Seje cykelryttere trodsede regnen – og på målstregen ventede helstegt pattegris

Foto: Da det regnede en hel del på selve dagen for cykelklubbens sommerafslutning, kunne man også trække indenfor hos Lars Secher i danbolig og nyde den helstegte pattegris med dertil hørende læskedrik. Foto: Jim Hoff

En rigtig cykelrytter frygter ikke en frisk regnbyge i ny og næ, og sådan var det også, da Give Cykelklub tilbage i juni måned afholdt sommerafslutning i gårdspladsen ved danbolig hos Lars Secher. For efter det obligatoriske afslutningsløb ventede der nemlig pattegris på målstregen.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Det er ved at blive til en tradition, at Give Cykelklub afholder klubbens sommerafslutning hos et af deres medlemmer, Lars Secher, der via sit ejerskab af danbolig råder over gode forhold både inde og ude.

Tour de regnvejr

I år var sommerfesten så ’velsignet’ af klassisk dansk sommervejr, hvor regnen rislede venligt ned i cykelrytterbentykke stråler, men det afholdt dog ikke en stor flok af klubbens medlemmer fra at hoppe på jernhesten og kaste sig ud i ’bølgen blå’ på de lokale landeveje.

Efter en god times tid i det motiverende regnvejr ankom de seje cykelryttere til danbolig, hvor der var linet op med udendørs festivitas i form af helstegt pattegris leveret af Jens Fisker. Gårdspladsen var forsynet med telte, så man kunne holde sig i tørvejr, og der var også linet op med borde inde på danboligs kontor, så de mere kuldskære kunne fortrække til varmere omgivelser.

Hyggestemning – både ude og inde

Den helstegte pattegris gjorde traditionen tro lykke, og stemningen var på trods af det noget uheldige vejr rigtig god, for vanen tro blev der snakket både cykelsport, tidligere meritter i bjergene i Frankrig og masser af god ’lokalpolitik’, hvor der blev sat skik på en del af de lokale udfordringer lige fra spøgelseshuset, undskyld sygehuset, til den forestående renovering af bymidten.

Det var 3. år i træk, at Lars Secher lagde faciliteter til den hyggelige sommerafslutning i cykelklubben, og her må man sige, at man har fundet et både centralt og godt sted, hvor der er god plads både ude og inde – og så længe Jens Fisker er på plads med sin altid velsmagende helstegte pattegris, jamen så er der her cykelryttere, uanset om de er våde eller tørre, altid i paradis.

 

Billeder

Andre læser

Pump raceren og smør gearene: Nu er Give Cykelklub klar til sæsonstart