Seniormessen i Give blev en stor succes med flot opbakning

Tirsdag den 19. november afholdt Vejle Kommune i samarbejde med FrivilligCenter Give Seniormesse på Museum Give. Her var der fokus på ældres fysiske og mentale sundhed, ligesom messen også var en fin platform for det lokale foreningsliv til at vise sig frem og til at informere om, hvad man kan tilbyde dagens målgruppe.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE LIV: Museum Give summede af liv, glade dage og hyggelig folkemusik tirsdag formiddag den 19. november. Her var der inviteret til Seniormesse med Vejle Kommune og FrivilligCenter Give som udbydere og Museum Give som værter.

Frokoststuen blev hurtigt fyldt af morgenkaffehungrige borgere, alt imens de legendariske ’Mandagsmusikanterne’ leverede den friske indgangsmusik og folket, seniorfolket selvfølgelig, væltede ind ad dørene i en lind strøm. Rundt omkring på museet var travle foreningsfolk i gang med at stille deres boder og stande op og Vejle Kommune havde naturligvis også et par info-stande.

I alt var der 17 stande/aktiviteter, som dagens gæster kunne fornøje sig med på det hyggelige og altid rummelige museum på Donneruplundvej 2 i Give. Stande og boder, som en arbejdsgruppe under FrivilligCenter Give via sit lokale netværk, har lavet aftaler med op til Seniormessen.

Det var Mandagsmusikanterne, der rent musikalsk bød folk velkommen til Seniormessen. Foto: Jim Hoff

Måtte hente ekstra stole ind

Efter at dagens mindre hær af rundstykker og flere liter museumskaffe havde ramt bunden på de godt morgensultne seniorer, var det Gitte Frederiksen, der i egenskab af formand for Seniorudvalget i Vejle Kommune, indledte seniormessen, der havde arbejdstitlen ”Et aktivt seniorliv”.

Inden Gitte Frederiksen kunne få lov til at åbne ”senior-ballet” skulle der dog lige slæbes flere stole ind i det store fællesrum, for der var dukket flere gæster op, end man havde forventet. Den klarede Mathias og Mads fra museet med stor elegance og snilde.

- Vi er her i dag fordi, Seniormessen er blevet til efter et stort ønske fra Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Målet er at skabe en messe, der inspirerer til fysisk aktivitet og mental sundhed. Derudover har det været vigtigt, at messen blev udviklet i samarbejde med frivillige og lokalsamfundet, da vi ved, at vi gør det bedre, når vi løfter i fællesskab, lød det indledningsvist fra  seniorudvalgsformanden.

Arbejder på ny sundhedspolitik

Hun kunne fortælle, at Vejle Kommune aktuelt udforsker nye veje inden for sundhed, hvor man blandt andet arbejder på en ny sundhedspolitik, som byrådet ifølge Gitte Frederiksen snart forventer at vedtage.

-I det politiske manifest er det kerneværdien, at vi ”vil arbejde for at holde samtalen levende om det gode liv med borgere, foreninger, erhvervsliv og organisationer. Vi tror på, at de bedste løsninger findes, når flere kommer til bordet og bidrager til at finde nye veje i sundhed”.

-Udover en ny sundhedspolitik har vi også sat en ny proces i gang for en ny frivilligpolifik, som skal være bærende i de kommende år. Det er for mig ikke nok kun at tale om det, der skal være vilje bag. Derfor behandler vi i morgen (onsdag den 20. november, red.) en sag i seniorudvalget, hvor det handler om at bevilge 13 millioner kroner til mere inddragelse af frivillige og civilsamfundet. Vi vil den vej rundt gerne politisk støtte det store frivillige engagement, der er i Vejle Kommune.

Gitte Frederiksen (V), der er formand for seniorudvalget i Vejle Kommune holdt den indlendende tale til Seniormessen på Museum Give. Foto:Jim Hoff 

Kommer ingen vegne uden frivillige

Gitte Frederiksen fortalte ligeledes om hjemmesiden ”Aktiv sammen”, som er i gang med at blive opdateret, og hvor man kan finde op til 800 aktiviteter, som fordeler sig over hele kommunen.

-Der er simpelthen ingen grænser for, hvad man kan gå til. Husk også at tænke din nabo ind i det, så ingen sidder alene og bliver glemt. Selve Seniormessen er en del af de nye veje, hvor kommunen ønsker at invitere til inspiration og gode samtaler. Sidste år var messen i Egtved, i år er vi her i Give og næste år forventer vi at afholde messen i Vejle.

