og mellemtrinselever.
Kommunale ejendomme har vurderet mulighederne i de eksisterende bygninger, og ud fra byggefaglige vurderinger har de beregnet økonomien i hver af de to modeller, der blev præsenteret på mødet den 4. december.
Ikærmodellen
Model 1: Specialafdelingen flyttes til Ikær. På Ikærafdelingen kan bygningsarealet optimeres, og kvadratmeterne udnyttes bedre. Det betyder, at en flytning af tilbuddet fra Elkjærafdelingen til Ikærafdelingen kun vil kræve en ombygning af eksisterende lokaler.
Kommunale Ejendomme har vurderet, at der kan etableres specialklasser i de nuværende personaleforberedelseslokaler, og at der godt kan findes andre lokaler til personaleforberedelse inden for de eksisterende rammer. En ombygning er vurderet til at koste ca. 8,5 mio. kr.
Da en del af medarbejderne på Ikærafdelingen også har opgaver i specialtilbuddet på Elkjærafdelingen, kører personalet mellem afdelingerne. Det betyder, at der muligvis vil være en mindre driftsbesparelse i forbindelse med transport og tid, hvis specialtilbuddet flyttes til Ikærafdelingen.
Givskudmodellen
Model 2: Specialafdelingen flyttes til Givskud. På Givskud-afdelingen vil en flytning af specialtilbuddet kræve en tilbygning til de nuværende bygninger. Der er ikke uudnyttede kvadratmeter, som kan benyttes til tilbuddet.
Hvis Givskud skal rumme et specialtilbud i de eksisterende bygninger, vurderes det at betyde, at forholdene for skolens øvrige elever vil være dårligere end på tilsvarende skoler. F.eks. vil der være elever, som skal dele klasselokale med andre, der vil være mindre mulighed for opdeling i hold, færre grupperum, og der vil være faglokaler, som vil skulle nedlægges.
Givskud-modellen ville indebære en ekstraudgift til kommunen på 25 millioner kroner, idet det ville kræve en tilbygning for at få plads.
Flytter ind på Ikærskolen den 1. januar 2027.
På dette grundlag har Børne- og Familieudvalget besluttet, at de 36 elever i specialafdelingen flyttes til Ikærskolen i Give. Flytningen skal ske 1. januar 2027, og dermed kan Ikærskolen se frem til endnu et rykind ude vestfra, efter at de fleste af eleverne fra almenafdelingen rykkede derind i 2024.
Ved en flytning til Ikærskolen vil det betyde, at specialtilbuddet er placeret, hvor der også er et alment skoletilbud. Det vurderes som en pædagogisk fordel, da eleverne får mulighed for at være sammen på tværs af de to tilbud i både undervisning, pauser og SFO alt efter, hvad der er elevernes behov.
Dermed kan man som skole tilbyde eleverne flere fællesskaber og nedbryde skodder mellem det almene og det specielle, der hvor det er det bedste for eleverne. I og med, at Ikærafdelingen er større end afdelingen i Givskud, vil en placering her give flere muligheder for at tilbyde eleverne flere forskellige fællesskaber.
Det skal lige med i ligningen her, at der i budgetforliget ikke er afsat midler til flytning af Elkjær-afdelingen. Det betyder, at Børne- og Familieudvalget selv skal finde finansieringen til flytningen inden for eksisterende økonomiske rammer.

Foto: Jim Hoff

Foto: Jim Hoff

Foto: Jim Hoff
















































