
Skraldet på Vorbasse Marked gøres til æbletræer og uddannelse af unge mennesker i Lesotho
Foto: En af de store arbejdsopgaver Y´s Men i Give hjælper ved er at samle skrald på markedspladsen til Vorbasse marked. Og det medfører, at man kan sende hjælp til unge mennesker i Lesotho i det sydlige Afrika.Privatfoto
Af Kjeld Kristensen - Give Y´s Mens Klub
VELGØRENHED: En sommermorgen midt i juli måned på Vorbasse Marked - markedspladsen er langsomt ved at vågne op til en ny markedsdag med handel, fest og farver og masser af tivoli.
På pladsen har Y´s Mens-klubben i Give påtaget sig en opgave med at gøre pladsen præsentabel efter en nat med høj stemning og festligheder.
Dejlig konkret opgave
Skraldindsamlingen på markedet er en opgave, hvor hvert stykke fjernet skrald giver et tydeligt og synligt resultat. Pladsen ændrer sig fra rodet til ryddelig, der hvor klubbens medlemmer kommer frem, når de systematisk bevæger sig frem på pladsen ad gaderne med boder, dyr og gøgl.
Det er en rigtig god oplevelse at kunne se effekten af en indsats og opleve et godt resultat – det giver klubbens medlemmer en god oplevelse med et opløftende og energigivende arbejdsfællesskab. Dertil kommer den positive fornemmelse af at kunne bidrage til festlighederne ved et historisk og velbesøgt marked.
Y´s Mens-klubben tjener penge på at samle skraldet på markedet. Disse penge bruges i år ubeskåret til at støtte et projekt i Lesotho - en stat i det sydlige Afrika, som på alle sider omgivet af Sydafrika
Ramt af klimaudfordringer
Projektet tager fat på centrale udfordringer med fokus på at udvikle bæredygtige løsninger, der både forbedrer levevilkårene og fremmer lokal udvikling.
Klimaudfordringer og lokalsamfundets behov for at gå nye veje kræver støtte udefra. En af de store udfordringer i Lesotho er jorderosion (en proces, hvor jordens øverste lag i dette højlandsområde fjernes og transporteres bort af vand, vind og is).
Et fænomen, som er blevet forværret af klimaændringer. For at imødegå dette problem har landsbyrådet anmodet om støtte til træplantning af frugttræer samt forbedringer af faciliteterne i et lokalt værksted og af forhold på skolen.
Mål: At projektet bliver selvfinansierende
Projektet sigter mod at skabe en positiv og bæredygtig udvikling i lokalområdet gennem:
- Nedbringelse af ungdomsarbejdsløshed ved at uddanne de unge i dyrkning og pleje af frugttræer.
- Forbedring af sundhedstilstanden blandt andet ved at sikre sunde skolemåltider.
- Lokal produktion af fødevarer.
- Viden om forebyggelse af jorderosion.
Et andet mål er, at projektet bliver selvfinansierende inden for to til tre år gennem indtægter fra det lokale værksted, salg af frugt fra de plantede træer, samt på længere sigt salg af frugttræer. En langsigtet vision for bæredygtig udvikling
Affald på Vorbasse Marked skaber mening for både Y´s Mens arbejdsfællesskabet og unge menneskers fremtid i Lesotho – det er win-win.
Foto: En god flok fra Y’s Mens Club i Give har taget oprydningsopgaver på Vorbasse Marked for at kunne tjene penge, som man så sender til hjælp til unge mennesker i Lesotho i det sydlige Afrika. Privatfoto