-Når alt kommer til alt, så kommer vi ingen vegne uden fælles engagement og bidrag. Når jeg ser på jer alle, der bidrager med stande, praktiske opgaver, aktiviteter og oplæg i dag, bliver jeg både glad og dybt taknemmelig. Der er utrolig mange frivillige, der ønsker at deltage og bidrage til seniormessen. Tusind tak til jer, der stiller op med jeres tid og energi i dag. I er meget betydningsfulde, lød det anerkendende skudsmål fra Gitte Frederiksen.

Lad jer inspirere til et aktivt liv

Årets tema for Seniormessen er som sagt ”Et aktivt seniorliv”, og her er det vel ok at stille spørgsmålet: Hvad er egentlig et aktivt seniorliv? Det gav Gitte naturligvis også et bud på.

-Et aktivt seniorliv kan betyde mange forskellige ting, og hvis vi spurgte her i salen, ville vi få mange forskellige svar. Vi ved dog, at det er vigtigt for vores velbefindende at være aktive både mentalt og fysisk, deltage i fællesskaber og have meningsfulde aktiviteter i hverdagen. Ja, med andre ord, brug kroppen så kommer glæden og energien.

- Et aktivt seniorliv kommer ikke nødvendigvis af sig selv; det kan kræve mod at træffe beslutninger, der fremmer et aktivt liv. For nogle af jer har det også krævet mod at deltage i dag. Et aktivt seniorliv kan også kræve ny viden om for eksempel, hvilke muligheder der er for at bidrage som frivillig og måske på den måde blive en del af et nyt fællesskab. Vi håber, at I bliver inspireret til at være modige, måske prøve noget nyt, og tage ny viden med jer hjem.

En lang række foreninger havde taget plads på museet, hvor man så kunne komme rundt og få en masse info.Her er det Tirsdagsmændene, der er flot repræsenteret af en denne friske dame. Foto: Jim Hoff

Du og jeg, Alfred

Efter Gitte Frederiksens oplæg blev sangen "God morgen, land" spillet og sunget. Ganske symbolsk, for sangen blev skrevet til indvielsen af Storebæltsbroen i 1998. Sangen indeholder et smukt og for dagen her relevant billede, nemlig en bro som et symbol på at forbinde mennesker.

Herefter var det et poetisk og billedsprogsrigt oplæg Jonas Nørgård Mortensen, der er forfatter, forsker og foredragsholder. Han causerede over temaet "Du og mig, Alfred", et kendt citat fra Emil Fra Lønneberg. Her var essensen menneskelige relationer og fællesskaber, og hvad det gør for os som mennesker at være en del af et fællesskab.

Inden gæsterne blev sluppet løs, var det museets leder Mads Christiansen Broch, der kom med en fin hentydning til folk både at købe et medlemskab af museet samt at overveje at melde sig som frivillig på museet.

-Lige nu har jeg 650 chefer (læs:medlemmer, red) og jeg vil utroligt gerne have mange flere, lød det fra Mathias med glimt i øjet og seriøs bagkant.

Stor vifte af stande og aktiviteter

Så var det tid til at lette på fusserne og komme rundt og blive inspireret ved de forskellige stande, som var præget af stor diversitet, som forskellighed vist nok hedder på nyjysk i dagens Danmark. Der var info fra. Borgerservice, Sydtrafik, FrivilligCenter Give, Ældresagen, Rygestop, strikkedamer, idræt i dagtimerne, Herreværelset, CSV Syn, hørelse og tale, Ældrerådet, Tirsdagsmændene, Geocaching, inspiration til at hoppe på cyklen, inspiration til sheltertur med barnebarnet,. Og man kunne også hygge sig med at se squaredance, lytte til Mandagsmusikanterne, ligesom museet tilbød en guidet tur.

Efterfølgende leverede Karen Klint, der er tidligere folketingsmedlem og nu en ganske aktiv psnsionis et indlæg med titlen "Aktivt seniorliv - hvad er det for mig?"  Mette Brunsgaard og Lars Ulrik fra Folkesundhed i Vejle Kommune kom ind på temaet  "Daglige gøremål som sund aktivitet", og Sydtrafik havde en snak med temaet "Kom godt og sikkert omkring".

Herefter var det igen muligt at komme rundt ved standene og eventuelt prøve sine evner af som eksempelvis squaredanser og geocahcer.

Man kan med andre ord godt sige, at der virkelig var gang i den til Seniormessen – og det var jo på alle måder også det hele dagen handlede om: At få gang i den!

Du kan se flere fotos fra Seniormessen ved at klikke HER

 Foto: Jim Hoff