Sidste chance inden valget: Museum Give lægger lokaler til stort vælgermøde

Foto: Det bliver Museum Give, der lægger lokaler til vælgermødet i Give den 12. november klokken 19.00, hvor 7 partier stiller op til debataften. Foto: Jim Hoff

Hen over de sidste uger har vi her i lokalområdet været vidner til en række vælgermøder afholdt i de lokale bysamfund Givskud, Gadbjerg, Thyregod og Kollemorten/Vonge. Nu er turen så kommet til et decideret vælgermøde i Give, der tidligere har afholdt den store ’borgmesterduel’.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

KV 2025 GIVE: Efter fire fine vælgermøder lokalt fordelt ud på Gadbjerg, Thyregod, Givskud og Vonge/Kollemorten, er det så Gives tur til at invitere politikere og borgerne ind til politisk debat og oplysning.

Det sker onsdag aften den 12. november klokken 19.00, og det bliver Museum Give, der lægger lokaler til dette sandsynligvis sidste lokalt beværtede politiske vælgermøde her på egnen, inden vi skal til stemmeurnerne den 18. november.

I byerne omkring Give har det typisk været lokalråd og borgerforeninger, der har stået som arrangører af vælgermøderne, men i denne omgang er vælgermødet på museet et resultat af et samarbejde mellem de 7 partier, der stiller op med deres kandidater til debat denne aften.

Det fortæller Leif Søndergaard, der er formand for Venstres vælgerforening i Give.

- Det er efterhånden en tradition, at partierne slår pjalterne sammen og holder fælles valgmøde i Give, når der er valg. Derfor gentager vi succesen igen i år med et fælles valgmøde forud for valg til kommunalbestyrelsen, fortæller Leif.

Det er Socialdemokratiet, Liberal Alliance, De Konservative, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre, der har slået de politiske pjalter sammen og som stiller med et udvalg af deres byrådskandidater.